Scener fra sharialand
4.0
Den første Oscar-nominerede film fra Mauretanien foregår, som titlen antyder, i og omkring Timbuktu i det nordlige Mali, efter at byen er blevet indtaget af en gruppe fanatikere under Islamisk Stats sorte flag. De begynder straks at udstede dekreter om sharialove, som er både absurde og brutale.
Den prominente mauretanske forfatter-instruktør Abderrahmane Sissako, som selv er opvokset og uddannet i Mali, er tydeligvis ikke så interesseret i islamisterne, men snarere i, hvordan den almindelige befolkning reagerer på, at der pludselig står en samling galninge og mener, at de bestemmer. Filmen er inspireret af den periode i 2012-13, hvor Timbuktu var besat af den islamistiske gruppe Ansar Dine, men den er ikke direkte dokumentarisk. I stedet bruger Sissako forskellige eksempler på islamisternes fremfærd i en episodisk fortælling, hvor der klippes frem og tilbage mellem flere spor. Størst fokus er der på historien om en kvæghyrde, hans kone og datter, og hvordan en banal konflikt med en fisker får fatale konsekvenser.
Hyrden repræsenterer den tilgang, som de fleste personer i filmen tager, nemlig at trække på skuldrene og tænke, at islamisterne nok skal forsvinde igen. Men som Sissako subtilt får understreget, er det ikke noget godt forsvar mod fanatikere, der lever efter et ekstremt strikst sæt regler og i øvrigt tolker dem til egen fordel. Den første udtalte modstand kommer fra kvinder, der bliver tvunget til at gå komplet tildækket, men lidt efter lidt bliver konsekvenserne af shariastyret mere og mere brutale. Og det hjælper naturligvis heller ikke at diskutere religion med dem, som én af byens imamer forsøger sig med.
"Timbuktu" er på den måde et stille råb, om at man er nødt til at gøre modstand mod fanatikerne, og formidlingen af den pointe er noget af det, filmen gør godt. Sammen med de utroligt smukke billeder, som fotograf Sofiane El Fani leverer med varme ørkenlandskaber som imponerende bagtæppe.
Til gengæld er "Timbuktu" noget ujævn og hakkende i sin historiefortælling. Den tager sig virkelig god tid til at sætte konflikter op, som viser sig at være ret banale, mens andre episoder og personer omvendt bliver kastet ind på lærredet uden nogen videre forklaring. Det bliver især slemt til sidst i filmen, hvor Sissako synes at miste grebet og leverer en hovsa-slutning af den slags, hvor filmen pludselig bare stopper.
Derudover siger filmen heller ikke rigtig noget nyt om islamisterne. Men den leverer dog et interessant indblik i frøperspektiv fra livet under shariastyre, som sjældent bliver skildret med det fokus på dagligdagen, man får her. Det og en usædvanligt smuk produktion hiver "Timbuktu" op på fire små stjerner hos mig.
Den prominente mauretanske forfatter-instruktør Abderrahmane Sissako, som selv er opvokset og uddannet i Mali, er tydeligvis ikke så interesseret i islamisterne, men snarere i, hvordan den almindelige befolkning reagerer på, at der pludselig står en samling galninge og mener, at de bestemmer. Filmen er inspireret af den periode i 2012-13, hvor Timbuktu var besat af den islamistiske gruppe Ansar Dine, men den er ikke direkte dokumentarisk. I stedet bruger Sissako forskellige eksempler på islamisternes fremfærd i en episodisk fortælling, hvor der klippes frem og tilbage mellem flere spor. Størst fokus er der på historien om en kvæghyrde, hans kone og datter, og hvordan en banal konflikt med en fisker får fatale konsekvenser.
Hyrden repræsenterer den tilgang, som de fleste personer i filmen tager, nemlig at trække på skuldrene og tænke, at islamisterne nok skal forsvinde igen. Men som Sissako subtilt får understreget, er det ikke noget godt forsvar mod fanatikere, der lever efter et ekstremt strikst sæt regler og i øvrigt tolker dem til egen fordel. Den første udtalte modstand kommer fra kvinder, der bliver tvunget til at gå komplet tildækket, men lidt efter lidt bliver konsekvenserne af shariastyret mere og mere brutale. Og det hjælper naturligvis heller ikke at diskutere religion med dem, som én af byens imamer forsøger sig med.
"Timbuktu" er på den måde et stille råb, om at man er nødt til at gøre modstand mod fanatikerne, og formidlingen af den pointe er noget af det, filmen gør godt. Sammen med de utroligt smukke billeder, som fotograf Sofiane El Fani leverer med varme ørkenlandskaber som imponerende bagtæppe.
Til gengæld er "Timbuktu" noget ujævn og hakkende i sin historiefortælling. Den tager sig virkelig god tid til at sætte konflikter op, som viser sig at være ret banale, mens andre episoder og personer omvendt bliver kastet ind på lærredet uden nogen videre forklaring. Det bliver især slemt til sidst i filmen, hvor Sissako synes at miste grebet og leverer en hovsa-slutning af den slags, hvor filmen pludselig bare stopper.
Derudover siger filmen heller ikke rigtig noget nyt om islamisterne. Men den leverer dog et interessant indblik i frøperspektiv fra livet under shariastyre, som sjældent bliver skildret med det fokus på dagligdagen, man får her. Det og en usædvanligt smuk produktion hiver "Timbuktu" op på fire små stjerner hos mig.
10/05-2015
