Lesbisk BDSM på repeat i en kunstfilm med stort K
4.0
I en smuk gammel landsbyvilla bor Cynthia. Hun får jævnligt besøg af Evelyn, som bliver sat til at gøre rent, pudse sko og andre pligter. Og når hun ikke gør det ordentligt, får hun skældud og bliver straffet af Cynthia - som del af deres gennemført ritualiserede BDSM-forhold.
Forfatter-instruktør Peter Strickland har lavet en rendyrket erotisk fortælling, der minutiøst skildrer de to kvinders permanente domina-slave-forhold - og ikke mindst det magtspil og rollespil, som konstant er en del af deres liv. De scener, de dagligt udspiller, er nemlig scriptet i mindste detalje, og det viser sig, at det hele drives af Evelyns fantasier om underkastelse, som spænder fra klassiske feticher til mere ekstreme ting som at blive låst inde i en dragkiste om natten. Og det er også grundlaget for filmens primære konflikt, hvor Cynthia får sværere og sværere ved at blive i sin rolle som domina, fordi hun længes efter nærhed og ømhed, mens Evelyn omvendt bliver mere og mere grænsesøgende.
Dermed breder Strickland historien ud til at handle om mere end bare lesbisk BDSM, for "The Duke of Burgundy" handler lige så meget om kærlighed uden ligevægt i forholdet, om at stille krav og give plads, og om hvordan et forhold nemt går i stå i faste rutiner - som her er ritualiseret helt ud i gentagelse på gentagelse. Og selvfølgelig med det twist, at det er den ved første øjekast dominerende part, som reelt er underkuet.
Det bliver understøttet af fint skuespil - Chiara D'Anna er udmærket som Evelyn, men Sidse Babett Knudsen er virkelig stærk som Cynthia og får fortalt meget med små detaljer i sin mimik. Dertil lægger Strickland et tykt lag af symbolik omkring dem. Det eneste, vi ser dem beskæftige sig med i den tilsyneladende mandeløse verden, filmen foregår i, er studier af sommerfugle og natsværmere. Tilsæt selv passende tolkninger af sommerfugle, der slår vingerne ud i slowmotion, eller er spiddet fast som trofæer på en tavle ... Og det er også der, vi finder koblingen til filmens titel, som igen er dobbelttydig. Duke of Burgundy er en sommerfugleart, men 'hertug af Bourgogne' var også den franske kronprins' traditionelle titel, hvilket klart spiller på Evelyns rolle i parforholdet.
Den slags massiv brug af symbolik og referencer er typisk for Strickland, der virkelig kan sin filmteori og filmhistorie. Hans forrige film, "Berberian Sound Studio", var en hyldest til italienske giallo-gysere med særlig fokus på deres karakteristiske musik. Her refererer han konsekvent til de typisk sydeuropæiske erotiske genrefilm fra 60'erne og 70'erne, som ofte går under betegnelsen sleaze. Det er tydeligt i brugen af montageteknik fra den tid, igen i soundtracket og ikke mindst i en herligt syret drømmesekvens.
"The Duke of Burgundy" er på den måde en gennemført kunstfilm af en slags, som aldrig ville have fået dansk biografpremiere, hvis Sidse Babett Knudsen ikke havde været involveret. Den slutter godt nok ret svagt, ved at Strickland så at sige lader handlingen løbe ud frem for at samle trådene til sidst. Men vejen dertil er enormt stil- og stemningsfuld og gennemført eksekveret i et filmsprog, vi ikke normalt ser i biograferne. Og så er den også lidt sjov som en slags antitese til den anden film om BDSM, der har fået premiere i år. "The Duke of Burgundy" er langt mere begavet i sin behandling af emnet og en mange gange bedre film end "Fifty Shades of Grey".
Forfatter-instruktør Peter Strickland har lavet en rendyrket erotisk fortælling, der minutiøst skildrer de to kvinders permanente domina-slave-forhold - og ikke mindst det magtspil og rollespil, som konstant er en del af deres liv. De scener, de dagligt udspiller, er nemlig scriptet i mindste detalje, og det viser sig, at det hele drives af Evelyns fantasier om underkastelse, som spænder fra klassiske feticher til mere ekstreme ting som at blive låst inde i en dragkiste om natten. Og det er også grundlaget for filmens primære konflikt, hvor Cynthia får sværere og sværere ved at blive i sin rolle som domina, fordi hun længes efter nærhed og ømhed, mens Evelyn omvendt bliver mere og mere grænsesøgende.
Dermed breder Strickland historien ud til at handle om mere end bare lesbisk BDSM, for "The Duke of Burgundy" handler lige så meget om kærlighed uden ligevægt i forholdet, om at stille krav og give plads, og om hvordan et forhold nemt går i stå i faste rutiner - som her er ritualiseret helt ud i gentagelse på gentagelse. Og selvfølgelig med det twist, at det er den ved første øjekast dominerende part, som reelt er underkuet.
Det bliver understøttet af fint skuespil - Chiara D'Anna er udmærket som Evelyn, men Sidse Babett Knudsen er virkelig stærk som Cynthia og får fortalt meget med små detaljer i sin mimik. Dertil lægger Strickland et tykt lag af symbolik omkring dem. Det eneste, vi ser dem beskæftige sig med i den tilsyneladende mandeløse verden, filmen foregår i, er studier af sommerfugle og natsværmere. Tilsæt selv passende tolkninger af sommerfugle, der slår vingerne ud i slowmotion, eller er spiddet fast som trofæer på en tavle ... Og det er også der, vi finder koblingen til filmens titel, som igen er dobbelttydig. Duke of Burgundy er en sommerfugleart, men 'hertug af Bourgogne' var også den franske kronprins' traditionelle titel, hvilket klart spiller på Evelyns rolle i parforholdet.
Den slags massiv brug af symbolik og referencer er typisk for Strickland, der virkelig kan sin filmteori og filmhistorie. Hans forrige film, "Berberian Sound Studio", var en hyldest til italienske giallo-gysere med særlig fokus på deres karakteristiske musik. Her refererer han konsekvent til de typisk sydeuropæiske erotiske genrefilm fra 60'erne og 70'erne, som ofte går under betegnelsen sleaze. Det er tydeligt i brugen af montageteknik fra den tid, igen i soundtracket og ikke mindst i en herligt syret drømmesekvens.
"The Duke of Burgundy" er på den måde en gennemført kunstfilm af en slags, som aldrig ville have fået dansk biografpremiere, hvis Sidse Babett Knudsen ikke havde været involveret. Den slutter godt nok ret svagt, ved at Strickland så at sige lader handlingen løbe ud frem for at samle trådene til sidst. Men vejen dertil er enormt stil- og stemningsfuld og gennemført eksekveret i et filmsprog, vi ikke normalt ser i biograferne. Og så er den også lidt sjov som en slags antitese til den anden film om BDSM, der har fået premiere i år. "The Duke of Burgundy" er langt mere begavet i sin behandling af emnet og en mange gange bedre film end "Fifty Shades of Grey".
21/06-2015
