En destination imellem drøm og mareridt

Jeg er netop hjemvendt fra en tur til Guldkysten med det alsidige naturtalent Jakob Oftebro samt Angelo Badalamentis underskønne musik. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er meget splittet. Der er ting, jeg er virkelig glad for - faktisk rigtig meget - men der er godt nok også ting, som halter i Daniel Denciks 'slavemareridt'. Den kan, ganske som forventet, betegnes som en drøm, der hurtigt forvandles til et mareridt. Et smukt og syret mareridt, der med sine psykedeliske sanseindtryk og symboler samt den (til tider altdominerende) atmosfæriske musik, fungerer særdeles godt sammen.

Filmen, med sin ophobning af underskønne naturbilleder, er på mange måder en krydsning mellem Apocalypse Now, hvilket der ikke lægges skjul på, og Terrence Malicks The New World. Med sin æstetiske overdrevenhed, visuelle og musikalske stil sker der virkelig noget, og jeg er yderst begejstret for Denciks abstrakte tilgang til det historiske materiale. Det er tydeligt, at han er bevidst om at en sand - og vigtig - historie, ikke alene er nok til at bære en hel film. Baggrundsmaterialet, hvor godt det end måtte være, er aldrig i sig selv nok. Der skal mere til. Filmmediet er til for at blive udnyttet, og om den er historisk korrekt, synes jeg, er underordnet, når filmen som selvstændigt værk virker. Det gør Guldkysten til dels. Det er ikke en 1:1-fortælling om Danmarks mørke, fortrængte fortid. Det er vigtigt at understrege. Man skal ikke se den og forvente et slavedrama i traditionel forstand. Den er først og fremmest noget ganske andet.

Det er snarere en berusende, subjektiv skildring af menneskets forhold til naturen, til andre mennesker, og hvordan vi vælger at se, agere og hjælpe hinanden på tværs af nationale og kulturelle forskelle. Derfor synes jeg også, den er ret nutidig i det tankegods, som filmen sætter i gang. Den udfordrer tankerne, og jeg fik personligt meget ud af den, fordi jeg lod mig opsluge i universet, omend der unægtelig er ting, som gør, at man somme tider falder ud og distanceres. Og det er filmens største svaghed. For selvom filmens altafgørende dramaturgiske bedrift er dens nærmest cykliske, ikke-lineære struktur, er det samtidig også dens største problem. Der er en pointe i, at den energiske botaniker farer vild og fortaber sig i naturens skønhed, for at finde ind til sig selv og det sande, men det bevirker desværre også, at filmen aldrig når at finde sig selv, og man efterlades derfor i vildfarelse, og ja, splittelse over filmens skiftende tone og tempo.

Men er det ikke godt, at en film afprøver nye sider af filmkunsten, udfordrer sit publikum og er en sten i skoen, som Trier engang udtrykte det? Jo, på sin vis. Men man kunne alligevel godt have ønsket en mere helstøbt film; en mere gennemarbejdet film (især hvad angår de endimensionelle figurer og deres indbyrdes dialog); en film, der havde haft en anelse mere fokus, skønt det ufokuserede, synes jeg, også har en styrke og en dragende effekt i sig selv, og for det indblik vi som tilskuer får i hovedkarakteren Wulffs indre oplevelse og udvikling. Skuespillet gennemsyres også til tider af at være for teatralsk, omend jeg synes, Jakob Oftebro - som den eneste - formår at give en kraftpræstation af meget høj kaliber. Danica Curcic' karakter derimod virker utilfredsstillende og underligt uforløst, og Adam Ild Rohweder overspiller fælt, men jeg skal ikke udelukke, at det er noget med replikkerne, der ikke falder naturligt.

Men, ja, altså, jeg er ret splittet, og det kræver nok et gensyn, før jeg for alvor kan dømme Guldkysten. Ikke desto mindre, er det forfriskende med en dansk film, der ikke forsøger at please alle - ligesom at man må tage hatten af for 1864, omend den ikke var særlig vellykket. Det er ambitiøst og modigt, og den er bestemt ikke ligegyldig. En film, der sætter sig i kroppen - på godt og ondt.