En IQ på 7 og et manuskript i pamflet-størrelse
2.0
"Så længe lortet sælger"
Denne sætning må hr. Stallone have gentaget igen og igen inde i hovedet under skabelsen af den uundgåelige 2’er til hans biograf-hit ”The Expendables”. I stedet for at tage ved lære har man nemlig begået præcis den samme brøler denne gang. Der er INGEN plotudvikling. Skriveindsatsen til dette manus er så lille, at man bogstavelig talt glemmer en af gruppens faste medlemmer (Jet Li), som kun er med i starten og udebliver i resten af filmen uden skyggen af forklaring. Det er virkelig ærgerligt, at man endnu engang har brugt så fornærmende lidt krudt på manuskriptet. For som udgangspunkt elsker jeg Stallones leg i sandkassen med ikoniske kolleger, men det eneste han vil er at smadre sandslottene og end ikke forsøge at bygge et. Halvanden time med det er altså trættende.
Et andet hovedproblem (som den første film også bøvlede med) er, at ”The Expendables 2” tror, den kan det hele. I al sin maskulinitet vil den samtidig gerne være følsom og tages alvorligt, og man må jo tage sig til hovedet og spørge hvorfor – var det for helvede ikke pointen med det hele, at der IKKE skulle gås på kompromis med mandehørmen? Jeg var ved at kaste op, da den unge soldat fortalte om sin tid i Afghanistan og hvordan ”de onde” dræbte hans hund (som han selvfølgelig personligt har reddet). Og den politiske korrekthed skriger også til himlen, når man vælger at putte en ung handlekraftig og asiatisk kvinde ind i gruppen.
Den her film arbejder imod sig selv. For den skider på korrektheden i sine mange blodige actionscener, hvor den intet problem har med at være forkert på den rigtige måde. Så er det bare en skam, at det hele er filmet lidt for pænt til, at man letter fra sædet med et brøl. Noget af det eneste, der IKKE var elendigt i den første film var netop action-delen, og det er den såmænd heller ikke her. Men hvor Simon West tydeligvis er en teknisk bedre instruktør end Stallone, så er der ikke det samme bid i actionscenerne denne gang. Til gengæld er der flere. Der brages løs, men jeg rives ikke med. Og det er ikke kun på grund overbrugen af CGI-blod. Manglen på historie spiller selvsagt ind her, men dumhedsniveauet er simpelthen også for højt. Sorry. Vi snakker dumhed som i, at vores såkaldte ”helte” i en lufthavn tømmer deres magasiner direkte ind i en folkemasse, fordi det naturligvis er utænkeligt, de rammer andet end skurkene.
Når man så midt i al ragnarokket direkte forcerer humor og selvironiske øjeblikke, og dermed fratager filmen den sidste rest af farlighed, så har man fuldendt den dårlige filmoplevelse. Tænk sig at nå dertil, hvor det er lykkedes at få Sylvester Stallone, Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger til at stå side om side i en film og fyre geværsalver af sammen, for så at pisse det hele væk igen med en dårlig oneliner. Ufatteligt.
Den får to stjerner for nogle habile actionscener og for Jean-Claude Van Damme. Han er klart filmens stærkeste kort som skurk, og jeg takker Stallone for i det mindste at give os det vi vil have til sidst med en duel mellem de to. UDEN våben.
Denne sætning må hr. Stallone have gentaget igen og igen inde i hovedet under skabelsen af den uundgåelige 2’er til hans biograf-hit ”The Expendables”. I stedet for at tage ved lære har man nemlig begået præcis den samme brøler denne gang. Der er INGEN plotudvikling. Skriveindsatsen til dette manus er så lille, at man bogstavelig talt glemmer en af gruppens faste medlemmer (Jet Li), som kun er med i starten og udebliver i resten af filmen uden skyggen af forklaring. Det er virkelig ærgerligt, at man endnu engang har brugt så fornærmende lidt krudt på manuskriptet. For som udgangspunkt elsker jeg Stallones leg i sandkassen med ikoniske kolleger, men det eneste han vil er at smadre sandslottene og end ikke forsøge at bygge et. Halvanden time med det er altså trættende.
Et andet hovedproblem (som den første film også bøvlede med) er, at ”The Expendables 2” tror, den kan det hele. I al sin maskulinitet vil den samtidig gerne være følsom og tages alvorligt, og man må jo tage sig til hovedet og spørge hvorfor – var det for helvede ikke pointen med det hele, at der IKKE skulle gås på kompromis med mandehørmen? Jeg var ved at kaste op, da den unge soldat fortalte om sin tid i Afghanistan og hvordan ”de onde” dræbte hans hund (som han selvfølgelig personligt har reddet). Og den politiske korrekthed skriger også til himlen, når man vælger at putte en ung handlekraftig og asiatisk kvinde ind i gruppen.
Den her film arbejder imod sig selv. For den skider på korrektheden i sine mange blodige actionscener, hvor den intet problem har med at være forkert på den rigtige måde. Så er det bare en skam, at det hele er filmet lidt for pænt til, at man letter fra sædet med et brøl. Noget af det eneste, der IKKE var elendigt i den første film var netop action-delen, og det er den såmænd heller ikke her. Men hvor Simon West tydeligvis er en teknisk bedre instruktør end Stallone, så er der ikke det samme bid i actionscenerne denne gang. Til gengæld er der flere. Der brages løs, men jeg rives ikke med. Og det er ikke kun på grund overbrugen af CGI-blod. Manglen på historie spiller selvsagt ind her, men dumhedsniveauet er simpelthen også for højt. Sorry. Vi snakker dumhed som i, at vores såkaldte ”helte” i en lufthavn tømmer deres magasiner direkte ind i en folkemasse, fordi det naturligvis er utænkeligt, de rammer andet end skurkene.
Når man så midt i al ragnarokket direkte forcerer humor og selvironiske øjeblikke, og dermed fratager filmen den sidste rest af farlighed, så har man fuldendt den dårlige filmoplevelse. Tænk sig at nå dertil, hvor det er lykkedes at få Sylvester Stallone, Bruce Willis og Arnold Schwarzenegger til at stå side om side i en film og fyre geværsalver af sammen, for så at pisse det hele væk igen med en dårlig oneliner. Ufatteligt.
Den får to stjerner for nogle habile actionscener og for Jean-Claude Van Damme. Han er klart filmens stærkeste kort som skurk, og jeg takker Stallone for i det mindste at give os det vi vil have til sidst med en duel mellem de to. UDEN våben.
13/07-2015
