Forbilledlig genopfindelse
5.0
Det er i grunden en særlig bedrift som Guy Ritchie stod bag, da han gjorde Sherlock Holmes til en blockbuster-stjerne for nogle år siden. Udover den naturlige glæde ved at karakteren dermed nåede ud til en masse nye sjæle, så vil jeg gerne fejre denne film, fordi den gør noget, som meget sjældent sker. Den lykkedes med at genopfinde en ikonisk karakter og dens univers SAMTIDIG med, at sjælen forbliver intakt.
For filmen er ærkebritisk og oser af Londons tåge samtidig med at det hele føles som et umådeligt frisk pust. Selv Robert Downey Jr. føles britisk med en flot dialekt, og han kan vel i grunden kaldes et symbol på selve filmen. Man har på overfladen amerikaniseret hele Holmes-myten med store eksplosioner og vilde slagsmål, men under overfladen holder man på dyderne og hylder forlægget på yderst elegant vis. Heriblandt Sherlock Holmes' status som detektiv-verdenens Mozart. Det er altså pissecool, den måde filmen viser os hans kreative arbejdsmetoder og illustrerer genialiteten i hans øje for detaljen. Jeg elsker, at der bruges så mange kræfter på at forklare netop denne del overfor den nye generation blandt publikum. Hans arbejde er altopslugende. Det er den Holmes, farmand også lærte at kende.
Er der for meget humor i filmen? Tja, hardcore-fans vil nok hævde det, men sorry, den humor rammer altså ind i solar plexus på mig. Selvfølgelig primært takket være Downeys excentriske optræden, men uden at det kammer over, og så er det også godt skrevet. Ved eksempelvis altid at lade Holmes gå forrest og være sin egen forsøgskanin, er der både grundstof til komik, men mere vigtigt ser vi det heltemodige aspekt ved karakteren. En af de mange fremragende idéer, filmen nærmest vælter sig i. Idéen om en Sherlock Holmes der slår en proper næve udelukkende baseret på sit kendskab til anatomi er decideret genial, og dette er faktisk ikke et uærligt forsøg på at forvandle ham til en ’actionman’. Jeg kan i hvert fald mindes at have læst en historie, hvor han viser kampsportsevner.
Man kan pege på mange kvaliteter, hvis man vil fejre Sherlock Holmes anno 2009. Spillet mellem det videnskabelige og det overnaturlige i plottet er så godt udtænkt, at man fryder sig. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville pege på, hvis jeg skulle sætte fingeren på den ene ting ved filmen, der giver mest anledning til at fejre den. Forholdet mellem Holmes og Watson. Det er så vidunderligt skildret og årsagen til, jeg aldrig kan blive træt af Guy Ricthies Sherlock-univers. Takket være de to dygtige herrer i rollerne, får vi så meget at vide om deres forhold, både gennem det sagte men især det usagte. De beundrer hinanden og frustrerer hinanden, men i bund og grund ved de også godt, de ikke kan undvære hinanden. Ikke kun som kolleger men som venner. Deres venskab (og kampen for at bevare det) er et af de smukkeste, jeg har set i en moderne blockbuster.
For filmen er ærkebritisk og oser af Londons tåge samtidig med at det hele føles som et umådeligt frisk pust. Selv Robert Downey Jr. føles britisk med en flot dialekt, og han kan vel i grunden kaldes et symbol på selve filmen. Man har på overfladen amerikaniseret hele Holmes-myten med store eksplosioner og vilde slagsmål, men under overfladen holder man på dyderne og hylder forlægget på yderst elegant vis. Heriblandt Sherlock Holmes' status som detektiv-verdenens Mozart. Det er altså pissecool, den måde filmen viser os hans kreative arbejdsmetoder og illustrerer genialiteten i hans øje for detaljen. Jeg elsker, at der bruges så mange kræfter på at forklare netop denne del overfor den nye generation blandt publikum. Hans arbejde er altopslugende. Det er den Holmes, farmand også lærte at kende.
Er der for meget humor i filmen? Tja, hardcore-fans vil nok hævde det, men sorry, den humor rammer altså ind i solar plexus på mig. Selvfølgelig primært takket være Downeys excentriske optræden, men uden at det kammer over, og så er det også godt skrevet. Ved eksempelvis altid at lade Holmes gå forrest og være sin egen forsøgskanin, er der både grundstof til komik, men mere vigtigt ser vi det heltemodige aspekt ved karakteren. En af de mange fremragende idéer, filmen nærmest vælter sig i. Idéen om en Sherlock Holmes der slår en proper næve udelukkende baseret på sit kendskab til anatomi er decideret genial, og dette er faktisk ikke et uærligt forsøg på at forvandle ham til en ’actionman’. Jeg kan i hvert fald mindes at have læst en historie, hvor han viser kampsportsevner.
Man kan pege på mange kvaliteter, hvis man vil fejre Sherlock Holmes anno 2009. Spillet mellem det videnskabelige og det overnaturlige i plottet er så godt udtænkt, at man fryder sig. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville pege på, hvis jeg skulle sætte fingeren på den ene ting ved filmen, der giver mest anledning til at fejre den. Forholdet mellem Holmes og Watson. Det er så vidunderligt skildret og årsagen til, jeg aldrig kan blive træt af Guy Ricthies Sherlock-univers. Takket være de to dygtige herrer i rollerne, får vi så meget at vide om deres forhold, både gennem det sagte men især det usagte. De beundrer hinanden og frustrerer hinanden, men i bund og grund ved de også godt, de ikke kan undvære hinanden. Ikke kun som kolleger men som venner. Deres venskab (og kampen for at bevare det) er et af de smukkeste, jeg har set i en moderne blockbuster.
27/07-2015
