De fyrede raketten af for tidligt
5.0
Da Marvel hyrede Joe Johnston til at få en af deres mere outdatede helte til at funkle på det store lærred, Captain America, var det i mine øjne det perfekte valg. Af alle de kloge beslutninger Marvel har taget i deres ’Cinematic Universe’-æra rangerer denne ansættelse øverst sammen med castingen af Robert Downey Jr. som Tony Stark. Johnston havde nemlig allerede bevist, at han kunne skrue en film godt sammen om en ’all-american hero’, der er oppe imod nazister. ”The Rocketeer” viste vejen.
Desværre var folk ikke klar til den vej, og det virker næsten uretfærdigt, at det ikke blev starten på en bølge, når man tænker på, hvor godt filmen fungerer den dag i dag. Samtidig er det en periode-superheltefilm, som laver den samme genistreg som var hele hemmeligheden bag ”Captain America: The First Avenger”. I stedet for at jage en modernisering af karakteren, så hylder den i stedet de gamle klassiske dyder, og ved at foregå i den tid, som karakteren er uløseligt forbundet til, bliver det pludselig en sand retro-fornøjelse.
Filmen er gennemført i sin scenografi og kostumer og oser af post-depression og det overskud, den amerikanske ånd var ved at genfinde. Et billede herpå er ballroom-sekvensen. Det hele er meget autentisk lavet, men selve stemningen er også autentisk. Kameraføringen er glidende elegant og vugger nærmest i takt med bandet. Ligesom Hollwyoods elite ved de runde borde har Johnston ikke travlt. Han sørger for, vi kan nå at nyde øjeblikket. ”The Rocketeer” er et glimrende eksempel på, at man kan lave en håbløst gammeldags film, som alligevel underholder bedre end mange af de titler, den sloges med ved billetlugerne i sin tid. Tempo er ikke en kvalitet i sig selv.
Men når der så ER tempo, frydes man også. Jetpack-scenerne er fyldt med fart og flammer, og de er egentlig ret godt lavet taget i betragtning af, at produktionen blev indledt i 1990. Og så er det altså svært ikke at være glad for en film, hvis klimaks foregår ovenpå en eksploderende zeppeliner.
Noget jeg også elsker ved tilgangen er den ærefrygt, omgivelserne har overfor jetpacken, og den behandles som den teknologiske revolution, den er. Når Tony Stark i Iron Man-filmene har opfundet noget nyt med et fingerknips, er det svært at blive imponeret fordi han selv har en ”nåh, det var da ikke noget særligt”-attitude omkring det. Her behandler karaktererne jetpacken med lige dele frygt og respekt, og det er fedt! Scenen hvor de tester den ubemandet i ørkenen er herlig.
Castingen er prikken over i’et. Billy Campbell er velvalgt som den forelskede helt med hjertet på rette sted, Alan Arkin ligeså, Jennifer Connely er uimodståelig, men det største plus er Timothy Dalton i skurkerollen som nazisympatiserende filmstjerne. Han er en led skid, men jeg elsker de scener, hvor han bliver nødt til at finde charmen frem. Her er han slesk forførende – vi oplever kort sagt, hvordan det ville se ud, hvis Dalton havde spillet Bond-rollen som Roger Moore. Hah, uvurderligt!
Og nå ja, James Horners soundtrack passer perfekt til filmen. En skam vi mistede ham for nylig, for når det drejede sig om den klassiske orkesterlyd, var han et naturtalent.”The Rocketeer” er god gammeldags letbenet underholdning, som leverer hele vejen takket være Johnstons overordentligt gode håndværk. Med undtagelse af effekterne kan den i mine øjne snildt hamle op med de højteknologiske Marvel-film.
Desværre var folk ikke klar til den vej, og det virker næsten uretfærdigt, at det ikke blev starten på en bølge, når man tænker på, hvor godt filmen fungerer den dag i dag. Samtidig er det en periode-superheltefilm, som laver den samme genistreg som var hele hemmeligheden bag ”Captain America: The First Avenger”. I stedet for at jage en modernisering af karakteren, så hylder den i stedet de gamle klassiske dyder, og ved at foregå i den tid, som karakteren er uløseligt forbundet til, bliver det pludselig en sand retro-fornøjelse.
Filmen er gennemført i sin scenografi og kostumer og oser af post-depression og det overskud, den amerikanske ånd var ved at genfinde. Et billede herpå er ballroom-sekvensen. Det hele er meget autentisk lavet, men selve stemningen er også autentisk. Kameraføringen er glidende elegant og vugger nærmest i takt med bandet. Ligesom Hollwyoods elite ved de runde borde har Johnston ikke travlt. Han sørger for, vi kan nå at nyde øjeblikket. ”The Rocketeer” er et glimrende eksempel på, at man kan lave en håbløst gammeldags film, som alligevel underholder bedre end mange af de titler, den sloges med ved billetlugerne i sin tid. Tempo er ikke en kvalitet i sig selv.
Men når der så ER tempo, frydes man også. Jetpack-scenerne er fyldt med fart og flammer, og de er egentlig ret godt lavet taget i betragtning af, at produktionen blev indledt i 1990. Og så er det altså svært ikke at være glad for en film, hvis klimaks foregår ovenpå en eksploderende zeppeliner.
Noget jeg også elsker ved tilgangen er den ærefrygt, omgivelserne har overfor jetpacken, og den behandles som den teknologiske revolution, den er. Når Tony Stark i Iron Man-filmene har opfundet noget nyt med et fingerknips, er det svært at blive imponeret fordi han selv har en ”nåh, det var da ikke noget særligt”-attitude omkring det. Her behandler karaktererne jetpacken med lige dele frygt og respekt, og det er fedt! Scenen hvor de tester den ubemandet i ørkenen er herlig.
Castingen er prikken over i’et. Billy Campbell er velvalgt som den forelskede helt med hjertet på rette sted, Alan Arkin ligeså, Jennifer Connely er uimodståelig, men det største plus er Timothy Dalton i skurkerollen som nazisympatiserende filmstjerne. Han er en led skid, men jeg elsker de scener, hvor han bliver nødt til at finde charmen frem. Her er han slesk forførende – vi oplever kort sagt, hvordan det ville se ud, hvis Dalton havde spillet Bond-rollen som Roger Moore. Hah, uvurderligt!
Og nå ja, James Horners soundtrack passer perfekt til filmen. En skam vi mistede ham for nylig, for når det drejede sig om den klassiske orkesterlyd, var han et naturtalent.”The Rocketeer” er god gammeldags letbenet underholdning, som leverer hele vejen takket være Johnstons overordentligt gode håndværk. Med undtagelse af effekterne kan den i mine øjne snildt hamle op med de højteknologiske Marvel-film.
18/07-2015
