Ikke på autopilot men uden retning
3.0
Science fiction er en svær størrelse. På den ene side ligger det i genrens DNA, at den skal kunne udfordre konventionerne og, ja, tænke fremad, og på den anden side er det en genre med så mange effektive virkemidler, der allerede har virket et hav af gange og som derfor er svære at syre helt udenom. "Autómata" kæmper hele vejen med at finde balancen i denne modstilling og finder den desværre aldrig.
I det mindste prøver filmen. Flere steder formår den at tænke ud af boksen og være fascinerende. Blandt andet i forhold til sin fremtidsvision, som udover at være dejlig kontant også leger med de samme interessante grundtanker omkring kunstig intelligens, som er at finde i nogle af genrens allerbedste film. Desværre drukner de gode plot-elementer i et skiftevis knudret og stillestående manuskript, der savner fokus. Man sidder ofte med den samme forvirrede mine som den, Antonio Banderas har i det meste af filmen. Jeg har altid godt kunne lide Banderas, men her spiller han nok engang en karakter, der hurtig er glemt. Danske Birgitte Hjorth Sørensen spiller hustruen, men rollen er desværre skamløst endimensional.
Dog fortjener "Autómata" lovprisninger for sit effektarbejde og det visuelle i det hele taget. Især bybilledet er gennemført mismodigt og har et fedt Blade Runner'sk skær over sig. Og så har man valgt fysisk at bygge de robotter, som er hele historiens omdrejningspunkt og fjernstyre dem frem for at genere dem digitalt, og det har virkelig givet pote. Det gør underværker for ens indlevelse og ikke mindst for interaktionen med de menneskelige karakterer. Selvom der måske ikke er skidemeget gang i de her blikdåser, så er det altså utroligt, hvordan den ægte vare stadig er mere virkelig end noget Joss Whedon kan fremtrylle for knap 280 millioner dollars. Denne del sikrer "Autómata" en ekstra stjerne men kan ikke redde den fra at være for ujævn.
I det mindste prøver filmen. Flere steder formår den at tænke ud af boksen og være fascinerende. Blandt andet i forhold til sin fremtidsvision, som udover at være dejlig kontant også leger med de samme interessante grundtanker omkring kunstig intelligens, som er at finde i nogle af genrens allerbedste film. Desværre drukner de gode plot-elementer i et skiftevis knudret og stillestående manuskript, der savner fokus. Man sidder ofte med den samme forvirrede mine som den, Antonio Banderas har i det meste af filmen. Jeg har altid godt kunne lide Banderas, men her spiller han nok engang en karakter, der hurtig er glemt. Danske Birgitte Hjorth Sørensen spiller hustruen, men rollen er desværre skamløst endimensional.
Dog fortjener "Autómata" lovprisninger for sit effektarbejde og det visuelle i det hele taget. Især bybilledet er gennemført mismodigt og har et fedt Blade Runner'sk skær over sig. Og så har man valgt fysisk at bygge de robotter, som er hele historiens omdrejningspunkt og fjernstyre dem frem for at genere dem digitalt, og det har virkelig givet pote. Det gør underværker for ens indlevelse og ikke mindst for interaktionen med de menneskelige karakterer. Selvom der måske ikke er skidemeget gang i de her blikdåser, så er det altså utroligt, hvordan den ægte vare stadig er mere virkelig end noget Joss Whedon kan fremtrylle for knap 280 millioner dollars. Denne del sikrer "Autómata" en ekstra stjerne men kan ikke redde den fra at være for ujævn.
02/05-2015
