Fra teamwork til ego-show
3.0
Det virker næsten som poetisk retfærdighed, at det er den tredje Expendables-film, der indtjener færrest millioner, når det samtidig også er den, der omsider sælger ud med en familievenlig PG 13-rating i jagten på flere millioner. Eller også var de to første film bare så dårlige, at mange havde fået nok. Det virker i hvert fald decideret tragiskkomisk, at man nu giver efter og bliver en del af det etablissement, som hele projektet oprindeligt var en modreaktion på.
Væk er blodpølerne og ind er kommet elementer, der følger tidens trends. Den der er sværest at sluge er, at man forsøger at inkorporere en ny ung generation af 'expendables', som jeg virkelig foragtede. Det værste er dog ikke tiltaget i sig selv. Det værste er, hvor meget tid, der bruges på det. I en væsentlig del af filmen ser vi altså ikke engang de ansigter og det sammenhold, som to hele spillefilm har forsøgt at bygge op omkring dem. Hvor dumt kan det blive?
Jeg har dog Sly mistænkt for at gøre dette for at give sig selv mere 'screen time' (måske som en slags belønning til sig selv for alt det hårde arbejde?). Når man tænker på, hvor mange karakterer der er med i den her film, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt plads der levnes af Stallone, som virker mere interesseret i at fremhæve sin førerposition. Det virker altså lidt fjollet, når nu konceptet fra starten er udtænkt som en holdindsats (noget han oven i købet tillader sig at prædike om i filmen).
Men al undren sat til side, så må jeg også erkende, at dette var den mest tålelige af de tre film, fordi man ENDELIG har fundet en okay balance i forhold til det humoristiske kontra det alvorlige. Der er skruet tilpas ned for glimtet i øjet til, at man nu for første gang føler man er vidne til en film - ikke blot en selvfed legestue. Håndværket i instruktionen er også bedre, end det nogensinde har været, og derfor gør PG 13-rating'en mig ikke så meget i sidste ende. Filmens store klimaks er måske nok forhastet og overfyldt, men i det mindste er forsøget på at underholde os så ivrigt, at det er svært at kede sig imens.
Jeg burde hade denne her mere end de to andre, fordi den er endt som en af de film, den ellers skulle gøre oprør imod. Men der er kommet nye fisk i nettet, som alt andet lige trækker op. Store fisk. Jeg må sgu tage hatten af for, at Stallone udvider med navne som Mel Gibson og Harrison Ford. At han så er så overivrig, at han får dem begge i spil, inden der er gået en halv time, er lidt ærgerligt. Gibson får utroligt meget ud af sin skurkerolle og fortjener ros for at omfavne den med begge arme. Men filmens største es i ærmet er faktisk Antonio Banderas. Han er yderst veloplagt og også sjov som den snakkesalige og socialt handicappede snigskytte Galgo. Star power'en sikrer således en stjerne mere denne gang, men den mission Sly lovede os for tre film siden er stadig ikke fuldført.
Væk er blodpølerne og ind er kommet elementer, der følger tidens trends. Den der er sværest at sluge er, at man forsøger at inkorporere en ny ung generation af 'expendables', som jeg virkelig foragtede. Det værste er dog ikke tiltaget i sig selv. Det værste er, hvor meget tid, der bruges på det. I en væsentlig del af filmen ser vi altså ikke engang de ansigter og det sammenhold, som to hele spillefilm har forsøgt at bygge op omkring dem. Hvor dumt kan det blive?
Jeg har dog Sly mistænkt for at gøre dette for at give sig selv mere 'screen time' (måske som en slags belønning til sig selv for alt det hårde arbejde?). Når man tænker på, hvor mange karakterer der er med i den her film, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt plads der levnes af Stallone, som virker mere interesseret i at fremhæve sin førerposition. Det virker altså lidt fjollet, når nu konceptet fra starten er udtænkt som en holdindsats (noget han oven i købet tillader sig at prædike om i filmen).
Men al undren sat til side, så må jeg også erkende, at dette var den mest tålelige af de tre film, fordi man ENDELIG har fundet en okay balance i forhold til det humoristiske kontra det alvorlige. Der er skruet tilpas ned for glimtet i øjet til, at man nu for første gang føler man er vidne til en film - ikke blot en selvfed legestue. Håndværket i instruktionen er også bedre, end det nogensinde har været, og derfor gør PG 13-rating'en mig ikke så meget i sidste ende. Filmens store klimaks er måske nok forhastet og overfyldt, men i det mindste er forsøget på at underholde os så ivrigt, at det er svært at kede sig imens.
Jeg burde hade denne her mere end de to andre, fordi den er endt som en af de film, den ellers skulle gøre oprør imod. Men der er kommet nye fisk i nettet, som alt andet lige trækker op. Store fisk. Jeg må sgu tage hatten af for, at Stallone udvider med navne som Mel Gibson og Harrison Ford. At han så er så overivrig, at han får dem begge i spil, inden der er gået en halv time, er lidt ærgerligt. Gibson får utroligt meget ud af sin skurkerolle og fortjener ros for at omfavne den med begge arme. Men filmens største es i ærmet er faktisk Antonio Banderas. Han er yderst veloplagt og også sjov som den snakkesalige og socialt handicappede snigskytte Galgo. Star power'en sikrer således en stjerne mere denne gang, men den mission Sly lovede os for tre film siden er stadig ikke fuldført.
13/07-2015
