Dødsstraf til meningen med livet
5.0
Coen-brødrenes film er noget ganske særligt. Hver og en. Hver gang. De laver dybt personlige film, men de laver også film, der betyder meget for mig personligt. De var blandt de første filmskabere, jeg faldt pladask for. Med undtagelse af Kubrick var de de første, der gjorde indhug i opsparingen, så jeg kunne eje deres samlede værker. De var årsagen til, jeg endevendte internettet for at finde den kode, der kunne gøre min dvd-afspiller kodefri. Og til at jeg i mit ansigts sved møjsommeligt og rytmisk tastede de 35 cifre ind, mens min kammerat skreg dem fra min mors kontorrum.
"The Man Who Wasn’t There" er en af dem, der er gået lidt i glemmebogen, og det fortjener den ikke, da den hører til i toppen i Coen-land. Well, sammen med alle de andre. Denne historie om en tavs barber i efterkrigsårene er så gennemført i sit tidsbillede, at det næsten er perverst. Fordi den både er det scenografisk (helt ned til askebægrene), men også i forhold til den filmtid, den foregår i. Det sort-hvide look giver sig selv, men især lyssætningen er bemærkelsesværdig. Den ærer i den grad film noir-bølgen og dens virkemidler. Filmen er således ikke autentisk, men samtidig er den hamrende autentisk. Denne dobbelthed i udtrykket er virkelig godt udtænkt.
Historien er enkel men kløgtig i forhold til den slut-hilsen, vi efterlades med. Jeg ser den først og fremmest som en komedie (hvor den i den grad tager kegler), men den slutter ikke just i glæde. Og så alligevel – den mutte Crane forlader den verden, han aldrig var en del af til at begynde med. Titlen giver så meget mening. Dybest set er det en fortælling om livets meningsløshed (personificeret af Crane) og vores søgen efter svar, der ikke er der. Hvad enten man prøver at finde dem i UFO-besøg eller Beethoven.
Billy Bob Thornton er i øvrigt perfekt i titelrollen. Han har alle dage været en fantastisk skuespiller, men hvor er det altså utroligt at se hvor meget, han får ud af det træansigt, han hænger på her. Ganske enkelt fremragende.
"The Man Who Wasn’t There" er en af dem, der er gået lidt i glemmebogen, og det fortjener den ikke, da den hører til i toppen i Coen-land. Well, sammen med alle de andre. Denne historie om en tavs barber i efterkrigsårene er så gennemført i sit tidsbillede, at det næsten er perverst. Fordi den både er det scenografisk (helt ned til askebægrene), men også i forhold til den filmtid, den foregår i. Det sort-hvide look giver sig selv, men især lyssætningen er bemærkelsesværdig. Den ærer i den grad film noir-bølgen og dens virkemidler. Filmen er således ikke autentisk, men samtidig er den hamrende autentisk. Denne dobbelthed i udtrykket er virkelig godt udtænkt.
Historien er enkel men kløgtig i forhold til den slut-hilsen, vi efterlades med. Jeg ser den først og fremmest som en komedie (hvor den i den grad tager kegler), men den slutter ikke just i glæde. Og så alligevel – den mutte Crane forlader den verden, han aldrig var en del af til at begynde med. Titlen giver så meget mening. Dybest set er det en fortælling om livets meningsløshed (personificeret af Crane) og vores søgen efter svar, der ikke er der. Hvad enten man prøver at finde dem i UFO-besøg eller Beethoven.
Billy Bob Thornton er i øvrigt perfekt i titelrollen. Han har alle dage været en fantastisk skuespiller, men hvor er det altså utroligt at se hvor meget, han får ud af det træansigt, han hænger på her. Ganske enkelt fremragende.
31/07-2015
