Cool som Draculas krypt, artsy som en hel Sundance-jury
4.0
Artsy iransk vampyrfilm i sort-hvid. Så bliver det ikke meget mere arthouse. Bortset fra at filmen faktisk ikke er iransk, hvilket jeg lige kommer tilbage til. Men "A Girl Walks Home Alone at Night" foregår i hvert fald i noget, der må formodes at være Iran, eftersom alle taler persisk i den skumle by, hvis navn bliver oversat til Bad City. Der lever folk et rimelig trist liv, og én af hovedpersonerne er en ung mand, som bliver ramt af sin uduelige fars narkomisbrug og gæld. Og så er der altså også en ung kvinde iført chador, som suger folks blod.
"A Girl Walks Home Alone at Night" er lavet af en åbenlyst talentfuld debutant. Forfatter-instruktør Ana Lily Amirpour er af iransk baggrund, men er født i England og opvokset i Californien, hvor hun også er uddannet. Så det er altså en blanding af iransk og amerikansk kultur, der giver inspiration til hendes vampyrfilm, som i øvrigt er en 100% amerikansk produktion, der første gang blev vist på Sundance Festival.
Og det er der kommet en interessant film ud af, som både er meget anderledes og meget genkendelig i sit arthouse-genremiks med fokus på stil. "A Girl Walks Home Alone at Night" har klart et feministisk blik på tingene, ved at vampyren mestendels spiser onde mænd, der bl.a. mishandler kvinder, og der bliver også direkte refereret til de rigide sociale regler i fundamentalistisk islam. Her er kvinderne tildækkede og bliver belært om deres opførsel, samtidig med at Bad City skildres som et bundråddent sted fyldt med narko, vold og prostitution.
Det bliver så blandet med, at Amirpour meget tydeligt har hentet inspiration fra Jim Jarmuschs tidlige film til sin skildring af slackerliv og en aparte kærlighedshistorie, der nærmest udspiller sig i slowmotion. Der er scener, hvor Amirpour tør trække tempoet helt ud af filmen og på den måde viser den svære tiltrækning mellem de to hovedpersoner, ved at det, der foregår på lærredet, simpelt hen går enormt langsomt. I andre scener bliver det blandet med en klar inspiration fra David Lynchs tidlige film til et billede af fremmedgørelse og generel oprørstrang i det postindustrielle samfund.
Nu lyder det vel, som om "A Girl Walks Home Alone at Night" er en enormt intellektuel og artsy film. Artsy er den da også så rigeligt, men hvis man lige fjerner alle tanker om temaer i baggrunden, er det også en film, der bliver leveret med glimt i øjet og god sans for sort humor. På en sindssygt flot sort-hvid billedside, bakket op af et lækkert soundtrack, der effektivt springer rundt mellem iransk folkemusik, indierock og Ennio Morricone-inspireret spaghettiwestern-fanfare. Den iranske indflydelse slår i øvrigt også igennem, ved at alle medvirkende faktisk har iransk baggrund - hvor amerikansk-iranske Sheila Vand især brænder flot igennem som uudgrundelig vampyr.
"A Girl Walks Home Alone at Night" er en legende, underholdende, aparte film, lavet af en ung instruktør, som tydeligvis har fuldstændig styr på filmhistorie, filmsprog og virkemidler. Hendes vampyrhistorie er dog mere stil end indhold, fordi der netop bliver leget så meget med genre og flow, at der i mine øjne godt kunne være strammet op, så filmen ikke kun var konsekvent i teknik og stil, men også havde en skarpere formidling af fortælling og temaer. Men en film med en chadorklædt vampyr, der kører på skateboard, er trods alt temmelig unik.
Jeg vil meget gerne se Amirpours næste film, som hun selv beskriver som en blanding af "The Road Warrior" og "Pretty in Pink". Med kannibaler.
"A Girl Walks Home Alone at Night" er lavet af en åbenlyst talentfuld debutant. Forfatter-instruktør Ana Lily Amirpour er af iransk baggrund, men er født i England og opvokset i Californien, hvor hun også er uddannet. Så det er altså en blanding af iransk og amerikansk kultur, der giver inspiration til hendes vampyrfilm, som i øvrigt er en 100% amerikansk produktion, der første gang blev vist på Sundance Festival.
Og det er der kommet en interessant film ud af, som både er meget anderledes og meget genkendelig i sit arthouse-genremiks med fokus på stil. "A Girl Walks Home Alone at Night" har klart et feministisk blik på tingene, ved at vampyren mestendels spiser onde mænd, der bl.a. mishandler kvinder, og der bliver også direkte refereret til de rigide sociale regler i fundamentalistisk islam. Her er kvinderne tildækkede og bliver belært om deres opførsel, samtidig med at Bad City skildres som et bundråddent sted fyldt med narko, vold og prostitution.
Det bliver så blandet med, at Amirpour meget tydeligt har hentet inspiration fra Jim Jarmuschs tidlige film til sin skildring af slackerliv og en aparte kærlighedshistorie, der nærmest udspiller sig i slowmotion. Der er scener, hvor Amirpour tør trække tempoet helt ud af filmen og på den måde viser den svære tiltrækning mellem de to hovedpersoner, ved at det, der foregår på lærredet, simpelt hen går enormt langsomt. I andre scener bliver det blandet med en klar inspiration fra David Lynchs tidlige film til et billede af fremmedgørelse og generel oprørstrang i det postindustrielle samfund.
Nu lyder det vel, som om "A Girl Walks Home Alone at Night" er en enormt intellektuel og artsy film. Artsy er den da også så rigeligt, men hvis man lige fjerner alle tanker om temaer i baggrunden, er det også en film, der bliver leveret med glimt i øjet og god sans for sort humor. På en sindssygt flot sort-hvid billedside, bakket op af et lækkert soundtrack, der effektivt springer rundt mellem iransk folkemusik, indierock og Ennio Morricone-inspireret spaghettiwestern-fanfare. Den iranske indflydelse slår i øvrigt også igennem, ved at alle medvirkende faktisk har iransk baggrund - hvor amerikansk-iranske Sheila Vand især brænder flot igennem som uudgrundelig vampyr.
"A Girl Walks Home Alone at Night" er en legende, underholdende, aparte film, lavet af en ung instruktør, som tydeligvis har fuldstændig styr på filmhistorie, filmsprog og virkemidler. Hendes vampyrhistorie er dog mere stil end indhold, fordi der netop bliver leget så meget med genre og flow, at der i mine øjne godt kunne være strammet op, så filmen ikke kun var konsekvent i teknik og stil, men også havde en skarpere formidling af fortælling og temaer. Men en film med en chadorklædt vampyr, der kører på skateboard, er trods alt temmelig unik.
Jeg vil meget gerne se Amirpours næste film, som hun selv beskriver som en blanding af "The Road Warrior" og "Pretty in Pink". Med kannibaler.
25/07-2015
