Det sidste lys kaster sig over Oslo

Jeg blev overrasket over hvor god Oslo, 31. august faktisk var, da jeg ikke havde forventet det store. Især er jeg glad for scenen, hvor hovedpersonen lytter til andres samtaler omkring sig på en café. Eminent måde at skildre hvordan alle de døre, der engang syntes at stå åbne for ham, nu er lukket - og låst. At han ikke kan nøjes med at finde lykke og mening i de små ting. Derudover fanger den en helt speciel skandinavisk sommeridyl, en melankolsk stemning, et bestemt lys og nogle velkendte ubestemmelige lyde.