Saftige argentinske skæbnefortællinger

5.0
Saftige argentinske skæbnefortællinger. Det er, hvad forfatter-instruktør Damián Szifrón dygtigt leverer i "Wild Tales", som tidligere på året var nomineret til årets Oscar for bedste udenlandske film.

"Wild Tales" består nemlig af seks helt adskilte historier og er altså nærmest en samling kortfilm. Men naturligvis med en vis tematisk sammenhæng, for alle episoder handler om mennesker, der mister fatningen og gør dumme eller vanvittige ting, fordi de føler sig uretfærdigt behandlet, og deres følelser tager magten.

Risikoen ved at bygge en spillefilm op på den måde er naturligvis, at det er møgsvært at lave seks lige overbevisende kortfilm. Ingen af dem er dårlige, men nogle har lige det ekstra kick, som får dem til at skille sig ud. Det gælder eksempelvis den første episode, "Pasternak", hvor det går op for passagererne på et rutefly, at der er en grund til, at lige præcis de er om bord på flyet. Det gælder "Den lille bombe", hvor en ingeniørs liv bryder sammen på grund af en parkeringsbøde. Og det gælder ikke mindst den afsluttende historie, "Til døden os skiller", hvor et bryllup udvikler sig til det vildeste kaos, efter at bruden opdager, at gommen har været hende utro. Det er en vild og særdeles underholdende opvisning i jalousi i amokløb, som lukker "Wild Tales" med et enormt effektivt smæk med halen.

Som jeg skrev indledningsvis, er det her skæbnefortællinger. Jeg kom netop til at tænke på det gamle tv-format med små dystert moralske historier, hvor hovedpersonerne bliver fanget af deres egne svagheder og betaler en høj pris. "Wild Tales" har i høj grad samme stemning. Men samtidig har den også en mere subtilt serveret pointe, for den starter med historier, hvor tingene går helt galt, og glider så stille og roligt over i historier, hvor det ender bedre. Så moralen synes at være, at nok kan det være rimeligt at slå hele følelsesregistret til - vi er vel i Latinamerika - men man behøver ikke gøre det til en selvmordsmission.

Szifrón leverer sine små historier med ekstremt sikker hånd, en stærk sans for sort humor og en flot farvemættet billedside fra vidt forskellige steder i Argentina. Og en flot samling af landets bedste skuespillere, hvor især Érica Rivas og Ricardo Darín er mindeværdige i deres episoder - men i alt var hele 11 af filmens medvirkende nomineret til skuespillerpriser ved de argentinske Oscars!

"Wild Tales" er en farvestrålende, varmblodig og ikke mindst underholdende samling af besk moralske historier om mennesker, det slår klik for. En stærkt seværdig film, som får fem små stjerner med herfra.
Wild Tales