Spraglet rumkitsch bliver lidt for meget
3.0
Efter den ambitiøse, men ikke helt vellykkede storfilm "Cloud Atlas" er The Wachowskis gået i rent legehumør, for "Jupiter Ascending" er en skamløs kærlighedserklæring til det store rumeventyr. Hovedpersonen hedder Jupiter og er barn af russisk immigrantfamilie, som lever på bunden af samfundet i New York. Men hun er også en genetisk dobbeltgænger af den afdøde matriark i én af universets mægtigste familier, og derfor er hun arving til en gigantisk formue, som bl.a. omfatter skødet til Jorden. Alt det aner Jupiter dog selvfølgelig ikke noget om, før hun pludselig bliver jagtet af flere grupper lejesvende med forskellige dagsordener.
Plottet i "Jupiter Ascending" er seriøst noget vrøvl blandet med mængder af klicheer, men det er udført med store glimt i øjnene, og ikke mindst er Mila Kunis særdeles velvalgt i hovedrollen. Kunis evner at spille en overbevisende kæk og temperamentsfuld heltinde, der med et charmerende skævt smil udfordrer sine nye bekendtskaber fra rummet - men desværre er én af de klicheer, der er blevet klistret på karakteren, så samtidig, at hun er grænseløst naiv, når det lige passer ind i plottet. Så det er absolut til Kunis' ros, at hun overvinder et temmelig usammenhængende rolleoplæg.
Men i det hele taget har filmen altså også en gennemgående følelse af 'fuck logikken, vi skal på eventyr i rummet', og det virker fint et godt stykke ad vejen. Der er masser af tempo, glimrende actionscener og overbevisende episke rumkulisser, hvor det også vælter med referencer til flere af genrens store værker. Eksempelvis er der en tydelig Star Wars-stemning over de mange vagt humanoide rumvæsener i spraglede farver, mens det intergalaktiske politi omvendt er klart inspireret af Star Trek-universet. Ligesom hovedpersonens navn, Jupiter Jones, i øvrigt også er en reference i sig selv. På den led er "Jupiter Ascending" en strålende omgang kitsch.
Desværre begynder filmen så at kamme over, da The Wachowskis lægger en Terry Gilliam-inspireret sekvens på en superbureaukratisk hovedplanet oveni. Der begynder "Jupiter Ascending" at skurre stilmæssigt, og selv om handlingen trods alt kommer op i gear igen, bliver stumperne aldrig rigtig samlet frem mod en slutsekvens, som jeg syntes var lidt utilfredsstillende på den overfladisk romantiske måde.
Det hjælper så heller ikke, at historiens mest prominente skurk bliver overspillet ud i det absurde af Eddie Redmayne, som åbenbart har ønsket at følge sin Oscar op med en Razzie-nominering. Sådan én kan han i hvert fald meget vel få for sit spil her, der skifter mellem det overdrevent affekterede (inklusive sjov stemme) og det barnligt hysteriske. De to forfatter-instruktører får derudover ikke meget ud af Channing Tatum og Sean Bean som historiens to gode actionmænd - særligt Tatum er sørgeligt reduceret til ren eyecandy. Så Kunis' fint forankrede hovedrolle bliver kun tilnærmelsesvis matchet af Douglas Booths overdrevent sleske skurk og Nikki Amuka-Birds intergalaktiske politikaptajn blandt de øvrige medvirkende.
Til trods for alle kritikpunkterne morede jeg mig nu i lange stræk fint med "Jupiter Ascending", for dens glade stemning af rumeventyr og bevidst kitschede brug af klicheer redder meget. Ligesom der altså også er nørdet fint med storslåede kulisser, sære rumvæsener og hurtige besøg på en række meget forskellige planeter. Det er, som det skal være i et intergalaktisk actioneventyr. Desværre får Andy og Lana Wachowski så lige fyldt lidt for meget på og kørt klicheerne lidt for langt ud, til at det kan holde hele vejen.
Plottet i "Jupiter Ascending" er seriøst noget vrøvl blandet med mængder af klicheer, men det er udført med store glimt i øjnene, og ikke mindst er Mila Kunis særdeles velvalgt i hovedrollen. Kunis evner at spille en overbevisende kæk og temperamentsfuld heltinde, der med et charmerende skævt smil udfordrer sine nye bekendtskaber fra rummet - men desværre er én af de klicheer, der er blevet klistret på karakteren, så samtidig, at hun er grænseløst naiv, når det lige passer ind i plottet. Så det er absolut til Kunis' ros, at hun overvinder et temmelig usammenhængende rolleoplæg.
Men i det hele taget har filmen altså også en gennemgående følelse af 'fuck logikken, vi skal på eventyr i rummet', og det virker fint et godt stykke ad vejen. Der er masser af tempo, glimrende actionscener og overbevisende episke rumkulisser, hvor det også vælter med referencer til flere af genrens store værker. Eksempelvis er der en tydelig Star Wars-stemning over de mange vagt humanoide rumvæsener i spraglede farver, mens det intergalaktiske politi omvendt er klart inspireret af Star Trek-universet. Ligesom hovedpersonens navn, Jupiter Jones, i øvrigt også er en reference i sig selv. På den led er "Jupiter Ascending" en strålende omgang kitsch.
Desværre begynder filmen så at kamme over, da The Wachowskis lægger en Terry Gilliam-inspireret sekvens på en superbureaukratisk hovedplanet oveni. Der begynder "Jupiter Ascending" at skurre stilmæssigt, og selv om handlingen trods alt kommer op i gear igen, bliver stumperne aldrig rigtig samlet frem mod en slutsekvens, som jeg syntes var lidt utilfredsstillende på den overfladisk romantiske måde.
Det hjælper så heller ikke, at historiens mest prominente skurk bliver overspillet ud i det absurde af Eddie Redmayne, som åbenbart har ønsket at følge sin Oscar op med en Razzie-nominering. Sådan én kan han i hvert fald meget vel få for sit spil her, der skifter mellem det overdrevent affekterede (inklusive sjov stemme) og det barnligt hysteriske. De to forfatter-instruktører får derudover ikke meget ud af Channing Tatum og Sean Bean som historiens to gode actionmænd - særligt Tatum er sørgeligt reduceret til ren eyecandy. Så Kunis' fint forankrede hovedrolle bliver kun tilnærmelsesvis matchet af Douglas Booths overdrevent sleske skurk og Nikki Amuka-Birds intergalaktiske politikaptajn blandt de øvrige medvirkende.
Til trods for alle kritikpunkterne morede jeg mig nu i lange stræk fint med "Jupiter Ascending", for dens glade stemning af rumeventyr og bevidst kitschede brug af klicheer redder meget. Ligesom der altså også er nørdet fint med storslåede kulisser, sære rumvæsener og hurtige besøg på en række meget forskellige planeter. Det er, som det skal være i et intergalaktisk actioneventyr. Desværre får Andy og Lana Wachowski så lige fyldt lidt for meget på og kørt klicheerne lidt for langt ud, til at det kan holde hele vejen.
02/03-2015
