Koldkrigsfilm der ikke får kolde fødder
5.0
Der er få film, der indkapsler det psykologiske drama ved den kolde krig så effektivt som "Fail Safe".
Jeg skriver drama, ikke spil. Her er nervesystemet nemlig på overarbejde. Filmen er ikke paranoid - den er funderet i en reel trussel. Et frygteligt scenarie som måske nok er fiktivt men langt fra så usandsynlig, som det amerikanske militær havde travlt med at slå fast ved udgivelsen. Hele filmens behandling af teknologiens rolle i militære mekanismer er på samme tid relevant for sin tid og lysår foran. Tænk bare på hele drone-debatten i dag, som eksempel.
Det her er en koldkrigsthriller i sin mest destillerede form. På de præmisser fungerer den aldeles fremragende. Den er hardcore, fordi den tager tyren ved hornene og "leger" med skrækscenariet i en tid, hvor paranoia'en stortrivedes. Stanley Kubrick tog fat i de samme horn dette år (og gjorde det fortrinligt ved at gå sine egne mesterlige veje), men det her er det grundangste sidestykke til den film. Der er så meget mismod. Den er grå (bogstavelig talt), og hvor Kubrick brugte samme visuelle udtryk, så fungerer det helt anderledes i "Fail Safe". Vi er stort set kun i indelukkede glædes- og vinduesløse rum, og man ender med at føle sig lige så fanget som karaktererne. De er afskåret både fysisk og mentalt. Jeg elsker, at vi aldrig ser den sovjetiske modpart, men blot oplever dem gennem reaktionerne på præsidenten og hans tolk i den anden ende af røret i et lillebitte hermetisk lukket telefonrum. Henry Fonda finder i den forbindelse en glimrende balance mellem den autoritære statsmand og den bekymrede landsfadder. Walther Matthau bør også fremhæves i en atypisk rolle som krigsliderlig professor. Den mand kunne så meget andet end det sjove.
Udover den æstetiske del så lykkedes Sidney Lumet også virkelig godt med at skabe en stille men buldrende film. Der er ikke noget soundtrack i filmen. Ikke engang orkestral lyd. Der er intet. Og med de jetoner, der kastes ind på bordet undervejs, så fremstår de mange stille stunder usædvanligt stærke. Svedperlerne kan næsten høres falde til jorden, og i Lumets hænder fungerer det fremragende. Scenen i starten hvor obersten "afsløres" i at være i en svær situation hjemme i privaten er et godt eksempel herpå. Scenen i sig selv er underlig men også stærk på grund af den akavede tavshed, der følger i køreturen herefter.
For et moderne publikum tager den måske lidt rigeligt tid om at nå op i omdrejninger, men herfra kører det til gengæld på skinner. Klimaks er vanvittigt nervepirrende og inden da lægges der godt i kakkelovnen til en svært spændende afslutning. En afslutning som i øvrigt er så mindblowing modig, at "Fail Safe" stadig føles frisk, stadig rykker i en og stadig rammer den dystre koldkrigstone bedre end efternølerne.
Jeg skriver drama, ikke spil. Her er nervesystemet nemlig på overarbejde. Filmen er ikke paranoid - den er funderet i en reel trussel. Et frygteligt scenarie som måske nok er fiktivt men langt fra så usandsynlig, som det amerikanske militær havde travlt med at slå fast ved udgivelsen. Hele filmens behandling af teknologiens rolle i militære mekanismer er på samme tid relevant for sin tid og lysår foran. Tænk bare på hele drone-debatten i dag, som eksempel.
Det her er en koldkrigsthriller i sin mest destillerede form. På de præmisser fungerer den aldeles fremragende. Den er hardcore, fordi den tager tyren ved hornene og "leger" med skrækscenariet i en tid, hvor paranoia'en stortrivedes. Stanley Kubrick tog fat i de samme horn dette år (og gjorde det fortrinligt ved at gå sine egne mesterlige veje), men det her er det grundangste sidestykke til den film. Der er så meget mismod. Den er grå (bogstavelig talt), og hvor Kubrick brugte samme visuelle udtryk, så fungerer det helt anderledes i "Fail Safe". Vi er stort set kun i indelukkede glædes- og vinduesløse rum, og man ender med at føle sig lige så fanget som karaktererne. De er afskåret både fysisk og mentalt. Jeg elsker, at vi aldrig ser den sovjetiske modpart, men blot oplever dem gennem reaktionerne på præsidenten og hans tolk i den anden ende af røret i et lillebitte hermetisk lukket telefonrum. Henry Fonda finder i den forbindelse en glimrende balance mellem den autoritære statsmand og den bekymrede landsfadder. Walther Matthau bør også fremhæves i en atypisk rolle som krigsliderlig professor. Den mand kunne så meget andet end det sjove.
Udover den æstetiske del så lykkedes Sidney Lumet også virkelig godt med at skabe en stille men buldrende film. Der er ikke noget soundtrack i filmen. Ikke engang orkestral lyd. Der er intet. Og med de jetoner, der kastes ind på bordet undervejs, så fremstår de mange stille stunder usædvanligt stærke. Svedperlerne kan næsten høres falde til jorden, og i Lumets hænder fungerer det fremragende. Scenen i starten hvor obersten "afsløres" i at være i en svær situation hjemme i privaten er et godt eksempel herpå. Scenen i sig selv er underlig men også stærk på grund af den akavede tavshed, der følger i køreturen herefter.
For et moderne publikum tager den måske lidt rigeligt tid om at nå op i omdrejninger, men herfra kører det til gengæld på skinner. Klimaks er vanvittigt nervepirrende og inden da lægges der godt i kakkelovnen til en svært spændende afslutning. En afslutning som i øvrigt er så mindblowing modig, at "Fail Safe" stadig føles frisk, stadig rykker i en og stadig rammer den dystre koldkrigstone bedre end efternølerne.
20/04-2015
