Meh, en XXL tyrannosaurus ...
1.0
Okay, så der er altså nogle, som ikke har set de første tre Jurassic Park-film, og derfor har de bygget den oprindelige park om til en endnu større forlystelsespark. Det er så gået fint nok i 20 år, men publikum er begyndt at være sådan lidt "Meh, en tyrannosaurus". Derfor er der sat gang i at fremstille større og vildere dinoer via gensplejsning. Så er det bare ikke så godt, når den nye hovedattraktion stikker af fra sin indhegning. Og for at det ikke skal være løgn, bryder den ud på den dag, hvor den daglige leder af parken har givet sine to nevøer et turpas uden at holde øje med, hvad de bruger det til.
Alt er med andre ord ved det gamle i Jurassic-land, som instruktør Colin Trevorrow har fået lov til at genoplive i den velkendte monsterfilmstil. Altså den, hvor mennesker tror, at de kan kontrollere den utæmmelige natur, og bliver gnasket af nemesis i form af ting med væmmelige, store, spidse tænder. Hvilket bliver skåret helt ud i pap, hvis der nu skulle være nogle, der ikke har fattet budskabet ...
Det kunne der skam godt komme fin underholdning ud af, hvis plottet var lidt mindre fladpandet, replikkerne lidt mindre tåkrummende, og opbygningen til spænding og action lidt mindre søgt og konstrueret. Men for "Jurassic World" peger pilen i den forkerte retning på alle tre punkter. Og så giver det ikke ret meget, at teknologien har udviklet sig enormt siden Steven Spielbergs 22 år gamle "Jurassic Park", så dinoerne i dag er virkelig overbevisende animeret. Selv der rammer filmen ikke engang helt plet, for godt nok er animationerne flotte, men inden for de sidste par år har vi set mere medrivende monsterkampe i fx "Godzilla" og "Pacific Rim".
Blandt de små væsener, der løber rundt mellem fødderne på dinosaurerne, finder vi i hovedrollen Chris Pratt som svedig machomand, naturbarn og dinosaurushvisker. En rolle, han klarer ret overbevisende med meget af den samme charme, han viste i "Guardians of the Galaxy". Det er bare synd, at han er nødt til at spille over for Bryce Dallas Howard, der iført upraktisk tøj og ditto sko er den værste kliché af en følelseskold businesswoman. Det går dog lidt bedre, efter hun også er blevet svedplettet på den sexede måde og viser noget handlekraft. Men deres samspil virker som noget, der er kopieret fra "Romancing the Stone", og den type klicheer burde ærligt talt være blevet i 80'erne.
Howard er så heller ikke heldig med, at hun samtidig er nødt til at være en del af det klodsede subplot om de to nevøer og deres forhold til hinanden og deres skilsmissetruede forældre. For de to er nemlig så irriterende, at de ikke engang kan finde ud af at blive spist. På birollefronten er der faktisk kun lyspunkter i Irrfan Khan som den velmenende rigmand, der har overtaget parken, og Vincent D'Onofrio i en saftigt overspillet rolle som eks-militærmanden, der har en gal plan om at bruge dinosaurer som våben.
Der er lige omkring der, at plottet hopper endeligt af sporet og galoperer af sted mod en slutning, der i helt usædvanlig grad efterlader én med en følelse af "Vent, hvad med ... ?" Selv for en fjollet monsteractionfilm er der gabende huller, og der gør det ikke rigtig nogen forskel at have for 150 millioner dollars nydelige computeranimationer. For hvad hjælper det, når plottet er dummere end de dinosaurer, der render rundt i det?
Alt er med andre ord ved det gamle i Jurassic-land, som instruktør Colin Trevorrow har fået lov til at genoplive i den velkendte monsterfilmstil. Altså den, hvor mennesker tror, at de kan kontrollere den utæmmelige natur, og bliver gnasket af nemesis i form af ting med væmmelige, store, spidse tænder. Hvilket bliver skåret helt ud i pap, hvis der nu skulle være nogle, der ikke har fattet budskabet ...
Det kunne der skam godt komme fin underholdning ud af, hvis plottet var lidt mindre fladpandet, replikkerne lidt mindre tåkrummende, og opbygningen til spænding og action lidt mindre søgt og konstrueret. Men for "Jurassic World" peger pilen i den forkerte retning på alle tre punkter. Og så giver det ikke ret meget, at teknologien har udviklet sig enormt siden Steven Spielbergs 22 år gamle "Jurassic Park", så dinoerne i dag er virkelig overbevisende animeret. Selv der rammer filmen ikke engang helt plet, for godt nok er animationerne flotte, men inden for de sidste par år har vi set mere medrivende monsterkampe i fx "Godzilla" og "Pacific Rim".
Blandt de små væsener, der løber rundt mellem fødderne på dinosaurerne, finder vi i hovedrollen Chris Pratt som svedig machomand, naturbarn og dinosaurushvisker. En rolle, han klarer ret overbevisende med meget af den samme charme, han viste i "Guardians of the Galaxy". Det er bare synd, at han er nødt til at spille over for Bryce Dallas Howard, der iført upraktisk tøj og ditto sko er den værste kliché af en følelseskold businesswoman. Det går dog lidt bedre, efter hun også er blevet svedplettet på den sexede måde og viser noget handlekraft. Men deres samspil virker som noget, der er kopieret fra "Romancing the Stone", og den type klicheer burde ærligt talt være blevet i 80'erne.
Howard er så heller ikke heldig med, at hun samtidig er nødt til at være en del af det klodsede subplot om de to nevøer og deres forhold til hinanden og deres skilsmissetruede forældre. For de to er nemlig så irriterende, at de ikke engang kan finde ud af at blive spist. På birollefronten er der faktisk kun lyspunkter i Irrfan Khan som den velmenende rigmand, der har overtaget parken, og Vincent D'Onofrio i en saftigt overspillet rolle som eks-militærmanden, der har en gal plan om at bruge dinosaurer som våben.
Der er lige omkring der, at plottet hopper endeligt af sporet og galoperer af sted mod en slutning, der i helt usædvanlig grad efterlader én med en følelse af "Vent, hvad med ... ?" Selv for en fjollet monsteractionfilm er der gabende huller, og der gør det ikke rigtig nogen forskel at have for 150 millioner dollars nydelige computeranimationer. For hvad hjælper det, når plottet er dummere end de dinosaurer, der render rundt i det?
29/06-2015
