The Not So Talented Mr. Ripley
3.0
Jeg sad lidt med følelsen af et deja-vu, da jeg så denne film. Den er sat i en tid hvor alle var nydelige i tøjet, og den foregår i lækre sydeuropæiske omgivelser. Da historien så oven i hatten har sin rod i et trekantsdrama, som inkluder bedrageri, jalousi og dødsfald så slog det mig pludselig, at det hele lænede sig kraftigt op ad Anthony Minghellas "The Talented Mr. Ripley". Først bagefter fandt jeg ud af, at de to films romanforlæg har samme forfatter, så plagiat-tankerne forduftede.
Filmens historie er dog ikke særlig fyldig, så det virker måske lidt underligt at hive denne fortælling ned fra bogreolen og filmatisere den, når man samtidig har lavet et så magert manuskript som her. Men okay, instruktøren er tydeligvis også mere interesseret i sine karakterer end i sin historie. Og fred være med det – det var Minghella også i ’Ripley’. Han var bare en bedre instruktør og karaktererne var mere interessante som resultat deraf. Jeg kunne godt savne noget baggrund for de tre hovedpersoner i ”The Two Faces of January” - vi får kun ’clues’. Omvendt anerkender jeg også, at vi aldrig helt ved hvor vi har dem, hvilket er en spændingskvalitet i sig selv.
Men selvom de ikke har alverden at arbejde med, så får de tre dygtige skuespillere i front meget ud af deres roller. Dunst er den, der har mindst at gøre godt med, men redder den hjem alligevel, Isaac giver en god og nøje afmålt præstation, mens Mortensen tager de største stik. Jeg har altid beundret denne halvdanske skuespiller, der på sin egen stille facon glider ind i sine roller og gør dem utroligt menneskelige og ægte. Her kommer han hele følelsesregistret igennem, og det er en sand fornøjelse at overvære. Karakterens deroute er stærkt skildret, men som sagt ved vi bare ikke nok om personen til, at filmen kan levere den helt store og uforglemmelige persontragedie, som den tydeligvis sigter efter.
Den iransk-fødte instruktør Hossein Amini debuterer her i spillefilm-sammenhæng, og selvom filmen slet ikke når niveauet fra 'Ripley' så kan den i perioder faktisk godt matche den. Jeg var især vild med den flittige brug af naturligt lys og den autentiske måde, Amini tager os med rundt i det græske landskab. Et land jeg i årenes løb har holdt meget af at være i. Dog ser Athen anno 1962 noget sjovere ud end, da jeg var der.
Filmen ender på tre store stjerner – jeg vil betragte den som en seværdig lillebror til ”The Talented Mr. Ripley”. Hvis man var i stand til at nyde den stilfærdige og karakterbetonede spænding der, så er der afgjort også noget at komme efter her.
Filmens historie er dog ikke særlig fyldig, så det virker måske lidt underligt at hive denne fortælling ned fra bogreolen og filmatisere den, når man samtidig har lavet et så magert manuskript som her. Men okay, instruktøren er tydeligvis også mere interesseret i sine karakterer end i sin historie. Og fred være med det – det var Minghella også i ’Ripley’. Han var bare en bedre instruktør og karaktererne var mere interessante som resultat deraf. Jeg kunne godt savne noget baggrund for de tre hovedpersoner i ”The Two Faces of January” - vi får kun ’clues’. Omvendt anerkender jeg også, at vi aldrig helt ved hvor vi har dem, hvilket er en spændingskvalitet i sig selv.
Men selvom de ikke har alverden at arbejde med, så får de tre dygtige skuespillere i front meget ud af deres roller. Dunst er den, der har mindst at gøre godt med, men redder den hjem alligevel, Isaac giver en god og nøje afmålt præstation, mens Mortensen tager de største stik. Jeg har altid beundret denne halvdanske skuespiller, der på sin egen stille facon glider ind i sine roller og gør dem utroligt menneskelige og ægte. Her kommer han hele følelsesregistret igennem, og det er en sand fornøjelse at overvære. Karakterens deroute er stærkt skildret, men som sagt ved vi bare ikke nok om personen til, at filmen kan levere den helt store og uforglemmelige persontragedie, som den tydeligvis sigter efter.
Den iransk-fødte instruktør Hossein Amini debuterer her i spillefilm-sammenhæng, og selvom filmen slet ikke når niveauet fra 'Ripley' så kan den i perioder faktisk godt matche den. Jeg var især vild med den flittige brug af naturligt lys og den autentiske måde, Amini tager os med rundt i det græske landskab. Et land jeg i årenes løb har holdt meget af at være i. Dog ser Athen anno 1962 noget sjovere ud end, da jeg var der.
Filmen ender på tre store stjerner – jeg vil betragte den som en seværdig lillebror til ”The Talented Mr. Ripley”. Hvis man var i stand til at nyde den stilfærdige og karakterbetonede spænding der, så er der afgjort også noget at komme efter her.
24/06-2015
