Heart of Danishness?
2.0
I 1836 ankommer en idealistisk ung botaniker til den danske koloni på Guldkysten for at rette op på den skrantende plantagedrift. Hans projekt møder dog modstand fra både indfødte og koloniherrer, og helt galt går det, efter han opdager, at der stadig bliver udskibet slaver fra kysten, selv om det officielt er blevet forbudt.
Når man taler om den danske kolonitid, er det oftest Grønland og Vestindien, det handler om. Sjældnere kolonien på Guldkysten, som i 1850 blev solgt til briterne og i dag er en del af Ghana. Det vil forfatter-instruktør Daniel Dencik tydeligvis gerne lave om på med denne arketypiske historie om en velmenende europæer, der vil bringe civilisationens glæder til de vilde, men møder en fjendtlig og brutal virkelighed - inklusive udnyttelse og mishandling af det oprindelige folk.
"Guldkysten" er tænkt som en mental rejse ind i mørket, hvor hovedpersonen går mere og mere til i en tilstand af desperation og delirium. Inspirationen fra Joseph Conrads klassiske roman "Heart of Darkness" er åbenlys, og det er den filmiske inspiration fra den mest berømte Conrad-filmatisering, "Apocalypse Now", også. Her mangler der dog i afgørende grad den direkte modpol, som karakteren Kurtz udgør i både bog og Vietnamfilm. Der er ikke for alvor noget at hænge al ondskaben op på, og det betyder, at Jakob Oftebros hovedperson sejler lidt formålsløst rundt mellem koloniherrer, der er onde på den fulde og lidt fesne danske bodegamåde.
Værre er det nu, at filmen så udpræget fortæller sin historie fra den hvide mands perspektiv. Der er Dencik delvist ramt af uheldige omstændigheder, for i det oprindelige manuskript var der en kærlighedshistorie mellem hovedpersonen og en ung sort kvinde, som formentlig ville have givet en meget mere levende skildring af den sorte side af historien. Men den kvindelige hovedrolleskuespiller blev så syg, at hun ikke kunne gennemføre optagelserne, og derfor valgte Dencik at skrive hendes rolle ud. I stedet er der blevet mere plads til den udsyrede, deliriske del af filmen, men jeg synes, det åbner for en væsentlig kritik: "Guldkysten" er blevet en ren 'white man's burden'-fortælling, ved at den primært er forankret i sin hvide hovedpersons møde med det fremmede og hans utilstrækkelige forsøg på at forbedre forholdene i kolonien. Filmen får et samlet udtryk, hvor det næsten virker mere synd for ham, at han mislykkes, end det er for slaverne selv.
Den drømmende og feberagtige del af filmen er så i øvrigt godt lavet. Her er den åbenlyse inspiration Terrence Malicks nyere film, og Martin Munchs billeder er flotte med god brug af den lokale natur og visuelle effekter, der giver det drømmende og/eller deliriske præg. Desværre giver det så også filmen et præg af naiv eksotisme i samspillet med den udpræget hvide fortælleposition. Men teknisk er der intet at udsætte på "Guldkysten" - på det punkt er den virkelig vellavet, og den indeholder også én af de skarpeste kampscener, jeg har set i en dansk film. Dertil er det interessant, at Dencik har fået David Lynchs gamle komponist, Angelo Badalamenti, til at skrive musik til filmen. Dog med begrænset succes, for flere steder bliver musikken irriterende tilstedeværende.
Som nævnt farer Jakob Oftebro lidt forvildet rundt i filmen, men han lægger dog masser af sjæl i sin klassiske idealist, der ser ind i mørket og bliver opslugt af galskab og nederlag. Resten af skuespillerne har til sammenligning nogle virkelig endimensionelle og klichéfyldte roller - fx Danica Curcic som missionærfruen, der har fået sat sit klaver ud på flodbredden, så hun kan lære de stakkels sorte børn at synge salmer. I sit hjertes godhed når hun også at bede Oftebro om at redde slaverne, før hun dør af den sygdom, hun har anskaffet sig ved at spille salmer på det forkerte sted. Som skrevet: Der er rigeligt med klicheer. Men de danske skuespillere har alligevel mere at spille med end de sorte medvirkende, for de har nærmest ikke én replik tilsammen.
Der er ingen tvivl, om at Daniel Dencik har haft store ambitioner med "Guldkysten". Når man helt automatisk nævner folk som Conrad, Coppola og Malick som inspirationskilder, bliver der sigtet højt. Problemet er bare, at når skidtet så ikke virker, så ender man med en prætentiøs storkikser. Og det er desværre der, "Guldkysten" lander, selv om gode tilløb og detaljer trods alt giver den to stjerner hos mig.
