Lækker svindlerkomedie taber fokus i anden halvdel

Jeg elsker en god svindlerkomedie. Og den her gør mange ting godt, bygger sin præmis flot op og pakker ikke mindst det hele ind i et dejligt lag af lækkerhed ... og så holder den alligevel ikke hele vejen, desværre.

Hovedpersonerne i "Focus" er to svindlere. Han er rutineret, én af de bedste i branchen, som arrangerer store, ressourcekrævende svindelnumre. Hun er ny og entusiastisk og vil gerne med på holdet. Og så har hun et udseende, der absolut hjælper med den flytning af fokus, som er ét af de gennemgående temaer i historien. Altså det at flytte fokus, så offeret ikke ænser, hvad der sker - en central komponent i alt taskenspilleri. Hun kommer da også med til New Orleans og et velkoordineret angreb på pengepungene hos de mange mennesker, som er i byen i forbindelse med en stor football-kamp. Men der viser sig at stikke mere under end det, og spørgsmålet er også, om de to hovedpersoner reelt er faldet for hinanden.

Efter en indledende vignet i New York, hvor hovedpersonerne bliver effektivt præsenteret, er "Focus" delt op i to lange afsnit. Først det i New Orleans, som er virkelig velfungerende - afviklet i en smuk rytme med lækre billeder og flot iscenesættelse af tricks og tyverier, som kulminerer i filmens absolutte højdepunkt. Der faktisk er så ambitiøst sat op, at det er helt oppe og nærme sig filmhistoriens bedste svindlerkomedier. Så langt har makkerparret Glenn Ficarra og John Requa - der både har skrevet og instrueret - virkelig godt styr på tingene.

Desværre lander filmen så helt på flade fødder, da den skifter til det andet hovedafsnit, som udspiller sig omkring et racerløb i Buenos Aires. Den del af "Focus" har slet ikke samme lethed og elegance som resten, hverken i det filmiske eller i de svindelnumre, der skildres. Samtidig roder Ficarra og Requa sig også ud i ren genreforvirring, for pludselig bliver svindlerkomedien skubbet til side af den romantiske historie. Og så kommer det til at virke ret langtrukkent med twist på twist, før alle trådene bliver samlet til sidst.

Når det er sagt, er det virkelig en lækkert produceret film, fyldt med smukke billeder og i lange stræk elegant opbyggede scener. Og ikke mindst også to lækre hovedpersoner. Will Smiths afslappede charme passer naturligvis perfekt til den mandlige hovedrolle, også i den mere modne udgave, som Smith nu leverer, hvor han er mere tilbagelænet cool og knap så drenget og energisk som tidligere. Over for ham beviser Margot Robbie, at det ikke var noget tilfælde, at hun imponerede alle som Leonardo DiCaprios kone i "The Wolf of Wall Street" - der er absolut skuespiltalent gemt bag Robbies modelagtige ydre, og det er virkelig til hendes ros, at man ikke rigtig tænker over, at Smith næsten er dobbelt så gammel som hende.

Det er synd, at Ficarra og Requa ikke får kørt "Focus" ordentligt i mål (som de ellers viste, at de kan, i den dejlige "Crazy, Stupid, Love"). Filmen har dog alligevel så meget charme og elegance, at det næsten lykkes den at aflede opmærksomheden i en grad, så man ikke bemærker det. Men i sidste ende er det altså forfatter-instruktørerne, der taber fokus i en film, der er lige ved og næsten.