Moore kæmper mod Alzheimers til en fortjent Oscar
4.0
En professor i psykologi og lingvistik bliver som kun 50-årig ramt af en sjælden variant af Alzheimers sygdom, som hurtigt ændrer hendes liv og også rammer hendes familie hårdt.
"Still Alice" vil først og fremmest blive husket som filmen, der omsider gav Julianne Moore en Oscar. Og hun gør det da også strålende i titelrollen som Alice, der må indse, at hendes skarpe intellekt og overblik pludselig begynder at visne. Moore spiller hende afdæmpet, med fokus på de sigende små detaljer i skildringen af den hastigt tiltagende demens, der følger i kølvandet på sygdommen. Som i øvrigt må formodes at blive skildret endda meget præcist - filmen er nemlig baseret på en bestseller-roman skrevet af en ekspert i neurovidenskab.
Meget af filmens styrke ligger derudover i scenerne med Alices familie, som ligesom hende selv må forholde sig til en destruktiv sygdom, der skrider hurtigt frem. Der får Moore især særdeles solidt modspil af Alec Baldwin som hendes mand samt af Kristen Stewart og Kate Bosworth som deres to meget forskellige døtre. Fine skuespillere, der rammer deres typer præcist og ligesom Moore giver en overbevisende afdæmpet skildring af de mange følelser, familien kommer igen.
Den rolige og overbevisende tilgang til emnet i "Still Alice" er formentlig også præget af, at den ene halvdel af forfatter-instruktør-ægteparret Richard Glatzer og Wash Westmoreland selv var ramt af en alvorlig kronisk sygdom. Glatzer led nemlig af sklerose-varianten ALS, og han døde, blot et par uger efter at Moore havde modtaget sin Oscar. Så Glatzers egen oplevelse af en svigtende krop skinner givetvis også igennem i nogle af scenerne.
"Still Alice" er altså særdeles troværdig i hele skildringen af sygdomsforløbet. Til gengæld synes jeg, at hele historien omkring Alice er lidt rigeligt konstrueret. Det symbolske i, at hun er en ekspert i kognitiv sprogforståelse, som selv mister sit ordforråd. Det ekstra twist i, at sygdommen viser sig at være en arvelig variant, og den ene datter samtidig er gravid. For mig virker det en anelse forceret, når man på den måde banker dilemmaer ind med en forhammer. Og derfor fik "Still Alice" for mig ikke samme følelsesmæssige styrke som Sarah Polleys "Away from Her", der er en noget skarpere skåret film om konsekvenserne af Alzheimers.
Men "Still Alice" er altså en solid og ordentlig film, der på en afdæmpet alvorlig måde fortæller, hvordan det er at lande i et ustoppeligt sygdomsforløb, og hvordan det trods det er værd at kæmpe for at forblive et menneske. Den er bestemt værd at se, ikke mindst for Julianne Moore.
"Still Alice" vil først og fremmest blive husket som filmen, der omsider gav Julianne Moore en Oscar. Og hun gør det da også strålende i titelrollen som Alice, der må indse, at hendes skarpe intellekt og overblik pludselig begynder at visne. Moore spiller hende afdæmpet, med fokus på de sigende små detaljer i skildringen af den hastigt tiltagende demens, der følger i kølvandet på sygdommen. Som i øvrigt må formodes at blive skildret endda meget præcist - filmen er nemlig baseret på en bestseller-roman skrevet af en ekspert i neurovidenskab.
Meget af filmens styrke ligger derudover i scenerne med Alices familie, som ligesom hende selv må forholde sig til en destruktiv sygdom, der skrider hurtigt frem. Der får Moore især særdeles solidt modspil af Alec Baldwin som hendes mand samt af Kristen Stewart og Kate Bosworth som deres to meget forskellige døtre. Fine skuespillere, der rammer deres typer præcist og ligesom Moore giver en overbevisende afdæmpet skildring af de mange følelser, familien kommer igen.
Den rolige og overbevisende tilgang til emnet i "Still Alice" er formentlig også præget af, at den ene halvdel af forfatter-instruktør-ægteparret Richard Glatzer og Wash Westmoreland selv var ramt af en alvorlig kronisk sygdom. Glatzer led nemlig af sklerose-varianten ALS, og han døde, blot et par uger efter at Moore havde modtaget sin Oscar. Så Glatzers egen oplevelse af en svigtende krop skinner givetvis også igennem i nogle af scenerne.
"Still Alice" er altså særdeles troværdig i hele skildringen af sygdomsforløbet. Til gengæld synes jeg, at hele historien omkring Alice er lidt rigeligt konstrueret. Det symbolske i, at hun er en ekspert i kognitiv sprogforståelse, som selv mister sit ordforråd. Det ekstra twist i, at sygdommen viser sig at være en arvelig variant, og den ene datter samtidig er gravid. For mig virker det en anelse forceret, når man på den måde banker dilemmaer ind med en forhammer. Og derfor fik "Still Alice" for mig ikke samme følelsesmæssige styrke som Sarah Polleys "Away from Her", der er en noget skarpere skåret film om konsekvenserne af Alzheimers.
Men "Still Alice" er altså en solid og ordentlig film, der på en afdæmpet alvorlig måde fortæller, hvordan det er at lande i et ustoppeligt sygdomsforløb, og hvordan det trods det er værd at kæmpe for at forblive et menneske. Den er bestemt værd at se, ikke mindst for Julianne Moore.
05/05-2015
