Get high with a little help from your friends
4.0
Der var engang fire unge drenge... Nej, det er jo for helvede ikke et eventyr. Året er 1967, fire unge drenge i syvende klasse vokser op i Oslo, hvor Beatles-feberen raser. Verden undergår radikal politisk forandring; befolkningen gør oprør mod autoriteterne, modstanden mod Vietnam-krigen accelererer, og der sker et opbrud mellem det at gå fra barn til voksen.
Det mærker også de fire identitetssøgende drenge Kim, Gunnar, Ola og Seb, som hver har taget alias efter en Beatle, der spejler deres personlighed og påklædning. Drømmen er at starte eget band, The Snafus, som er forkortelse af ”Situation normal. All fucked up”. Men det er bare ikke lige sådan, for instrumenter er satans dyre, så firkløveren må nøjes med udstyr af støvet pap og gamle kosteskafter.
Nemmere bliver det da heller ikke, at de fire drenge er fulde af forstyrrende hormoner. Der er piger at opdage, alkoholvaner at dyrke og fester at deltage i. For filmens hovedkarakter, Kim Karlsen, der er gruppens svar på den pæne Paul Mccartney, betyder forelskelsen til overklassepigen Cecilie, at han må til at lære at tage ansvar, skabe fodfæste og finde sin egen stemme i livet. Cecilie (hvis far er danske Peter Gantzler i en kostelig birolle) er ny i klassen; hun er følsom og smuk, naiv og mystisk som Martins Victoria, og man forstår hvorfor, Kim betages af hende.
Med det er der altså lagt op til en klassisk coming-of-age fortælling om at finde sig selv, om ubrydelige venskaber og mødet med den første, store kærlighed. På det punkt minder den meget om Bille Augusts mere alvorlige ungdomsfilm, "Zappa" og "Tro, Håb og Kælighed", der ligeledes forgår i 1960’erne. Peter Flinths "Beatles" når ikke helt samme højder, men mindre kan bestemt også gøre det, og sammenligner vi med udbuddet af danske ungdomsfilm disse år, er den lysår bedre. Mildt sagt.
Og det er selvom, den rigtignok ikke ejer samme melankolske tyngde som fx norske Joachim Triers "Reprise" og "Oslo, 31. august". Men de er også vidt forskellige. Ikke desto mindre vidner disse film om, at Norge har overhalet Danmark med længder, når det kommer til skandinaviske ungdomsfilm. Ambitionerne fejler i al fald ikke noget.
For "Beatles" er en dejligt opløftende film. En film med glødende håb og barske skuffelser - og på toppen af det hele, er der musik. Musik fra det bedste band nogensinde. Det er en fryd for en sand Beatlemaniac at være vidne til dette nostalgiske og charmerende tilbageblik på fire venner på nippet til voksenalderen og deres nærmest religiøse dyrkelse af The Beatles. Selv hvis man ikke deler samme fascination for det engelske rockband fra Liverpool, vil man formentlig alligevel se meget af sig selv i de friske drenge, da de fleste har - eller har haft - store idoler.
Og hvad mente jeg egentlige med min introduktion? Det må du se filmen for at forstå: http://goo.gl/q9xIMF
Det mærker også de fire identitetssøgende drenge Kim, Gunnar, Ola og Seb, som hver har taget alias efter en Beatle, der spejler deres personlighed og påklædning. Drømmen er at starte eget band, The Snafus, som er forkortelse af ”Situation normal. All fucked up”. Men det er bare ikke lige sådan, for instrumenter er satans dyre, så firkløveren må nøjes med udstyr af støvet pap og gamle kosteskafter.
Nemmere bliver det da heller ikke, at de fire drenge er fulde af forstyrrende hormoner. Der er piger at opdage, alkoholvaner at dyrke og fester at deltage i. For filmens hovedkarakter, Kim Karlsen, der er gruppens svar på den pæne Paul Mccartney, betyder forelskelsen til overklassepigen Cecilie, at han må til at lære at tage ansvar, skabe fodfæste og finde sin egen stemme i livet. Cecilie (hvis far er danske Peter Gantzler i en kostelig birolle) er ny i klassen; hun er følsom og smuk, naiv og mystisk som Martins Victoria, og man forstår hvorfor, Kim betages af hende.
Med det er der altså lagt op til en klassisk coming-of-age fortælling om at finde sig selv, om ubrydelige venskaber og mødet med den første, store kærlighed. På det punkt minder den meget om Bille Augusts mere alvorlige ungdomsfilm, "Zappa" og "Tro, Håb og Kælighed", der ligeledes forgår i 1960’erne. Peter Flinths "Beatles" når ikke helt samme højder, men mindre kan bestemt også gøre det, og sammenligner vi med udbuddet af danske ungdomsfilm disse år, er den lysår bedre. Mildt sagt.
Og det er selvom, den rigtignok ikke ejer samme melankolske tyngde som fx norske Joachim Triers "Reprise" og "Oslo, 31. august". Men de er også vidt forskellige. Ikke desto mindre vidner disse film om, at Norge har overhalet Danmark med længder, når det kommer til skandinaviske ungdomsfilm. Ambitionerne fejler i al fald ikke noget.
For "Beatles" er en dejligt opløftende film. En film med glødende håb og barske skuffelser - og på toppen af det hele, er der musik. Musik fra det bedste band nogensinde. Det er en fryd for en sand Beatlemaniac at være vidne til dette nostalgiske og charmerende tilbageblik på fire venner på nippet til voksenalderen og deres nærmest religiøse dyrkelse af The Beatles. Selv hvis man ikke deler samme fascination for det engelske rockband fra Liverpool, vil man formentlig alligevel se meget af sig selv i de friske drenge, da de fleste har - eller har haft - store idoler.
Og hvad mente jeg egentlige med min introduktion? Det må du se filmen for at forstå: http://goo.gl/q9xIMF
27/07-2015
