Allen-klon uden fokus eller bid

Et intellektuelt midaldrende ægtepar begynder at føle sig fremmedgjort af, at deres venners liv går helt op i kernefamilien, mens deres eget forhold er lidt stagneret. Så da manden møder en ung fan, der er fuld af energi og idealistisk gåpåmod, kaster hovedpersonerne ud i et venskab på tværs af generationer, som får dem til at føle sig unge og friske igen. Men det viser sig, at det ikke er den rene lykke at være ung med de unge.

Forfatter-instruktør Noah Baumbach har i efterhånden en håndfuld film markeret sig som en moderne arvtager efter folk som Woody Allen og John Cassavetes, nemlig med meget snakkesalige film, der typisk kaster et spydigt ironisk blik på den kreative klasse og øvre middelklasse med udgangspunkt i New York. "While We're Young" er ingen undtagelse, for her spiller Ben Stiller en midaldrende dokumentarfilminstruktør, som har haft én stor succes, men siden er endt i et evighedsprojekt, han ikke kan få gjort færdigt, bl.a. fordi han føler sig presset af at skulle leve op til sin berømte svigerfar. Som Stillers kone er Naomi Watts den mere praktiske del af parret, der også er i branchen som producer, men først og fremmest skildrer Baumbach deres forhold som ét, der mangler et fælles projekt.

Det får de så, da den her charmerende og entusiastiske unge mand dukker op med en sød kæreste på slæb. Og filmen handler i høj grad om Stillers forelskelse i den umiddelbarhed og autenticitet, han oplever hos de unge, sammenlignet med sit eget mere rutineprægede liv. Det er altså en historie om midaldrende mennesker, der forsøger at genfinde ungdommen, men også om store forskelle i generationernes tilgang til livet og kunsten. Hvor Stillers karakter fx sætter sig selv under et stort præsationspres, når han laver en ekstremt smal dokumentarfilm, mens de unge til gengæld har en mix- og sampling-baseret lethed i arbejdet, der ikke lever op til tidligere tiders kvalitetskrav.

Baumbach vil på den måde enormt mange ting med filmen, som i mine øjne stritter uelegant i alt for mange retninger. Den indeholder på den ene side en diskussion om essensen af kunst, og hvorvidt nutidens unge kunstnere har det for nemt, når de trækker på tidligere generationers forarbejde - eller om de ældre generationers krav til kvalitet og autenticitet omvendt er passé. Den er på den anden side også en spydig og faktisk ret fordømmende skildring af nogle generationer, der tror, de kan forlænge ungdommen uendeligt - mens de unge hipstere omvendt er enormt forlorne i deres selvrealisering.

Der er endda flere undertemaer end det, og jeg synes ikke, at Baumbach når at gøre mere end kradse i overfladen af de konflikter, han stiller op. Samtidig virker det, som om han egentlig ikke har den store sympati for nogen af sine karakterer, og det giver filmen en gennemgående usympatisk pegen-fingre-stil. Det spiller så heller ikke specielt godt sammen med, at handlingens store twist er alt for forudsigeligt, og at den endelige forløsning på plottet er moraliserende på den ufede måde.

Derfor giver det desværre ikke meget, at Ben Stiller egentlig fungerer glimrende i en usædvanligt afdæmpet rolle, eller at Naomi Watts som hans kone er vanligt solid med flot underspillede midler. Charles Grodin har også en fin rolle som hendes bistre far, men til gengæld er Adam Driver og Amanda Seyfried ret rædselsfulde som det unge par - også når man tager højde for, at det er meningen, at deres karakterer faktisk skal være ret rædselsfulde.

I mine øjne er "While We're Young" en markant kikser - en alt for selvglad snakkende intellektuel film, som bare ikke rigtig har noget at byde på, der kan trække den op over to små stjerner hos mig. Det er absolut stadig relevant at sammenligne Baumbach med Woody Allen, men her er det desværre den dårlige og sjuskede del af Allens produktion, der er den relevante sammenligning.