Oh what a lovely comeback
5.0
Jeg har aldrig været den store fan af den gamle Mad Max-trilogi - faktisk synes jeg kun, at toeren holder. Men til gengæld er det umuligt at komme udenom, at George Miller med sine australske B-film skabte en visuel stil, som satte normen for postapokalyptiske film fremover.
Nu er der så nogle, der har givet Miller et rigtigt budget, så han næsten 30 år efter "Mad Max Beyond Thunderdome" har kunnet realisere sin postapokalyptiske vision på en skala, der ikke kunne lade sig gøre i 80'erne. Og det er fedt. Faktisk helt vildt fedt.
Plottet i "Fury Road" er ganske tyndt. I den postatomare ødemark bliver antihelten Max (igen-igen) fanget af ét af de bizarre små samfund, der holder livet i gang. Denne gang en særpræget stamme, som tilbeder en tyran, der kontrollerer vandforsyningen. Kort efter stikker én af stammens løjtnanter dog af med tyrannens fem koner, som hun vil redde fra hans udnyttelse. Og så går den vilde jagt, hvor Max i første omgang bliver medbragt som bloddonor, men hurtigt bliver en aktiv del af flugten.
"Fury Road" er basalt set én lang jagtsekvens, og det er imponerende modigt af Miller, at han bare giver den gas og aldrig ser sig tilbage. I centrum er den pansrede tankbil, som kvinderne er stukket af med, og efter dem følger et sammenrend af gale karakterer i sært sammenflikkede køretøjer. Som bogstaveligt talt vælter rundt i den ene fede actionscene efter den anden, udført med enorm energi og ditto kreativitet og overskud. Det er nok den mest vanvittige bilkrig, der nogensinde er set på film, og det er voldsomt underholdende - fordi actionscenerne er for vilde, og fordi Miller forstår, at det er vigtigt at holde personerne i fokus og sørge for, at man kan følge med i, hvad der sker, så der ikke går Michael Bay i den.
Til gengæld er det midt i al den forrygende action tydeligt, at Miller ikke er verdens største historiefortæller. Plottet er som nævnt tyndt, og dampen går en smule af begivenhederne, før filmen lukker lidt hovsa-agtigt med en klassisk westernslutning. Så rent indholdsmæssigt byder "Fury Road" mest på en gentagelse af temaerne fra den oprindelige trilogi, altså den klassiske postapokalyptiske fortælling om det dyriske, der kommer frem under overfladen, når civilisationen bryder sammen - kombineret med bizar religiøsitet, skuffede forhåbninger og så videre. Og at verden bliver punket efter atomkatastrofen. Det er set før, men det ville være urimeligt at beskylde filmen for at være klichéagtig, når forfatter-instruktør Miller i høj grad selv har været med til at opfinde genren.
Her får han også hjælp af et skarpt hold skuespillere, der formår at få det bedste ud af balancen mellem action på action og små stikpiller af plot og personskildring. Tom Hardy er særdeles velvalgt til hovedrollen, hvor Max Rockatansky nu er reduceret til en ren overlever på kanten af vanviddet. Hardy er enormt god til fysiske, ordknappe roller, og det bruger han overbevisende her. Især spillet op mod Charlize Theron, der er virkelig stærk som den arrede, men benhårde Furiosa, der sætter redningsaktionen i gang. De fem kvinder, hun vil redde, fungerer også overraskende godt og bliver med få midler til mere end bare ofre - særligt Riley Keough og Zoë Kravitz brænder igennem - og på den ekstra vanvittige side er der især fine roller til Nicholas Hoult som ung fanatiker og til Hugh Keays-Byrne som den gale tyran Immortan Joe.
Det er et godt stykke tid siden, at der sidst har været et så effektivt adrenalinspark som "Mad Max: Fury Road" i biograferne - det er to timers vildt ridt gennem smukt konstruerede actionscener. Den bliver godt nok en anelse for lang og har en lidt tam slutsekvens, men derudover er det bare strålende underholdning. Det er virkelig fedt, at George Miller har fået mulighed for at vende tilbage til sin gamle vision og hamre den igennem med eftertryk. Resultatet er klart bedre end de tre gamle Mad Max-film.
