Fjende min, jeg elsker dig...
3.0
Egentlig er der mange elementer at holde af ved denne 30 år gamle science fiction-bromance, som er en rigtig 80'er-film på godt og ondt.
Den har en skøn scenografi, der når at veksle en hel del i løbet af filmen. Den har en happy-go-lucky Dennis Quaid, der, som sædvanlig, ikke er til at stå for. Den har en lige så sympatisk alien (eller 'drac' som de kaldes) som den anden halvdel af kammeratskabet, og den har nogle effekter, der faktisk holder pænt niveau i dag. Især drac-designet er jeg vild med. Det får en til at savne en filmtid, hvor man ikke kunne skabe sine væsener med et tastatur, men hvor rigtige skuespillere måtte trække i tøjet (bogstavelig talt), og så måtte det briste eller bære. Her bærer det. Designet er fedt, og det nubrede øgle-skind med pulserende tindinger er stadig mere troværdigt end det meste CGI er i dag.
Der hvor 80'er-præget godt kunne undværes er i den sentimentale afdeling. Historien om to forskellige racer, der skyder hinandens rumfly ned, havner på en fremmed planet og i overlevelsens øjeblik bliver venner, er da sød, men den får saftsuseme heller ikke for lidt. Der er sekvenser, hvor der ganske enkelt smøres alt for tykt på i venskabshistorien. Og flere af dem kunne måske endda have fungeret, hvis ikke de var så langtrukne.
Samtidig er der andre ting, der virker forhastede. Den nyfødte drac-baby er nuttet (og lidt freaky), men der skøjtes lidt for let hen over den del, når nu han ender med at blive omdrejningspunktet for hele sidste akt. Til gengæld øger Wolfgang Petersen tempoet her og gør, hvad han gør bedst - underholder. Der er dog for mange klodsede sceneskift, og filmen ender derfor som en ujævn affære, der både vil røre og underholde, men ikke lykkedes til fulde med nogle af delene.
Den har en skøn scenografi, der når at veksle en hel del i løbet af filmen. Den har en happy-go-lucky Dennis Quaid, der, som sædvanlig, ikke er til at stå for. Den har en lige så sympatisk alien (eller 'drac' som de kaldes) som den anden halvdel af kammeratskabet, og den har nogle effekter, der faktisk holder pænt niveau i dag. Især drac-designet er jeg vild med. Det får en til at savne en filmtid, hvor man ikke kunne skabe sine væsener med et tastatur, men hvor rigtige skuespillere måtte trække i tøjet (bogstavelig talt), og så måtte det briste eller bære. Her bærer det. Designet er fedt, og det nubrede øgle-skind med pulserende tindinger er stadig mere troværdigt end det meste CGI er i dag.
Der hvor 80'er-præget godt kunne undværes er i den sentimentale afdeling. Historien om to forskellige racer, der skyder hinandens rumfly ned, havner på en fremmed planet og i overlevelsens øjeblik bliver venner, er da sød, men den får saftsuseme heller ikke for lidt. Der er sekvenser, hvor der ganske enkelt smøres alt for tykt på i venskabshistorien. Og flere af dem kunne måske endda have fungeret, hvis ikke de var så langtrukne.
Samtidig er der andre ting, der virker forhastede. Den nyfødte drac-baby er nuttet (og lidt freaky), men der skøjtes lidt for let hen over den del, når nu han ender med at blive omdrejningspunktet for hele sidste akt. Til gengæld øger Wolfgang Petersen tempoet her og gør, hvad han gør bedst - underholder. Der er dog for mange klodsede sceneskift, og filmen ender derfor som en ujævn affære, der både vil røre og underholde, men ikke lykkedes til fulde med nogle af delene.
02/04-2015
