Svæver vingeskudt i de øverste luftlag

Denne film gav for en sjælden gangs skyld lidt liv i debatten her på siden, så nu hvor jeg har set den, vil jeg da lige give mit besyv med.

Som jeg gav udtryk for dengang, så beundrer jeg Wachowski-duoen meget. Jeg kan til enhver tid sætte deres film på (sågar ’Revolutions’), fordi de sprudler af en kreativ energi, som ganske enkelt ikke matches. Af nogen. De er styret af en overdreven lyst til at eksperimentere, især teknisk, med mediet, som jeg ikke kan andet end at respektere og glædes over. Jeg siger ikke, de altid finder den rette balance, for det gør de bestemt ikke, men lad mig sige det sådan her - udsigten til en ny halvgod Wachowski-film giver mig langt flere sommerfugle i maven end udsigten til en ny fuldgod Marvel-filmatisering.

Med "Jupiter Ascending" beder søskendeparret os om at tage det hidtil største ’leap of faith’ sammen med dem. Hvis man synes, "Cloud Atlas" var svær at følge med i, så kommer man i vanskeligheder her. Der er ingen hjælp at hente, ’The Wachowskis’ tager os ikke i hånden på noget tidspunkt, og hvis de to vendte sig om og så sig tilbage, ville de end ikke kunne skimte ens hånd. De er videre. Dette er en af de mest konsekvente blockbusters, vi nogensinde kommer til at se.

Jeg siger dog dette med en blandet smag i munden. På den ene side forstår jeg godt filmens statement om, at vi skal slå den skeptiske og analyserende del af hjernen fra og bare lad os rive med, og jeg beundrer så afgjort modet i dette, især i en filmtid hvor det næppe kunne være farligere. Men på den anden side, må jeg også bare konstatere, at filmen derved også spænder ben for sig selv. Hvor "Cloud Atlas" var en vidunderlig og smukt indpakket gave, der løsnede på sløjfen lidt efter lidt, så prøver "Jupiter Ascending" at flå papiret af hele vejen. Og gaven er tom denne gang.

For ja, det er en omgang nonsens, men dette har jeg det nu fint med, for det er legesygt nonsens. Hvis ikke du kan se det fede i at have et par tyngdekraft-støvler, som gør det muligt at bruge himlen som én stor skøjtebane, så er jeg bange for, dit indre barn ligger i respirator. Men mit problem med "Jupiter Ascending" er, at den for mange gange taber overblikket i sin handling. Det bliver ganske enkelt for rodet, og filmen er dramaturgisk tæt på at være en katastrofe. Action-scenerne er nærmest drysset ned i filmen og virker vitterligt som om, de er tilfældigt placeret. Det er en skam, for ’The Wachowskis’ kan stadig levere action, som selv på en dårlig dag er bedre end så meget andet.

Et andet grundlæggende problem er skuespillet. Channing Tatum og Mila Kunis skal i hovedrollerne sørge for, at vi gider tage med og investere os selv i denne vanvittige rumrejse. Det sørger de ikke for. Begge lider af det samme problem – de er ikke dårlige i rollerne, de er bare kedelige. Og de har INGEN kemi sammen. I den forbindelse er det ærgerligt, at tidsplanen ikke passede ind i Natalie Portmans skema, som efter sigende var øverst på ønskelisten til titelrollen. I stedet er det endt som en af de mest kiksede romancer, jeg kan mindes at have set. Mere pondus er der i birollerne, hvor det som altid er en fornøjelse at se Sean Bean i en bister udgave, og så giver den nylige oscarvinder Eddie Redmayne en af de særeste og mest overspillede præstationer, man kan forestille sig - så 'weird' at jeg ikke kunne stå for det...hah! Det kompenserer næsten for Tatums træansigt.

Trods de noble hensigter så ændrer det ikke ved, at dette er en mislykket film. Jeg ender på 3 små stjerner, når alt kommer til alt. Den fortjener en god portion ros for sin æstetik og sine visuelle effekter. De er, som man kan forvente, af høj kaliber, og 'The Wachowskis' beviser igen, at de er kreativt overlegne og kan skabe dragende nye verdener, som er rent guf for science fiction-fans. Denne gang rækker det bare ikke.