Når man taler om den danske kolonitid, er det oftest Grønland og Vestindien, det handler om. Sjældnere kolonien på Guldkysten, som i 1850 blev solgt til briterne og i dag er en del af Ghana. Det vil forfatter-instruktør Daniel Dencik tydeligvis gerne lave om på med denne arketypiske historie om en velmenende europæer, der vil bringe civilisationens glæder til de vilde, men møder en fjendtlig og brutal virkelighed - inklusive udnyttelse og mishandling af det oprindelige folk.
"Guldkysten" er tænkt som en mental rejse ind i mørket, hvor hovedpersonen går mere og mere til i en tilstand af desperation og delirium. Inspirationen fra Joseph Conrads klassiske roman "Heart of Darkness" er åbenlys, og det er den filmiske inspiration fra den mest berømte Conrad-filmatisering, "Apocalypse Now", også. Her mangler der dog i afgørende grad den direkte modpol, som karakteren Kurtz udgør i både bog og Vietnamfilm. Der er ikke for alvor noget at hænge al ondskaben op på, og det betyder, at Jakob Oftebros hovedperson sejler lidt formålsløst rundt mellem koloniherrer, der er onde på den fulde og lidt fesne danske bodegamåde.
Værre er det nu, at filmen så udpræget fortæller sin historie fra den hvide mands perspektiv. Der er Dencik delvist ramt af uheldige omstændigheder, for i det oprindelige manuskript var der en kærlighedshistorie mellem hovedpersonen og en ung sort kvinde, som formentlig ville have givet en meget mere levende skildring af den sorte side af historien. Men den kvindelige hovedrolleskuespiller blev så syg, at hun ikke kunne gennemføre optagelserne, og derfor valgte Dencik at skrive hendes rolle ud. I stedet er der blevet mere plads til den udsyrede, deliriske del af filmen, men jeg synes, det åbner for en væsentlig kritik: "Guldkysten" er blevet en ren 'white man's burden'-fortælling, ved at den primært er forankret i sin hvide hovedpersons møde med det fremmede og hans utilstrækkelige forsøg på at forbedre forholdene i kolonien. Filmen får et samlet udtryk, hvor det næsten virker mere synd for ham, at han mislykkes, end det er for slaverne selv.
Den drømmende og feberagtige del af filmen er så i øvrigt godt lavet. Her er den åbenlyse inspiration Terrence Malicks nyere film, og Martin Munchs billeder er flotte med god brug af den lokale natur og visuelle effekter, der giver det drømmende og/eller deliriske præg. Desværre giver det så også filmen et præg af naiv eksotisme i samspillet med den udpræget hvide fortælleposition. Men teknisk er der intet at udsætte på "Guldkysten" - på det punkt er den virkelig vellavet, og den indeholder også én af de skarpeste kampscener, jeg har set i en dansk film. Dertil er det interessant, at Dencik har fået David Lynchs gamle komponist, Angelo Badalamenti, til at skrive musik til filmen. Dog med begrænset succes, for flere steder bliver musikken irriterende tilstedeværende.
Som nævnt farer Jakob Oftebro lidt forvildet rundt i filmen, men han lægger dog masser af sjæl i sin klassiske idealist, der ser ind i mørket og bliver opslugt af galskab og nederlag. Resten af skuespillerne har til sammenligning nogle virkelig endimensionelle og klichéfyldte roller - fx Danica Curcic som missionærfruen, der har fået sat sit klaver ud på flodbredden, så hun kan lære de stakkels sorte børn at synge salmer. I sit hjertes godhed når hun også at bede Oftebro om at redde slaverne, før hun dør af den sygdom, hun har anskaffet sig ved at spille salmer på det forkerte sted. Som skrevet: Der er rigeligt med klicheer. Men de danske skuespillere har alligevel mere at spille med end de sorte medvirkende, for de har nærmest ikke én replik tilsammen.
Der er ingen tvivl, om at Daniel Dencik har haft store ambitioner med "Guldkysten". Når man helt automatisk nævner folk som Conrad, Coppola og Malick som inspirationskilder, bliver der sigtet højt. Problemet er bare, at når skidtet så ikke virker, så ender man med en prætentiøs storkikser. Og det er desværre der, "Guldkysten" lander, selv om gode tilløb og detaljer trods alt giver den to stjerner hos mig.
27/07-2015
