R.I.P. Christopher Lee
6.0
(The Final Cut)
Filmfans verden rundt måtte desværre tage afsked med Christopher Lee for nylig, som døde 93 år gammel. Han efterlod sig en filmkarriere, som er lige så fyldig, som den er facetteret, og lige så chance-tagende som den er respektindgydende. Manden har altid fascineret og imponeret mig dybt, og jeg vil derfor gerne ære ham ved at skrive om min yndlingsfilm med Lee (som også er hans egen favorit i øvrigt).
"The Wicker Man" er en af de film, som man kun ser én gang i livet. Altså, jeg har set den mange gange, men ved hvert gensyn står det også lysende klart for mig, at jeg aldrig kommer til at se noget lignende. Den ufrivilligt komiske genindspilning fra 2006 var ikke alene ude på dybt vand i sin tid - den druknede før den kom derud. For du kan ikke genfortælle, genindspille eller genskabe den sjælfuldt særprægede og kreativt sprudlende lomme i tid og sted, som instruktør Robin Hardy og sit hold af skuespillere befandt sig i, og som hele denne perle bærer præg af.
Historien er ved første øjekast lige ud ad landevejen. En regelret politibetjent tager ud på en skotsk ø for at finde en forsvundet, muligvis myrdet, pige men møder modstand fra indbyggerne i sin efterforskning. Twistet, som giver filmen et mareridtslignende forløb er, at øens beboere sværger til fanatisk hedenskab og i sammenhold lever, bogstavelig talt, i deres egen lille verden. Deres bånd er ubrydeligt og vores hovedpersons magtesløshed er skildret formidabelt i filmen, fordi hans stigende frustration hele vejen mødes med smil og positivisme. For det er et flowerpower-mareridt, han befinder sig i. Fyldt med hippie-sange, frigjorthed og fejringen af moder natur, og det hele er filmet næsten udelukkende i solskinstimerne. Som gyserfilm forbliver dette det mest originale 'take' på genren, jeg til dato har set.
Christopher Lee som Lord Summerisle, øens "fader", er så karismatisk og så livsbekræftende i rollen, at han fremstår som 'the good guy' overfor vores låste hovedperson. Summerisle er en forfører, jovist, men han udstråler en sådan tro på sit projekt, at man blindt følger med. Man forstår hans følgere. Han er en diktator og en frelser i ét, og dette gør karakteren, og præstationen, evigt fascinerende. Lee omfavner rollen på helhjertet vis, noget han gjorde med alle sine roller, men dette er FILMEN, hvor mandens talent og værkets vision smelter sammen. Som sagt, man kommer ikke til at se noget lignende igen.
"The Wicker Man" er meget mere end det enkle plot. Politibetjentens katolske tro der clasher med paganismen på øen er det åbenlyse stridspunkt, men det handler om mere end blot religion her. Beboernes livstilgang er et angreb på hele hans eksistensgrundlag. Selvfølgelig kan filmen ses som en kommentar til den katolske kirke (også ud fra den brydningstid den er lavet i), men behandlingen af temaet kunne ikke være mere interessant og mindre ensporet. Katolicismen bliver brugt som konkret metafor, ja, men "The Wicker Man" er en fortælling om at skulle løsrive sig fra sin tro (ikke kun den religiøse men tro i al almindelighed) og acceptere, at alt hvad man troede op til nu, har været en illusion. At skulle give slip på sin indre overbevisning er vores alles værste frygt - dette er filmens 'horror', og dette gør den til en mesterlig gyserfilm.
Vi får aldrig en ny "The Wicker Man", og vi får aldrig en ny Christopher Lee.
Filmfans verden rundt måtte desværre tage afsked med Christopher Lee for nylig, som døde 93 år gammel. Han efterlod sig en filmkarriere, som er lige så fyldig, som den er facetteret, og lige så chance-tagende som den er respektindgydende. Manden har altid fascineret og imponeret mig dybt, og jeg vil derfor gerne ære ham ved at skrive om min yndlingsfilm med Lee (som også er hans egen favorit i øvrigt).
"The Wicker Man" er en af de film, som man kun ser én gang i livet. Altså, jeg har set den mange gange, men ved hvert gensyn står det også lysende klart for mig, at jeg aldrig kommer til at se noget lignende. Den ufrivilligt komiske genindspilning fra 2006 var ikke alene ude på dybt vand i sin tid - den druknede før den kom derud. For du kan ikke genfortælle, genindspille eller genskabe den sjælfuldt særprægede og kreativt sprudlende lomme i tid og sted, som instruktør Robin Hardy og sit hold af skuespillere befandt sig i, og som hele denne perle bærer præg af.
Historien er ved første øjekast lige ud ad landevejen. En regelret politibetjent tager ud på en skotsk ø for at finde en forsvundet, muligvis myrdet, pige men møder modstand fra indbyggerne i sin efterforskning. Twistet, som giver filmen et mareridtslignende forløb er, at øens beboere sværger til fanatisk hedenskab og i sammenhold lever, bogstavelig talt, i deres egen lille verden. Deres bånd er ubrydeligt og vores hovedpersons magtesløshed er skildret formidabelt i filmen, fordi hans stigende frustration hele vejen mødes med smil og positivisme. For det er et flowerpower-mareridt, han befinder sig i. Fyldt med hippie-sange, frigjorthed og fejringen af moder natur, og det hele er filmet næsten udelukkende i solskinstimerne. Som gyserfilm forbliver dette det mest originale 'take' på genren, jeg til dato har set.
Christopher Lee som Lord Summerisle, øens "fader", er så karismatisk og så livsbekræftende i rollen, at han fremstår som 'the good guy' overfor vores låste hovedperson. Summerisle er en forfører, jovist, men han udstråler en sådan tro på sit projekt, at man blindt følger med. Man forstår hans følgere. Han er en diktator og en frelser i ét, og dette gør karakteren, og præstationen, evigt fascinerende. Lee omfavner rollen på helhjertet vis, noget han gjorde med alle sine roller, men dette er FILMEN, hvor mandens talent og værkets vision smelter sammen. Som sagt, man kommer ikke til at se noget lignende igen.
"The Wicker Man" er meget mere end det enkle plot. Politibetjentens katolske tro der clasher med paganismen på øen er det åbenlyse stridspunkt, men det handler om mere end blot religion her. Beboernes livstilgang er et angreb på hele hans eksistensgrundlag. Selvfølgelig kan filmen ses som en kommentar til den katolske kirke (også ud fra den brydningstid den er lavet i), men behandlingen af temaet kunne ikke være mere interessant og mindre ensporet. Katolicismen bliver brugt som konkret metafor, ja, men "The Wicker Man" er en fortælling om at skulle løsrive sig fra sin tro (ikke kun den religiøse men tro i al almindelighed) og acceptere, at alt hvad man troede op til nu, har været en illusion. At skulle give slip på sin indre overbevisning er vores alles værste frygt - dette er filmens 'horror', og dette gør den til en mesterlig gyserfilm.
Vi får aldrig en ny "The Wicker Man", og vi får aldrig en ny Christopher Lee.
17/06-2015
