Skuespillet er hovedattraktionen i en film om kærlighed frem for videnskab
4.0
Stephen Hawking er verdensberømt som én af verdens førende teoretiske fysikere, men det er ikke hans videnskabelige arbejde, som er hovedemnet i denne biopic. Det er derimod forholdet til hans ekskone, Jane Wilde Hawking, og det er da også hendes erindringer, filmen er baseret på.
"The Theory of Everything" følger de to hovedpersoners forelskelse i universitetstiden, før Stephen Hawking for alvor blev ramt af den sjældne form for sklerose, som sendte ham i kørestol, da han var midt i 20'erne. Og derfra bliver det historien om to menneskers stædige kamp for at få tingene til at fungere med en potentielt dødbringende sygdom hængende over hovedet som konstant. Hvilket i sidste ende fører til, at kærligheden bliver slidt op af et hårdt og krævende hverdagsliv.
På den måde er "The Theory of Everything" en meget moden kærlighedshistorie om et forhold, som begge parter egentlig gerne ville have bevaret, men hvor der til sidst ikke er anden udvej end at give slip. Fortalt med sympati for de involverede og et ærligt blik på deres respektive udfordringer. Og så nogle gode skud humor, som løfter filmen ud af den rene tungsindighed. I fortællingen studsede jeg egentlig kun over, at der bliver brugt så relativt meget plads på Jane Hawkings kristne tro, og hvordan den sætter hende i en konflikt med hendes mands kosmologiske teorier. Men det er selvfølgelig en konsekvens af, at historien som udgangspunkt bliver fortalt fra hendes synspunkt.
"The Theory of Everything" er desuden en rigtig nydelig produktion, hvor dygtigt arbejde med production design og Benoît Delhommes fotografering troværdigt bringer historien fra 60'erne til nutiden. Det er styret med sikker og professionel hånd af instruktør James Marsh, der primært er kendt for sine dokumentarfilm, men her trykker på alle de kendte knapper fra biografiske film.
Og så er der selvfølgelig skuespillet, som fortjent har fået utrolig meget ros. Eddie Redmayne er stærk i sin Oscar-vindende rolle som Stephen Hawking, som han spiller med stor charme som ung, for derefter at reducere de fysiske virkemidler i takt med, at sklerosen sætter ind, men uden at man på noget tidspunkt er i tvivl, om at der gemmer sig en altid superskarp hjerne i den svigtende krop. Over for ham er Felicity Jones ligeledes fremragende som Jane Hawking, der på sin vis gennemgår en lignende udvikling, men hvor det altså bare er strabadserne ved at holde sammen på familien, der gradvist gør hende grå og trist. Men hun starter også med at være utroligt charmerende, og jeg synes faktisk, at Jones nærmest har fortjent endnu større anerkendelse for sit spil, selv om det er Redmayne, der er løbet med alle priserne.
De to skuespillere er absolut hovedattraktionerne i en vellavet film, der giver et overbevisende indblik i, hvordan det er at leve med en så destruktiv sygdom. Jeg synes så, det er en lidt sjov film at lave - hvis jeg havde kunnet vælge, ville jeg nok hellere have set en film, der havde professor Hawkings videnskabelige bedrifter i fokus. Men "The Theory of Everything" er en solid, pæn og ordentlig biopic, der bestemt er både sympatisk og seværdig - selv om den så heller ikke er mere end det.
"The Theory of Everything" følger de to hovedpersoners forelskelse i universitetstiden, før Stephen Hawking for alvor blev ramt af den sjældne form for sklerose, som sendte ham i kørestol, da han var midt i 20'erne. Og derfra bliver det historien om to menneskers stædige kamp for at få tingene til at fungere med en potentielt dødbringende sygdom hængende over hovedet som konstant. Hvilket i sidste ende fører til, at kærligheden bliver slidt op af et hårdt og krævende hverdagsliv.
På den måde er "The Theory of Everything" en meget moden kærlighedshistorie om et forhold, som begge parter egentlig gerne ville have bevaret, men hvor der til sidst ikke er anden udvej end at give slip. Fortalt med sympati for de involverede og et ærligt blik på deres respektive udfordringer. Og så nogle gode skud humor, som løfter filmen ud af den rene tungsindighed. I fortællingen studsede jeg egentlig kun over, at der bliver brugt så relativt meget plads på Jane Hawkings kristne tro, og hvordan den sætter hende i en konflikt med hendes mands kosmologiske teorier. Men det er selvfølgelig en konsekvens af, at historien som udgangspunkt bliver fortalt fra hendes synspunkt.
"The Theory of Everything" er desuden en rigtig nydelig produktion, hvor dygtigt arbejde med production design og Benoît Delhommes fotografering troværdigt bringer historien fra 60'erne til nutiden. Det er styret med sikker og professionel hånd af instruktør James Marsh, der primært er kendt for sine dokumentarfilm, men her trykker på alle de kendte knapper fra biografiske film.
Og så er der selvfølgelig skuespillet, som fortjent har fået utrolig meget ros. Eddie Redmayne er stærk i sin Oscar-vindende rolle som Stephen Hawking, som han spiller med stor charme som ung, for derefter at reducere de fysiske virkemidler i takt med, at sklerosen sætter ind, men uden at man på noget tidspunkt er i tvivl, om at der gemmer sig en altid superskarp hjerne i den svigtende krop. Over for ham er Felicity Jones ligeledes fremragende som Jane Hawking, der på sin vis gennemgår en lignende udvikling, men hvor det altså bare er strabadserne ved at holde sammen på familien, der gradvist gør hende grå og trist. Men hun starter også med at være utroligt charmerende, og jeg synes faktisk, at Jones nærmest har fortjent endnu større anerkendelse for sit spil, selv om det er Redmayne, der er løbet med alle priserne.
De to skuespillere er absolut hovedattraktionerne i en vellavet film, der giver et overbevisende indblik i, hvordan det er at leve med en så destruktiv sygdom. Jeg synes så, det er en lidt sjov film at lave - hvis jeg havde kunnet vælge, ville jeg nok hellere have set en film, der havde professor Hawkings videnskabelige bedrifter i fokus. Men "The Theory of Everything" er en solid, pæn og ordentlig biopic, der bestemt er både sympatisk og seværdig - selv om den så heller ikke er mere end det.
07/04-2015
