Håbløshed og fremmedgørelse gennemsyrer lovende dansk debut
4.0
I 2008 kom den walisiske by Bridgend i de landsdækkende britiske mediers søgelys, fordi usædvanligt mange af byens unge begik selvmord. Og det fortsatte i flere år derefter. Den historie har nu givet inspiration til danske Jeppe Røndes første spillefilm, hvor hovedpersonen er en teenagepige, der flytter til Bridgend, fordi hendes far er blevet forflyttet til byens politi. Hun begynder selvfølgelig at finde nye venner der, men hendes nye vennekreds viser sig at have været tæt på selvmorderne.
Det er temmelig usædvanligt, at en dansker debuterer med en engelsksproget film om et så obskurt emne. Det giver lidt mere mening med tanke på, at forfatter-instruktør Rønde kommer fra dokumentarfilm. Men det er stadig et modigt og anderledes valg at skrabe danske penge sammen til et projekt som dette. Og når det er sagt, er det så en særdeles lovende debut, Rønde her leverer.
"Bridgend" er på ingen måde dokumentarisk, men er en ren spekulation i, hvad der kan drive sådan en bølge af selvmord, med den unge hovedperson som følelsesmæssigt anker i fortællingen. Det er en historie om vild og rodløs ungdom, om at vokse op et sted uden større fremtidsmuligheder, om gruppeidentitet og foragt for forældregenerationen, og først og fremmest om fremmedgørelse.
Det er selvsagt temaer, som er set før, men det lykkes for Rønde og hans filmhold at levere dem med en temmelig særegen stil og stemning. Først og fremmest båret af Magnus Jøncks fede billeder, der slår et dystert samspil an mellem trist soveby og truende natur, men samtidig leverer utroligt flotte, nærmest maleriske billedkompositioner. Kombineret med en stærk lydside gør det "Bridgend" til en skummelt stemningsfuld film, der balancer et usædvanligt sted mellem socialrealisme og thriller, endda med et strejf af okkult gyser fra de unges ritualer.
Der er som sådan ikke meget fremadskridende handling i "Bridgend", som mest skildrer et grænsesøgende ungdomsliv, hvor mange ting er ritualiseret, og som netop mest af alt er defineret ved at være på trods af de voksne, en søgen efter fællesskab uden for de normale normer. Og så hænger de sig altså også. Røndes mål er helt klart at formidle stemninger og følelser - at give en følelsesmæssig fornemmelse for, hvad der foregår, frem for en logisk. Og det lykkes også flot med den her stemning af håbløshed og oprørstrang, hvor formålet synes at være oprøret i sig selv. Indtil filmen så får lov til at syre for meget ud i slutsekvensen - men den må også have været svær at binde en traditionel dramatisk sløjfe på.
Det er også lykkedes at samle et hold velfungerende unge briter til filmen, anført af en overbevisende Hannah Murray (Gilly i "Game of Thrones"), der spiller med en god kombination af sødme og styrke som tilflytteren. Særligt Scott Arthur og Elinor Crawley gør det også fint som et par af byens toneangivende teenagere, men de unge roller fungerer altså gennemgående godt - mens filmens voksne omvendt bliver leveret med skuespil, der er mere på det jævne.
"Bridgend" er en film, der fascinerer med en gennemført dyster stemning, og som virkelig formår at formidle følelser af fremmedgørelse og oprørstrang. Og så er det altså en voldsomt overbevisende film rent teknisk, selv om den i sidste ende vist ikke helt ved, hvad den skal bruge sine temaer til. Men sikkert er det, at Jeppe Rønde kan lave film, og efter en så lovende og aparte spillefilmdebut bliver det spændende at se, hvad der ellers kommer fra hans hånd.
Som bonusinfo kan det i øvrigt nævnes, at der faktisk er nogle, der har brugt fremmedgørelsen og oprørstrangen til at komme succesfuldt ud af Bridgend - ved at tage det med på scenen og kalde deres skoleband for Bullet for My Valentine.
Det er temmelig usædvanligt, at en dansker debuterer med en engelsksproget film om et så obskurt emne. Det giver lidt mere mening med tanke på, at forfatter-instruktør Rønde kommer fra dokumentarfilm. Men det er stadig et modigt og anderledes valg at skrabe danske penge sammen til et projekt som dette. Og når det er sagt, er det så en særdeles lovende debut, Rønde her leverer.
"Bridgend" er på ingen måde dokumentarisk, men er en ren spekulation i, hvad der kan drive sådan en bølge af selvmord, med den unge hovedperson som følelsesmæssigt anker i fortællingen. Det er en historie om vild og rodløs ungdom, om at vokse op et sted uden større fremtidsmuligheder, om gruppeidentitet og foragt for forældregenerationen, og først og fremmest om fremmedgørelse.
Det er selvsagt temaer, som er set før, men det lykkes for Rønde og hans filmhold at levere dem med en temmelig særegen stil og stemning. Først og fremmest båret af Magnus Jøncks fede billeder, der slår et dystert samspil an mellem trist soveby og truende natur, men samtidig leverer utroligt flotte, nærmest maleriske billedkompositioner. Kombineret med en stærk lydside gør det "Bridgend" til en skummelt stemningsfuld film, der balancer et usædvanligt sted mellem socialrealisme og thriller, endda med et strejf af okkult gyser fra de unges ritualer.
Der er som sådan ikke meget fremadskridende handling i "Bridgend", som mest skildrer et grænsesøgende ungdomsliv, hvor mange ting er ritualiseret, og som netop mest af alt er defineret ved at være på trods af de voksne, en søgen efter fællesskab uden for de normale normer. Og så hænger de sig altså også. Røndes mål er helt klart at formidle stemninger og følelser - at give en følelsesmæssig fornemmelse for, hvad der foregår, frem for en logisk. Og det lykkes også flot med den her stemning af håbløshed og oprørstrang, hvor formålet synes at være oprøret i sig selv. Indtil filmen så får lov til at syre for meget ud i slutsekvensen - men den må også have været svær at binde en traditionel dramatisk sløjfe på.
Det er også lykkedes at samle et hold velfungerende unge briter til filmen, anført af en overbevisende Hannah Murray (Gilly i "Game of Thrones"), der spiller med en god kombination af sødme og styrke som tilflytteren. Særligt Scott Arthur og Elinor Crawley gør det også fint som et par af byens toneangivende teenagere, men de unge roller fungerer altså gennemgående godt - mens filmens voksne omvendt bliver leveret med skuespil, der er mere på det jævne.
"Bridgend" er en film, der fascinerer med en gennemført dyster stemning, og som virkelig formår at formidle følelser af fremmedgørelse og oprørstrang. Og så er det altså en voldsomt overbevisende film rent teknisk, selv om den i sidste ende vist ikke helt ved, hvad den skal bruge sine temaer til. Men sikkert er det, at Jeppe Rønde kan lave film, og efter en så lovende og aparte spillefilmdebut bliver det spændende at se, hvad der ellers kommer fra hans hånd.
Som bonusinfo kan det i øvrigt nævnes, at der faktisk er nogle, der har brugt fremmedgørelsen og oprørstrangen til at komme succesfuldt ud af Bridgend - ved at tage det med på scenen og kalde deres skoleband for Bullet for My Valentine.
15/07-2015
