Shaken AND stirred
5.0
Da jeg første gang hørte, at Matthew Vaughns næste projekt var at give sit bud på en hemmelig agent-film, gned jeg mig i hænderne af fryd. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af manden, som de sidste 10 år har vist sig som en af Hollywoods bedste garanter for god og hjertelig underholdning. Samtidig er jeg livslang James Bond-fan (filmens forlæg henter stor inspiration herfra) og holder meget af genren, så forventningsglæden var massiv .
Det var derfor både en fornøjelse og en forløsning at se det færdige resultat. Jeg vidste godt, hvad Vaughn var i stand til rent håndværksmæssigt, men jeg blev direkte glad for, at han stadig kunne tage røven på mig med endnu en forfriskende tilgang til sit materiale. "Kingsman: The Secret Service" er en film, der har det skidesjovt. Som en Bond-film fra 70'erne så er den kulørt, kreativ og fyldt med overskud. Har man fået en Jason Bourne-overdosis eller bare set "Quantum of Solace" for nylig, så er dette den perfekte modgift. Filmen sprudler.
Indrømmet, den første time er ikke så god som den sidste, men den kommer så sandelig også efter det her. Tøjlerne slippes helt, og jeg begejstres stadig over, hvor over-the-top actionscenerne er udført, og hvor teknisk lækre de er. Ultravold-sekvensen i kirken er så vellavet, at den vil danne skole for kommende instruktør-spirer i actiongenren. Festfyrværkeriet af hovedeksplosioner er både galt og genialt. Volden er i det hele taget forbløffende udpenslet i en film så humørfyldt som denne, men det er sådanne regelbrud, som viser, at Vaughn er gjort af noget ganske særligt. Ikke fordi han tør, men fordi han får det til at fungere.
Castet sørger desuden for, at filmen aldrig vakler selv i sine mest overdrevne stunder. Unge Taron Egerton (som jeg aldrig havde set før) hviler godt i sig selv og har den nødvendige karisma som filmens omdrejningspunkt. Colin Firth er alt, hvad man havde håbet på som ærkebritisk gentleman-agent - evigt sofistikeret uden man på noget tidspunkt mister frygten for ham. Mark Strong er, ikke overraskende, stærk som holdets urokkelige grundpille, mens Michael Caines karakter ses i et overraskende twist. Dejligt at se de to sidstnævnte være modcastet - de har dybest set byttet rolle.
Det her er et helt vildt atypisk men særdeles kærkomment indspark i forhold til en genre, der er blevet gennemprøvet og nu befinder sig i en tid, hvor det nærmest er forbudt at have det sjovt med stoffet. Til dem der mener, filmen udstiller Bond-seriens nuværende mangler, må jeg dog lige banke i bordet. Selvom Vaughns løsslupne tur i spion-karrusellen er væsentlig mere underholdende end indtil flere nyere Bond-film, så giver det ikke nogen mening at snakke om den som en konkurrent, der "kan slå 007". Dette er en hyldest, og det er en helhjertet en af slagsen. Den er spækket med referencer og små taknemmelige hilsener, der ganske enkelt ikke er til at stå for som Bond-fan. Jeg skriver taknemmelig, fordi denne film skylder serien alt, og det ved den tydeligvis godt selv. Denne ydmyghed er et særdeles klogt træk af Vaughn, fordi det gør filmen tålelig og endda sympatisk, når den hugger sine idéer.
Jeg er stadig ikke ovenud tilfreds med første akt, alligevel når den op på fem stjerner - det kan godt være, det er nemme point, men når de få men velvalgte sange i filmen er SÅ godt plukket, og SÅ godt placeret, så må jeg sgu give mig.
Det var derfor både en fornøjelse og en forløsning at se det færdige resultat. Jeg vidste godt, hvad Vaughn var i stand til rent håndværksmæssigt, men jeg blev direkte glad for, at han stadig kunne tage røven på mig med endnu en forfriskende tilgang til sit materiale. "Kingsman: The Secret Service" er en film, der har det skidesjovt. Som en Bond-film fra 70'erne så er den kulørt, kreativ og fyldt med overskud. Har man fået en Jason Bourne-overdosis eller bare set "Quantum of Solace" for nylig, så er dette den perfekte modgift. Filmen sprudler.
Indrømmet, den første time er ikke så god som den sidste, men den kommer så sandelig også efter det her. Tøjlerne slippes helt, og jeg begejstres stadig over, hvor over-the-top actionscenerne er udført, og hvor teknisk lækre de er. Ultravold-sekvensen i kirken er så vellavet, at den vil danne skole for kommende instruktør-spirer i actiongenren. Festfyrværkeriet af hovedeksplosioner er både galt og genialt. Volden er i det hele taget forbløffende udpenslet i en film så humørfyldt som denne, men det er sådanne regelbrud, som viser, at Vaughn er gjort af noget ganske særligt. Ikke fordi han tør, men fordi han får det til at fungere.
Castet sørger desuden for, at filmen aldrig vakler selv i sine mest overdrevne stunder. Unge Taron Egerton (som jeg aldrig havde set før) hviler godt i sig selv og har den nødvendige karisma som filmens omdrejningspunkt. Colin Firth er alt, hvad man havde håbet på som ærkebritisk gentleman-agent - evigt sofistikeret uden man på noget tidspunkt mister frygten for ham. Mark Strong er, ikke overraskende, stærk som holdets urokkelige grundpille, mens Michael Caines karakter ses i et overraskende twist. Dejligt at se de to sidstnævnte være modcastet - de har dybest set byttet rolle.
Det her er et helt vildt atypisk men særdeles kærkomment indspark i forhold til en genre, der er blevet gennemprøvet og nu befinder sig i en tid, hvor det nærmest er forbudt at have det sjovt med stoffet. Til dem der mener, filmen udstiller Bond-seriens nuværende mangler, må jeg dog lige banke i bordet. Selvom Vaughns løsslupne tur i spion-karrusellen er væsentlig mere underholdende end indtil flere nyere Bond-film, så giver det ikke nogen mening at snakke om den som en konkurrent, der "kan slå 007". Dette er en hyldest, og det er en helhjertet en af slagsen. Den er spækket med referencer og små taknemmelige hilsener, der ganske enkelt ikke er til at stå for som Bond-fan. Jeg skriver taknemmelig, fordi denne film skylder serien alt, og det ved den tydeligvis godt selv. Denne ydmyghed er et særdeles klogt træk af Vaughn, fordi det gør filmen tålelig og endda sympatisk, når den hugger sine idéer.
Jeg er stadig ikke ovenud tilfreds med første akt, alligevel når den op på fem stjerner - det kan godt være, det er nemme point, men når de få men velvalgte sange i filmen er SÅ godt plukket, og SÅ godt placeret, så må jeg sgu give mig.
09/06-2015
