En tilbage i tromlen
5.0
Af mange udråbt som John Fords sidste store værk. Og det er det så sandelig også. Men jeg synes, at "The Man Who Shot Liberty Valance", i al sin pragt, alligevel er en film med mangler.
Ford var berygtet for at skære det overflødige fedt fra i sine film (endda fysisk ved at flå sider ud af manus midt under optagelserne), og selvom denne her bestemt føles Ford'sk i sit rene udtryk, så mener jeg stadig den kunne trimmes mere. Den flyder ikke helt så godt som instruktørens allerbedste film, og truslen udefra, personificeret af Liberty Valance, dukker lidt for tilfældigt og afbrydende op. Man når at glemme alt om ham, lige indtil han atter viser sit grimme ansigt. Effektivt måske, men jeg havde foretrukket en mere statisk frygt som seer.
Men hvad gør det, når der er så meget andet godt i denne 'all american' western. Den sort/hvide æstetik er fantastisk både på egne præmisser og som selvreference. Ford forsvarede valget med, at han ville udfordre sig selv, især omkring skyggearbejdet. Det ses. Filmen er ganske enkelt blændende på Blu-ray'en. Så er der romancen og det stille trekantsdrama, som er så fint eksekveret - 'less is more'. Der er den meget menneskelige humor, som stadig virker i dag. Der er følelsen af samhørighed i det lille samfund, som er en fortælling i sig selv, og som skildres som værende både stærkt og skrøbeligt. Bynavnet Shinbone giver så meget mening. Og så er der det ikke blot velvalgte, men perfekte, cast. John Wayne og James Stewart er måske nok typecastet, men det er hele pointen med en film så klassisk som denne. Det er ganske enkelt umuligt at forestille sig filmen med andre skuespillere i de to roller - den ville kollapse. Vera Miles er desuden vidunderlig som Hallie, og Lee Marvin er en fabelagtig skiderik i titelrollen.
På karrierens faldereb giver Ford os sin velnok mest klassiske western, der hylder de gamle dyder på bedste vis. At lige netop denne film blev hans uofficielle svanesang er særdeles passende, da den på intet tidspunkt bryder med de stolte traditioner, som Ford gennem årene selv havde defineret genren med. Den afviger ikke et splitsekund fra at være gammeldags i en tid, hvor udviklingen forlangte det modsatte. Men ikke Ford. Kunstnerisk forblev han hele karrieren en statue, der trods sin urokkelighed aldrig blev kedelig at kigge på. Den slags må man have respekt for.
Ford var berygtet for at skære det overflødige fedt fra i sine film (endda fysisk ved at flå sider ud af manus midt under optagelserne), og selvom denne her bestemt føles Ford'sk i sit rene udtryk, så mener jeg stadig den kunne trimmes mere. Den flyder ikke helt så godt som instruktørens allerbedste film, og truslen udefra, personificeret af Liberty Valance, dukker lidt for tilfældigt og afbrydende op. Man når at glemme alt om ham, lige indtil han atter viser sit grimme ansigt. Effektivt måske, men jeg havde foretrukket en mere statisk frygt som seer.
Men hvad gør det, når der er så meget andet godt i denne 'all american' western. Den sort/hvide æstetik er fantastisk både på egne præmisser og som selvreference. Ford forsvarede valget med, at han ville udfordre sig selv, især omkring skyggearbejdet. Det ses. Filmen er ganske enkelt blændende på Blu-ray'en. Så er der romancen og det stille trekantsdrama, som er så fint eksekveret - 'less is more'. Der er den meget menneskelige humor, som stadig virker i dag. Der er følelsen af samhørighed i det lille samfund, som er en fortælling i sig selv, og som skildres som værende både stærkt og skrøbeligt. Bynavnet Shinbone giver så meget mening. Og så er der det ikke blot velvalgte, men perfekte, cast. John Wayne og James Stewart er måske nok typecastet, men det er hele pointen med en film så klassisk som denne. Det er ganske enkelt umuligt at forestille sig filmen med andre skuespillere i de to roller - den ville kollapse. Vera Miles er desuden vidunderlig som Hallie, og Lee Marvin er en fabelagtig skiderik i titelrollen.
På karrierens faldereb giver Ford os sin velnok mest klassiske western, der hylder de gamle dyder på bedste vis. At lige netop denne film blev hans uofficielle svanesang er særdeles passende, da den på intet tidspunkt bryder med de stolte traditioner, som Ford gennem årene selv havde defineret genren med. Den afviger ikke et splitsekund fra at være gammeldags i en tid, hvor udviklingen forlangte det modsatte. Men ikke Ford. Kunstnerisk forblev han hele karrieren en statue, der trods sin urokkelighed aldrig blev kedelig at kigge på. Den slags må man have respekt for.
07/07-2015
