To generationers skuespilevner kan række langt

Den sandfærdige fortælling om en kriminel far der med sin indergruppe af suspekte kammerater gjorde dele af Pennsylvania markant mindre hyggelig er i sig selv ikke noget spektakulært. Men måden han involverede sine sønner på, hvilket er det tragiske element i filmen og som den lever højt på, er særdeles virkningsfuld. Farmand kommer til at spille en rolle i deres liv efter mange års forsømmelse, og den rolle kunne næppe være værre.

Dette er styrken her. For selvom den er lidt for mager i sin historie såvel som i plotfremdriften, så rammer "At Close Range" en nerve i sin far/søn-historie. Især fordi de to roller udfyldes med bravur. En ung Sean Penn er, som han alle dage har været, sindssygt nærværende i rollen som junior, og Christopher Walken er ubehageligt god som senior. Det her er Walkens film. Vi rammer ham lige i den fase, hvor han var bedre end nogen anden til at spille kold skid. Men kynismen er mere bidende end vanligt og er krydret med psykopatiske træk, der giver gåsehud - han er eminent.

James Foley, som i dag har genfundet gnisten med "House of Cards" i TV-land, kommer nok aldrig til at lave et så godt stykke filmisk drama som i "Glengarry Glen Ross" (en film jeg holder meget af), men her rammer han indimellem de samme takter. Filmen er desværre bare stærkere gennem sine skuespillere end den er gennem sin storytelling (hvilket vel egentlig også kan siges om 'Glengarry', når det kommer til stykket).

"At Close Range" er i øvrigt en god titel, da den fungerer på flere planer. Alle forbrydelserne foregår tæt på ofrene. Faren har været væk fra sine sønner, men forbliver tæt på dem. Først fysisk som er slemt nok i sig selv, men i kraft af faderskabet får han også krammet på dem emotionelt, hvilket er grundstenen til tragedien.