Nu er der så nogle, der har givet Miller et rigtigt budget, så han næsten 30 år efter "Mad Max Beyond Thunderdome" har kunnet realisere sin postapokalyptiske vision på en skala, der ikke kunne lade sig gøre i 80'erne. Og det er fedt. Faktisk helt vildt fedt.
Plottet i "Fury Road" er ganske tyndt. I den postatomare ødemark bliver antihelten Max (igen-igen) fanget af ét af de bizarre små samfund, der holder livet i gang. Denne gang en særpræget stamme, som tilbeder en tyran, der kontrollerer vandforsyningen. Kort efter stikker én af stammens løjtnanter dog af med tyrannens fem koner, som hun vil redde fra hans udnyttelse. Og så går den vilde jagt, hvor Max i første omgang bliver medbragt som bloddonor, men hurtigt bliver en aktiv del af flugten.
"Fury Road" er basalt set én lang jagtsekvens, og det er imponerende modigt af Miller, at han bare giver den gas og aldrig ser sig tilbage. I centrum er den pansrede tankbil, som kvinderne er stukket af med, og efter dem følger et sammenrend af gale karakterer i sært sammenflikkede køretøjer. Som bogstaveligt talt vælter rundt i den ene fede actionscene efter den anden, udført med enorm energi og ditto kreativitet og overskud. Det er nok den mest vanvittige bilkrig, der nogensinde er set på film, og det er voldsomt underholdende - fordi actionscenerne er for vilde, og fordi Miller forstår, at det er vigtigt at holde personerne i fokus og sørge for, at man kan følge med i, hvad der sker, så der ikke går Michael Bay i den.
Til gengæld er det midt i al den forrygende action tydeligt, at Miller ikke er verdens største historiefortæller. Plottet er som nævnt tyndt, og dampen går en smule af begivenhederne, før filmen lukker lidt hovsa-agtigt med en klassisk westernslutning. Så rent indholdsmæssigt byder "Fury Road" mest på en gentagelse af temaerne fra den oprindelige trilogi, altså den klassiske postapokalyptiske fortælling om det dyriske, der kommer frem under overfladen, når civilisationen bryder sammen - kombineret med bizar religiøsitet, skuffede forhåbninger og så videre. Og at verden bliver punket efter atomkatastrofen. Det er set før, men det ville være urimeligt at beskylde filmen for at være klichéagtig, når forfatter-instruktør Miller i høj grad selv har været med til at opfinde genren.
Her får han også hjælp af et skarpt hold skuespillere, der formår at få det bedste ud af balancen mellem action på action og små stikpiller af plot og personskildring. Tom Hardy er særdeles velvalgt til hovedrollen, hvor Max Rockatansky nu er reduceret til en ren overlever på kanten af vanviddet. Hardy er enormt god til fysiske, ordknappe roller, og det bruger han overbevisende her. Især spillet op mod Charlize Theron, der er virkelig stærk som den arrede, men benhårde Furiosa, der sætter redningsaktionen i gang. De fem kvinder, hun vil redde, fungerer også overraskende godt og bliver med få midler til mere end bare ofre - særligt Riley Keough og Zoë Kravitz brænder igennem - og på den ekstra vanvittige side er der især fine roller til Nicholas Hoult som ung fanatiker og til Hugh Keays-Byrne som den gale tyran Immortan Joe.
Det er et godt stykke tid siden, at der sidst har været et så effektivt adrenalinspark som "Mad Max: Fury Road" i biograferne - det er to timers vildt ridt gennem smukt konstruerede actionscener. Den bliver godt nok en anelse for lang og har en lidt tam slutsekvens, men derudover er det bare strålende underholdning. Det er virkelig fedt, at George Miller har fået mulighed for at vende tilbage til sin gamle vision og hamre den igennem med eftertryk. Resultatet er klart bedre end de tre gamle Mad Max-film.
17/06-2015
