Ikke så super
3.0
Det var ikke ligefrem med høje forventninger, jeg satte mig til at se "Superman: The Movie", da jeg langt fra er fan af Superman generelt. For mig er han en kende uinteressant, fordi han er så gennemgribende god. Han kan ikke føle smerte og kan (næsten) alt. For mig at se, er Superman den kedeligste superhelt. Batman og Spider-Man er langt mere interessante.
Ser jeg bort fra det, så kan jeg sagtens se, hvorfor den har fået en vigtig plads i filmhistorien. Den er jo en klassiker, en banebrydende film for Hollywood. Effekterne er faktisk også overraskende gode - og langt mere opfindsomme end i "Man of Steel" fra 2013, som da heller ikke ejer nogen form for selvironi og humor, hvilket jeg mener hører sig til i en Superman-film.
Forståeligt er det da også, at Christopher Reeve sidenhen har opnået kultstatus i rollen som Manden af stål. Reeve har den fornødne karisma, der skal til for at udfylde en sådan figur, omend jeg personligt mangler nogle flere sider af en hovedkarakter, end hvad Superman selvklart kan have. Og så er al skuespillet i filmen altså lidt overspillet til min smag.
Det er imidlertid sjovt at kigge tilbage på, hvad superhelte-genren engang var, i forhold til det vi bliver bombarderet med disse år. Det hele er blevet meget mere seriøst, mørkt og EEEPIIISK! Så episk at ordet mister sin betydning. Det er stort for at være stort, det er obligatorisk med unødvendigt lange ramasjang-bombardement sekvenser; mer' med mer' på. Det er det, der er sjovt (og ret befriende) ved at gå tilbage til "Superman: The Movie" fra 1978, hvis man ikke har et nostalgisk forhold til den. Det har jeg ikke, og derfor bliver det mere et finurligt kig på, hvordan en kæmpe amerikansk blockbuster kunne se ud i kølvandet på "Jaws" og "Star Wars".
Men en perfekt superheltefilm? Nej, det mener jeg ikke. "The Dark Knight" vil altid være min favorit i genren, idet den satte helt nye standarder for genren (og film generelt, på godt og ondt). Og vil jeg gense en superheltefilm i den mere eventyrlige, lette, tegneserieagtige ende, så vælger jeg til enhver tid hellere Sam Raimis "Spider-Man" eller en af de mange gode "X-Men"-film.
Ser jeg bort fra det, så kan jeg sagtens se, hvorfor den har fået en vigtig plads i filmhistorien. Den er jo en klassiker, en banebrydende film for Hollywood. Effekterne er faktisk også overraskende gode - og langt mere opfindsomme end i "Man of Steel" fra 2013, som da heller ikke ejer nogen form for selvironi og humor, hvilket jeg mener hører sig til i en Superman-film.
Forståeligt er det da også, at Christopher Reeve sidenhen har opnået kultstatus i rollen som Manden af stål. Reeve har den fornødne karisma, der skal til for at udfylde en sådan figur, omend jeg personligt mangler nogle flere sider af en hovedkarakter, end hvad Superman selvklart kan have. Og så er al skuespillet i filmen altså lidt overspillet til min smag.
Det er imidlertid sjovt at kigge tilbage på, hvad superhelte-genren engang var, i forhold til det vi bliver bombarderet med disse år. Det hele er blevet meget mere seriøst, mørkt og EEEPIIISK! Så episk at ordet mister sin betydning. Det er stort for at være stort, det er obligatorisk med unødvendigt lange ramasjang-bombardement sekvenser; mer' med mer' på. Det er det, der er sjovt (og ret befriende) ved at gå tilbage til "Superman: The Movie" fra 1978, hvis man ikke har et nostalgisk forhold til den. Det har jeg ikke, og derfor bliver det mere et finurligt kig på, hvordan en kæmpe amerikansk blockbuster kunne se ud i kølvandet på "Jaws" og "Star Wars".
Men en perfekt superheltefilm? Nej, det mener jeg ikke. "The Dark Knight" vil altid være min favorit i genren, idet den satte helt nye standarder for genren (og film generelt, på godt og ondt). Og vil jeg gense en superheltefilm i den mere eventyrlige, lette, tegneserieagtige ende, så vælger jeg til enhver tid hellere Sam Raimis "Spider-Man" eller en af de mange gode "X-Men"-film.
25/07-2015
