Realisme vinder over drama i en underligt tandløs film om besættelsesdagen
2.0
I anledning af 75-året for besættelsen har Nordisk Film grebet chancen for at dramatisere begivenhederne på selve dagen, set i frøperspektiv. Helt præcist med udgangspunkt i en sønderjysk cykeldeling, der efter forlydenderne om invasion bliver sendt ned mod grænsen og som nogle af de få går i kamp med tyskerne.
Den debuterende instruktør Roni Ezra har tydeligvis været interesseret i at lave en meget realistisk film, og det skal "9. april" have ros for: Der er gjort meget ud af kulisser, kostumer og udstyr, så man får en livagtig skildring af delingens indsats, og hvordan de fx transporterer et let maskingevær rundt på cyklerne som deres stærkeste våben. Men de danske soldater er også absurd overmatchede, og filmen viser mere eller mindre, at én enkelt PzKpfw I tæver den danske hær. Så den fornuftigste stemme i filmen synes at være den tyske officer, der kommenterer, at danskernes kamp er det rene spild af menneskeliv.
I henkastede bemærkninger får man også italesat, at soldaterne er uden skyld i deres egen underlegenhed, fordi regeringen har forsøgt at undgå at provokere tyskerne, og hærledelsen aldrig sender de ventede forstærkninger. Men det er altså også der, alt det interessante omkring den 9. april 1940 ligger - i de politiske og militære beslutninger i årene op til besættelsen, hvor Danmark forsøgte at holde den neutrale linje, som virkede under 1. Verdenskrig. Soldaternes indsats på selve dagen er en parentes i danmarkshistorien, og derfor har "9. april" i mine øjne et skævt fokus.
Når man så har valgt det fokus, er det ydermere et problem, at der slet ikke bliver bygget tilstrækkelig personlighed på soldaterne. Selv Pilou Asbæk har ikke meget at arbejde med som den løjtnant, der leder delingen. Og det betyder, at man mangler den identifikation, som for alvor kunne få følelserne frem under filmen. Det er et meget basalt problem, og det undrer mig, at Tobias Lindholm, der ellers er én af Danmarks dygtigste manuskriptforfattere, har lavet en fortælling med så lidt bid i.
I stedet får man altså et meget omhyggeligt udført forsøg på at skildre begivenhederne så dokumentarisk som muligt, hvor man hepper på helte i brune frakker og grydeformede hjelme, der ikke har en brøkdel af en chance for at vinde. Filmen lykkes dog på sin vis også med ikke at tage for tydelig stilling til, hvad man egentlig skal mene om den 9. april 1940 - det store spørgsmål, om det var klogt bare at overgive sig, eller om Danmark set i en større sammenhæng burde have kæmpet hårdere? Der er selvfølgelig et grundlæggende strejf af nationalkonservatisme i overhovedet at lave en film om de her soldater, men samtidig virker deres indsats så formålsløs, at alle positioner i debatten om besættelsen kan forsvares af filmen.
Men det her har vel også først og fremmest været et kommercielt projekt for Nordisk Film, og med snart 200.000 solgte billetter går den del vist nogenlunde.
Den debuterende instruktør Roni Ezra har tydeligvis været interesseret i at lave en meget realistisk film, og det skal "9. april" have ros for: Der er gjort meget ud af kulisser, kostumer og udstyr, så man får en livagtig skildring af delingens indsats, og hvordan de fx transporterer et let maskingevær rundt på cyklerne som deres stærkeste våben. Men de danske soldater er også absurd overmatchede, og filmen viser mere eller mindre, at én enkelt PzKpfw I tæver den danske hær. Så den fornuftigste stemme i filmen synes at være den tyske officer, der kommenterer, at danskernes kamp er det rene spild af menneskeliv.
I henkastede bemærkninger får man også italesat, at soldaterne er uden skyld i deres egen underlegenhed, fordi regeringen har forsøgt at undgå at provokere tyskerne, og hærledelsen aldrig sender de ventede forstærkninger. Men det er altså også der, alt det interessante omkring den 9. april 1940 ligger - i de politiske og militære beslutninger i årene op til besættelsen, hvor Danmark forsøgte at holde den neutrale linje, som virkede under 1. Verdenskrig. Soldaternes indsats på selve dagen er en parentes i danmarkshistorien, og derfor har "9. april" i mine øjne et skævt fokus.
Når man så har valgt det fokus, er det ydermere et problem, at der slet ikke bliver bygget tilstrækkelig personlighed på soldaterne. Selv Pilou Asbæk har ikke meget at arbejde med som den løjtnant, der leder delingen. Og det betyder, at man mangler den identifikation, som for alvor kunne få følelserne frem under filmen. Det er et meget basalt problem, og det undrer mig, at Tobias Lindholm, der ellers er én af Danmarks dygtigste manuskriptforfattere, har lavet en fortælling med så lidt bid i.
I stedet får man altså et meget omhyggeligt udført forsøg på at skildre begivenhederne så dokumentarisk som muligt, hvor man hepper på helte i brune frakker og grydeformede hjelme, der ikke har en brøkdel af en chance for at vinde. Filmen lykkes dog på sin vis også med ikke at tage for tydelig stilling til, hvad man egentlig skal mene om den 9. april 1940 - det store spørgsmål, om det var klogt bare at overgive sig, eller om Danmark set i en større sammenhæng burde have kæmpet hårdere? Der er selvfølgelig et grundlæggende strejf af nationalkonservatisme i overhovedet at lave en film om de her soldater, men samtidig virker deres indsats så formålsløs, at alle positioner i debatten om besættelsen kan forsvares af filmen.
Men det her har vel også først og fremmest været et kommercielt projekt for Nordisk Film, og med snart 200.000 solgte billetter går den del vist nogenlunde.
10/04-2015
