Skæv feelgood med Bill Murray i storform
4.0
Efter sin skilsmisse flytter Maggie ind i et rækkehus i Brooklyn sammen med sin 12-årige søn, Oliver. Med en presset økonomi som enlig mor har Maggie brug for at tage ekstravagter på sit sygeplejerskejob, og hun begynder modstræbende at betale den pensionerede nabo Vincent for at passe Oliver. Men Vincent er langtfra nogen normal babysitter, for han er en småalkoholiseret spillefugl, der bl.a. tager Oliver med på barer og væddeløbsbanen og lærer ham at slås.
Den debuterende forfatter-instruktør Theodore Melfi scorede ét af sidste års overraskende amerikanske hits med denne skæve feelgood-komedie, der bl.a. blev nomineret til en Golden Globe for bedste komedie. Den bevæger sig ad velkendte feelgood-spor med sin historie om at se det gode i andre mennesker, illustreret via det aparte venskab mellem drengen og den misantropiske, provokerende døgenigt af en gamling, som viser sig at være god nok indeni og bære på en livshistorie med flere facetter, end man umiddelbart ser. For det er især Bill Murrays fremragende rolle som Vincent, der får filmen til at leve - den er simpelt hen perfekt til Murrays deadpan-stil, hvor han kan gøre en scene hysterisk morsom ved bare at sidde og kigge ud i luften.
Derudover er Jaeden Lieberher et fund i en usædvanligt fin barnerolle som den alvorligt-nysgerrige Oliver, og det er en fornøjelse at se Melissa McCarthy i en sjælden karakterrolle som hans mor. Hun overlader det for en gangs skyld til andre at være morsomme, bl.a. også Naomi Watts, der giver den gas med tyk russisk accent som den prostituerede, Vincent fast får besøg af. Men det er Murray, som bærer det meste af filmen i sin bedste rolle i et årti.
Melfi gør et godt job med at få etableret det lettere absurde persongalleri og skabe sjove scener, hvor der gennemgående bliver gjort grin med selvoptagethed og autoriteter. Men efterhånden som "St. Vincent" skrider frem, forfalder den mere og mere til klassiske feelgood-tricks, og det sidste akt er en lidt for letkøbt forløsning på historien. Manuskriptet er egentlig også ret sjusket, ved at flere etablerede plottråde aldrig bliver samlet op igen, og der decideret er huller i filmens logik.
Men i sidste ende overskygger de nævnte problemer ikke filmens kvaliteter - og det siger så noget om, hvor grundlæggende charmerende "St. Vincent" er, hvor god komisk timing de enkelte scener bliver leveret med, og ikke mindst hvor forrygende veloplagt Bill Murray er i hovedrollen.
Den debuterende forfatter-instruktør Theodore Melfi scorede ét af sidste års overraskende amerikanske hits med denne skæve feelgood-komedie, der bl.a. blev nomineret til en Golden Globe for bedste komedie. Den bevæger sig ad velkendte feelgood-spor med sin historie om at se det gode i andre mennesker, illustreret via det aparte venskab mellem drengen og den misantropiske, provokerende døgenigt af en gamling, som viser sig at være god nok indeni og bære på en livshistorie med flere facetter, end man umiddelbart ser. For det er især Bill Murrays fremragende rolle som Vincent, der får filmen til at leve - den er simpelt hen perfekt til Murrays deadpan-stil, hvor han kan gøre en scene hysterisk morsom ved bare at sidde og kigge ud i luften.
Derudover er Jaeden Lieberher et fund i en usædvanligt fin barnerolle som den alvorligt-nysgerrige Oliver, og det er en fornøjelse at se Melissa McCarthy i en sjælden karakterrolle som hans mor. Hun overlader det for en gangs skyld til andre at være morsomme, bl.a. også Naomi Watts, der giver den gas med tyk russisk accent som den prostituerede, Vincent fast får besøg af. Men det er Murray, som bærer det meste af filmen i sin bedste rolle i et årti.
Melfi gør et godt job med at få etableret det lettere absurde persongalleri og skabe sjove scener, hvor der gennemgående bliver gjort grin med selvoptagethed og autoriteter. Men efterhånden som "St. Vincent" skrider frem, forfalder den mere og mere til klassiske feelgood-tricks, og det sidste akt er en lidt for letkøbt forløsning på historien. Manuskriptet er egentlig også ret sjusket, ved at flere etablerede plottråde aldrig bliver samlet op igen, og der decideret er huller i filmens logik.
Men i sidste ende overskygger de nævnte problemer ikke filmens kvaliteter - og det siger så noget om, hvor grundlæggende charmerende "St. Vincent" er, hvor god komisk timing de enkelte scener bliver leveret med, og ikke mindst hvor forrygende veloplagt Bill Murray er i hovedrollen.
17/05-2015
