En veloplagt heltinde med humoristisk pondus
5.0
Okay, den her var en overraskelse. Jeg havde på forhånd kategoriseret "Spy" som sikkert jævnt okay, men lejlighedsvis tåkrummende. Men det er faktisk en virkelig veloplagt og morsom genreparodi, hvis stjerne lægger flere alen til sine evner som komiker.
Hele ideen i "Spy" er nemlig skrevet op ad Melissa McCarthy og ikke mindst hendes trinde korpus. Ved filmens start arbejder hun i CIA's hovedkvarter, hvor hun som digitale øjne og ører støtter én af tjenestens topagenter. Men hendes agentpartner bliver dræbt af en skrupelløs våbenhandler, som tilsyneladende kender identiteten på alle CIA's aktive agenter. Derfor tager chefen imod den selvudslettende heltindes tilbud om selv at gå i felten, og hun bliver sendt ud for at overvåge våbenhandleren, der har en lomme-atombombe til salg. Men der går naturligvis ikke mange minutter, før hun bliver involveret i meget farligere aktioner.
"Spy" er altså grundlæggende bygget op over kontrasten i, at en tyk dame som Melissa McCarthy skulle kunne være en sej CIA-agent. Og hun giver den så gas på alle James Bond-tangenterne med forklædninger, teknologiske tricks, high society-fester og ikke mindst actionscener i form af både biljagter og nærkamp. Ét af filmens allermest sympatiske træk er nemlig, at der kun går ganske få minutter med lidt usikkerhed, og så viser det sig, at heltinden faktisk er en helt vildt sej agent, der kan klare det meste. Inklusive McCarthys velkendte tough chick-attitude, hvor hun taler folk til overgivelse med replikker a la "I'm the person who's gonna cut your dick off, glue it to your forehead so you'll look like a limp-dicked unicorn!"
Hun er umanerligt morsom i hovedrollen, McCarthy, men hun får også støtte af to smukt leverede agentparodier. Først er der Jude Law som den smokingklædte, stilfulde superagent a la Moore eller Brosnan som Bond, tilsat et passende skud arrogance og selvfedme. Og da han så dør, kommer Jason Statham på banen som den rullekraveklædte superagent, der er så fucking intens, at man tror, det er løgn - en herlig parodi på Bond i Connery- eller Craig-stilen, men også på alle de britiske hardcases, som Statham selv er blevet stjerne på at spille. Også han er sindssygt morsom.
I det hele taget er "Spy" bare virkelig godt udtænkt og leveret af forfatter-instruktør Paul Feig, der også instruerede McCarthy i sine to første film, "Bridesmaids" og "The Heat". Her klikker tingene dog sammen på et højere niveau, og Feig banker derudad med veloplagte gags og bizart morsomme replikker, der kærligt omfavner superagentgenren og særligt James Bond. Og med stor kreativ udnyttelse af de muligheder, der ligger i filmens fjollede plot, mens den hopper rundt mellem en stribe forskellige lokationer.
Generelt er genreparodier ikke rigtig min kop te, men her må jeg bare overgive mig og sige: Den er kraftedeme sjov!
Hele ideen i "Spy" er nemlig skrevet op ad Melissa McCarthy og ikke mindst hendes trinde korpus. Ved filmens start arbejder hun i CIA's hovedkvarter, hvor hun som digitale øjne og ører støtter én af tjenestens topagenter. Men hendes agentpartner bliver dræbt af en skrupelløs våbenhandler, som tilsyneladende kender identiteten på alle CIA's aktive agenter. Derfor tager chefen imod den selvudslettende heltindes tilbud om selv at gå i felten, og hun bliver sendt ud for at overvåge våbenhandleren, der har en lomme-atombombe til salg. Men der går naturligvis ikke mange minutter, før hun bliver involveret i meget farligere aktioner.
"Spy" er altså grundlæggende bygget op over kontrasten i, at en tyk dame som Melissa McCarthy skulle kunne være en sej CIA-agent. Og hun giver den så gas på alle James Bond-tangenterne med forklædninger, teknologiske tricks, high society-fester og ikke mindst actionscener i form af både biljagter og nærkamp. Ét af filmens allermest sympatiske træk er nemlig, at der kun går ganske få minutter med lidt usikkerhed, og så viser det sig, at heltinden faktisk er en helt vildt sej agent, der kan klare det meste. Inklusive McCarthys velkendte tough chick-attitude, hvor hun taler folk til overgivelse med replikker a la "I'm the person who's gonna cut your dick off, glue it to your forehead so you'll look like a limp-dicked unicorn!"
Hun er umanerligt morsom i hovedrollen, McCarthy, men hun får også støtte af to smukt leverede agentparodier. Først er der Jude Law som den smokingklædte, stilfulde superagent a la Moore eller Brosnan som Bond, tilsat et passende skud arrogance og selvfedme. Og da han så dør, kommer Jason Statham på banen som den rullekraveklædte superagent, der er så fucking intens, at man tror, det er løgn - en herlig parodi på Bond i Connery- eller Craig-stilen, men også på alle de britiske hardcases, som Statham selv er blevet stjerne på at spille. Også han er sindssygt morsom.
I det hele taget er "Spy" bare virkelig godt udtænkt og leveret af forfatter-instruktør Paul Feig, der også instruerede McCarthy i sine to første film, "Bridesmaids" og "The Heat". Her klikker tingene dog sammen på et højere niveau, og Feig banker derudad med veloplagte gags og bizart morsomme replikker, der kærligt omfavner superagentgenren og særligt James Bond. Og med stor kreativ udnyttelse af de muligheder, der ligger i filmens fjollede plot, mens den hopper rundt mellem en stribe forskellige lokationer.
Generelt er genreparodier ikke rigtig min kop te, men her må jeg bare overgive mig og sige: Den er kraftedeme sjov!
18/06-2015
