Fifty shades of fucking boredom

En introduktion er vel unødvendig, men for en god ordens skyld: "Fifty Shades of Grey" er filmatiseringen af første del af E.L. James' erotiske romantrilogi, der startede som fanfiction, men endte som et storsælgende litterært fænomen. Hovedpersonen er den litteraturstuderende Anastasia Steele, der til universitetsavisen skal lave et interview med en supersuccesfuld ung entreprenør, Christian Grey. De to bliver øjeblikkeligt tiltrukket af hinanden, og interviewet bliver dermed startskuddet til, at Christian forsøger at lokke Anastasia ind i et S/M-forhold.

Bogen er hånligt blevet kaldt 'mommy porn', og der er selvfølgelig heller ingen tvivl, om at den først og fremmest er skrevet for at være pirrende og lege med fantasier om kinky sex. Set fra det perspektiv må man sige, at filmatiseringen fejler på det helt grundlæggende plan. Den er meget lidt erotisk og pirrende - i hvert fald for undertegnede. Det handler ret banalt om, at instruktør Sam Taylor-Johnson aldrig formår at få Anastasias og Christians relation til at virke troværdig. Den er tværtimod enormt postuleret - og klichéfyldt i helt forfærdelig grad.

For "Fifty Shades of Grey" hviler på nogle enormt gammeldags klicheer og normer. Hvilket måske ikke er så overraskende, når man tænker på, at James i sin tid startede med at skrive den som fanfiction over "Twilight" - der jo er skrevet af en mormon, som hele vejen igennem sin bogserie plæderer for, at man skal vente med det der sex, til man er blevet gift. Her har personerne trods alt et lidt mere moderne forhold til det seksuelle, men klicheerne er stadig tommetykke: Den unge, uerfarne Anastasia smelter forfjamsket ved synet af milliardæren, som åbenbart udstråler så meget magt og rigdom, at han er uimodståelig. Christian er på sin side tiltrukket af hendes uskyld (og ja, det er et ekstra plus, at hun seksuelt er helt uerfaren) - og han er dermed en virkelig led mandlig kliché om at ville erobre og kontrollere. Men det forhindrer selvsagt ikke heltinden i at tro på, at hun med al sin omsorg og ømhed kan redde ham til at blive et bedre menneske, der kan elske og ikke kun være liderlig.

Jamen altså ... Fundamentalt set er det her faktisk en skildring af et virkelig usundt forhold, for Christian er en stalker og manipulator, der forsøger at bestikke Anastasia til at indgå i et S/M-forhold, som hun helt tydeligt ikke har lyst til at være med i. Efter en langtrukken og kedelig dans om den varme grød inklusive en del softcore-sexscener slår historien så egentlig et mere interessant slag med halen i en abrupt introduceret slutsekvens, som faktisk kunne have været et skarpt perspektiv på netop det usunde forhold ... Hvis man altså ikke lige vidste, at der er to afsnit til, så skidtet fortsætter, efter filmen pludselig holder op.

Men før man kommer dertil, bliver man altså trukket igennem et par timer med et forhold, der aldrig bliver troværdigt. Og som oven i købet bliver understøttet af enestående elendig replikskrivning. James' romaner er blevet bredt kritiseret for at være temmelig ringe skrevet, og det må man så sige, at det er lykkedes Taylor-Johnson og manuskriptforfatter Kelly Marcel at få overført til film. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde før på den måde har siddet og lavet facepalms og forsøgt at undgå at le højt i biografmørket. For de to hovedpersoner siger virkelig tåkrummende tåbelige og utroværdige ting til hinanden. Der er fx en fantastisk scene, hvor de snakker om grænser i Anastasias foreslåede slavekontrakt, hvor hun frejdigt erklærer, at hun ikke vil være med til analfisting - for derefter at følge op med et undrende spørgsmål om, hvad en buttplug er for noget. Gad vist, hvor hun har fået sin seksualundervisning henne?

Med de arbejdsbetingelser er det ikke sært, at skuespillerne har det seriøst svært. Men selv med det som undskyldning er det slående, at hverken Dakota Johnson eller Jamie Dornan giver filmen noget. Næsten tværtimod, for de har også deres del af skylden for, at der aldrig kommer en troværdig gnist mellem de to hovedpersoner, og den store romance kommer til at virke som en våd karklud. Den ene rolle er et dumt svin, den anden et fjols - så kontant kan det siges. Og birollerne er tilsvarende tandløse, især med Jennifer Ehle i en ukarakteristisk skinger præstation som Anastasias mor. Kun Marcia Gay Harden tilfører noget power som Christians mor, men som resten af birollerne har hun blot få øjeblikke på lærredet.

Jeg havde ingen store forventninger til "Fifty Shades of Grey", men jeg er alligevel overrasket over, hvor ubehjælpsomt udført den er. Dens eneste plus er reelt, at billedsiden er ganske nydelig, med en meget ren æstetik og konsekvent brug af farver i et næsten sterilt udtryk (hvor man fx også lærer, at bare fordi man er milliardær, kan man da godt putte rødt plys på væggene i sit spankingrum, for sådan skal sådan nogle åbenbart se ud). Men det visuelle er netop også en styrke hos Taylor-Johnson via hendes fortid som kunstfotograf. Tidligere har hun også vist, at hun godt kan finde ud af skrue en spillefilm sammen - med sin debut, "Nowhere Boy". Men her falder instruktøren altså igennem sammen med resten af filmholdet i en imponerende ringe film. Som ud over at være kedelig og uerotisk også udmærker sig ved at være gammeldags og bornert. Jeg har en klar erindring, om at film med erotiske temaer var både farligere og langt mere sexede, da jeg voksede op. En film som "Nine ½ Weeks" fremstår som et stort mesterværk ved siden af det her.

Men pengene vælter ind i billetsalget, så E.L. James' fans kan trygt se frem til, at de også får de næste to omgange softcore-smæksex på film.