Kassettebåndssymfoni

Jean-Jacques Beineix’ "Diva" er mere end blot et af de mest fremtrædende startskud til fransk films ’cinéma du look’. Den dag i dag kan den sagtens stå på egne ben uden at vakle som en tom stiløvelse.

For selvom kritikere har en valid pointe om, at den ofte er mere interesseret i at være stilistisk attraktiv end historiemæssigt attraktiv, så ændrer det ikke en fløjtende fis ved, at den er djævelsk underholdende. Ikke kun i de hektiske øjeblikke men også i de stille. Det bemærkelsesværdige ved "Diva" er nemlig, at den skildrer en scooter-jagt i metroen lige så medrivende som den skildrer en mand, der laver en sandwich (min yndlingsscene).

Det overordnede plot snor sig igennem filmen, flere steder glemmer man det helt, fordi den har indlagt nogle modige pusterum. Og hvor disse måske ikke ligefrem gavner plotfremdriften, så bidrager de med en parisisk skønhed, som er langt mere interessant alligevel. Filmen er kreativt overlegen og konstant egenrådig, og dette er dens sande styrke. Især legen med farverne, de røde og blå toner, er glædelig.

Og så er der en interessant tematisk kamp om din opmærksomhed, som er inkorporeret i plottet fra start til slut. Kampen mellem et meget konkret problem (optrævlingen af en prostitutionsring) og et meget abstrakt problem (kampen for det unikke i kunsten). Nøglen til begge problematikkers skæbne ligger på to forskellige kassettebånd i filmen. Og man er hele tiden i tvivl om, hvilken historie der vigtigst for den at fortælle. "Diva" spiller på to heste, men den gør det på fremragende vis.