Når sindet er skakmat
5.0
Denne dokumentarfilm om den legendariske amerikanske skakspiller Bobby Fischer er interessant, fordi den lykkedes med både at være en gennemarbejdet portrætfilm men samtidig også er en fascinerende fortælling om grænselandet mellem at være gal og genial. Fischer var begge dele, og blev henholdsvis slagtet og hyldet for det i sit livs efterår og forår. Det er næsten uvirkeligt at få dokumenteret, hvor højt han rent faktisk fløj og hvor langt han rent faktisk faldt. Alene det fysiske er en stærk metafor i filmen, når vi ser Fischer gå fra at ligne en filmstjerne fra 1940’erne til at ligne en guldgraver fra 1840’erne. Jeg kendte på forhånd kun ”forsiden” af medaljen, så denne dokumentar efterlod mig virkelig trist.
Jeg fik sgu ondt af manden. Jeg burde, ligesom resten af verden, vende ham ryggen, på grund af hans barnlige stædighed, hans trættende arrogance og hans senere antisemitiske verdenssyn. Jeg burde ignorere ham. Men det er ganske enkelt umuligt ikke at fordybe sig i hans personlighed. Eller rettere sagt at forsøge at gøre det. Han er en gåde, og filmen løser den selvfølgelig ikke - sådan er det jo med gåder. Til gengæld tror jeg, vi kommer så tæt på, som det kan lade sig gøre, når man har med en så menneskesky og lukket person at gøre. Liz Garbus har gjort et imponerende stykke arbejde i forhold til at indsamle arkivklip og væve dem sammen, især når man tænker på hvor store huller der er i den historie, hun fortæller (Fischer trak sig helt ud af rampelyset i store dele af sit liv).
Men hvis man som samfund spejler sig i en enkeltpersons bedrifter, må man også give personen lang snor, når det geniale bliver galt. Fischer fik ikke en centimeter. Dette er den spændende kerne i ”Bobby Fischer Against the World”. For USA er lige så hurtig til at slå hånden af ham, som de var til at kysse samme hånd, da de indså, at de kunne bruge ham som våben i deres egen koldkrigspolitiske agenda. Bobbys hjemland gav ham kys og lussinger. Og intet andet. Så skal det gå galt.
Jeg kan kun anbefale denne positive overraskelse. Men måske det skal tages med et gran salt, for jeg kunne se filmen uden lyd, hvis det skulle være. Bare observere Fischer mens han interviewes. Kigge ind i de store gådefulde øjne og forsøge at aflure, hvornår geniet slukkes og galningen tændes.
Jeg fik sgu ondt af manden. Jeg burde, ligesom resten af verden, vende ham ryggen, på grund af hans barnlige stædighed, hans trættende arrogance og hans senere antisemitiske verdenssyn. Jeg burde ignorere ham. Men det er ganske enkelt umuligt ikke at fordybe sig i hans personlighed. Eller rettere sagt at forsøge at gøre det. Han er en gåde, og filmen løser den selvfølgelig ikke - sådan er det jo med gåder. Til gengæld tror jeg, vi kommer så tæt på, som det kan lade sig gøre, når man har med en så menneskesky og lukket person at gøre. Liz Garbus har gjort et imponerende stykke arbejde i forhold til at indsamle arkivklip og væve dem sammen, især når man tænker på hvor store huller der er i den historie, hun fortæller (Fischer trak sig helt ud af rampelyset i store dele af sit liv).
Men hvis man som samfund spejler sig i en enkeltpersons bedrifter, må man også give personen lang snor, når det geniale bliver galt. Fischer fik ikke en centimeter. Dette er den spændende kerne i ”Bobby Fischer Against the World”. For USA er lige så hurtig til at slå hånden af ham, som de var til at kysse samme hånd, da de indså, at de kunne bruge ham som våben i deres egen koldkrigspolitiske agenda. Bobbys hjemland gav ham kys og lussinger. Og intet andet. Så skal det gå galt.
Jeg kan kun anbefale denne positive overraskelse. Men måske det skal tages med et gran salt, for jeg kunne se filmen uden lyd, hvis det skulle være. Bare observere Fischer mens han interviewes. Kigge ind i de store gådefulde øjne og forsøge at aflure, hvornår geniet slukkes og galningen tændes.
19/07-2015
