Kamæleon med asfalteksem
5.0
Inden jeg tager i biografen og omsider ser den film, jeg er blevet snydt for ad flere omgange, nemlig den fjerde Mad Max-film, så vil jeg gerne lige bruge lidt tid på den, der startede set hele.
Ja, 'Road Warrior' er den bedre film, og ja, det er i den, at benzinen og adrenalinen skydes direkte ind i årene. Men dette handler lige så meget om, at serien ved hver film har redefineret sig selv med vidt forskellige tilgange. På den måde er det en ganske unik serie, som qua sin brydning med sig selv teoretisk kunne fortsætte i det uendelige (netop derfor glæder det mig helt vildt, at den er tilbage på skinner igen).
Men man skal nu ikke underkende den første films tryk på speederen. De biljagter der optræder i filmen er veludførte og har en råhed over sig, som er vanvittigt befriende. En råhed som blev forstørret og perfektioneret i næste film, men det er nu engang også lidt nemmere, når der er ti gange så mange sedler i pengekassen. Som teksten siger på skiltet ved mekanikeren: "Speed is just a question of money. How fast can you go". Dog har man fået usædvanligt meget ud af det sparsomme budget her. Især når der køres galt, funkler det. Campingvogn-torpederingen er eksempelvis stadig en udsøgt fornøjelse.
Man fornemmer, at George Miller gik så langt ud, som han kunne på den planke, han havde til rådighed. Filmen er faretruende på en måde, de fleste bilfilm sukker efter. I en scene hvor et af bandemedlemmerne styrter på sin kværn, ser du i slow motion hvordan stuntmanden får sin motorcykel direkte ind skallen. "Mad Max" er REELT faretruende. Ligesom når Miller taler til vores inderste frygt, når han flere gange tager et lille forsvarsløst barn og placerer det midt i farezonen. Her er filmen forbandet effektiv.
Grunden til jeg mener, den første Mad Max-film ikke fortjener alt det ørkensand, den får i hovedet af hjulspindene fra sin efterfølger er dens særheder. Der er flere små glimt, der gør filmen til en dejlig underlig skabning. Skruen er løs i 'Road Warrior', men her skrues den af. Såsom med de homoerotiske præg, der er tydeligst i scenen, hvor vi ser Max' overordnede i privaten. Der er noget nærmest genialt over krydsningen i at se en så maskulin mand i bar mave, læderbukser og silketørklæde, der pulser på en stor fed cigar, mens han vander sine blomster med en lillebitte vandkande. Eller hele 'Max som familiefar'-sekvensen som er så idyllisk, at det grænser til det parodiske. Musikken er så opløftende og Max' khaki-bukser er så nystrøgne, at vi VED, det går galt lige om lidt. At kreere spænding på den måde er.....ja, genialt.
Mest af alt holder jeg nok af filmen, fordi den er en kamæleon. Den veksler mellem samtlige grundgenrer, og bliver mere fascinerende for hvert skift. Hvor mange film kan bryste sig af det?
Ja, 'Road Warrior' er den bedre film, og ja, det er i den, at benzinen og adrenalinen skydes direkte ind i årene. Men dette handler lige så meget om, at serien ved hver film har redefineret sig selv med vidt forskellige tilgange. På den måde er det en ganske unik serie, som qua sin brydning med sig selv teoretisk kunne fortsætte i det uendelige (netop derfor glæder det mig helt vildt, at den er tilbage på skinner igen).
Men man skal nu ikke underkende den første films tryk på speederen. De biljagter der optræder i filmen er veludførte og har en råhed over sig, som er vanvittigt befriende. En råhed som blev forstørret og perfektioneret i næste film, men det er nu engang også lidt nemmere, når der er ti gange så mange sedler i pengekassen. Som teksten siger på skiltet ved mekanikeren: "Speed is just a question of money. How fast can you go". Dog har man fået usædvanligt meget ud af det sparsomme budget her. Især når der køres galt, funkler det. Campingvogn-torpederingen er eksempelvis stadig en udsøgt fornøjelse.
Man fornemmer, at George Miller gik så langt ud, som han kunne på den planke, han havde til rådighed. Filmen er faretruende på en måde, de fleste bilfilm sukker efter. I en scene hvor et af bandemedlemmerne styrter på sin kværn, ser du i slow motion hvordan stuntmanden får sin motorcykel direkte ind skallen. "Mad Max" er REELT faretruende. Ligesom når Miller taler til vores inderste frygt, når han flere gange tager et lille forsvarsløst barn og placerer det midt i farezonen. Her er filmen forbandet effektiv.
Grunden til jeg mener, den første Mad Max-film ikke fortjener alt det ørkensand, den får i hovedet af hjulspindene fra sin efterfølger er dens særheder. Der er flere små glimt, der gør filmen til en dejlig underlig skabning. Skruen er løs i 'Road Warrior', men her skrues den af. Såsom med de homoerotiske præg, der er tydeligst i scenen, hvor vi ser Max' overordnede i privaten. Der er noget nærmest genialt over krydsningen i at se en så maskulin mand i bar mave, læderbukser og silketørklæde, der pulser på en stor fed cigar, mens han vander sine blomster med en lillebitte vandkande. Eller hele 'Max som familiefar'-sekvensen som er så idyllisk, at det grænser til det parodiske. Musikken er så opløftende og Max' khaki-bukser er så nystrøgne, at vi VED, det går galt lige om lidt. At kreere spænding på den måde er.....ja, genialt.
Mest af alt holder jeg nok af filmen, fordi den er en kamæleon. Den veksler mellem samtlige grundgenrer, og bliver mere fascinerende for hvert skift. Hvor mange film kan bryste sig af det?
16/05-2015
