Ung mand flyder

På et tidspunkt i ’Kurt Cobain: Montage of Heck’ er det amerikanske rockband Nirvana lige præcis der, hvor det synes at skulle være; forgudet af unge fans og frygtet af forældre, beundret af eksperter og selvskrevet til fremtidens historiebøger. Som en af filmens interviewpersoner formulerer det, så kan bandets tre medlemmer tjene ’a shitload of money’ ved at rejse verden rundt med et af de til dato hotteste rockalbums nogensinde indspillet, ’Nevermind’, i ryggen.

Nirvana kan med andre ord gøre, hvad Nirvana vil.

Men rejse verden rundt har Nirvanas 25-årige guitarspillende forsanger og frontfigur, Kurt Cobain, slet ikke lyst til. Han vil ikke sole sig i den succes og de shitloads af penge, han med et hårdt og ensomt liv i bagagen udelukkende kan takke sig selv og sit talent for. I stedet vil han ryge smøger, skrive sange, tage heroin og flyde i sofaen med sin kæreste, Courtney Love.

Sådan noget er fascinerende for sådan nogen som dig og mig, der ikke selv er rockstjerner og kan gøre, hvad vi vil. Rockstjernen, der går sine egne veje, og tager alle de stoffer, han vil. Men ’Montage of Heck’ og dens instruktør, Brent Morgan, lader sig ikke forføre af mytologien om rockmusikeren, der er svæver rundt i sit eget filosofiske luftlag og træffer de valg, han kun selv forstår. Så nemt er det ikke.

Heldigvis punkterer filmen ikke Cobains myte blot for at kunne stille en dokumentarfilmsskabers sensationssult. For ’Montage of Heck’ piller så absolut Kurt Cobain ned fra piedestalen, men den undlader så absolut også at træde på ham, så snart han er i øjenhøjde med vi andre dødelige.

For folk, der betragter afdøde Kurt Cobain som en myte, som et slags fænomen, hvis eksistens for evigt vil være ærefrygtindgydende og utilnærmelig, vil ’Montage of Heck’ sikkert virke forsimplende i sit forsøg på at beskrive en gudsbenådet musiker som intet hverken mere eller mindre end et menneske. Vi andre kan glæde os over en film, der både fungerer i stort og småt; ’Montage of Heck’ forsøger at indkapsler den særlige nerve i tiden, Corbain og Nirvana ramte med deres musik, samtidig med at overbevise om mandens reelle kærlighed for at tøffe rundt i prikkede, løstsiddende natbukser og være alene med sig selv, sin kæreste og sit tungsind i et hus, der flyder over med skrald og fyldte askebægre.

For sådan kunne Kurt Cobain tilsyneladende bedst lide det. Han kunne lide det heck - et engelsk slang-ord for krydsningen mellem hell og fuck - som også filmens tittel låner, og som ligger til grund for den måske smukkeste sekvens i Brent Morgans dokumentarfilm. Her ser vi Cobain som ung mand alene på et tilrodet teenageværelse, hvor han indspiller historier på kassettebånd med sin egen, forvrængede stemme, maler uforklarlige malerier og skriver lyrik om de mørke tanker, der vælter ud af ham. Kurt Cobain: Montage of Heck skriver han med sprittusch på kassettebåndene. Corbains ungdommelige gnist er i denne lille tegnefilmssekvens utæmmelig, og så meget desto stærkere virker den, jo længere hen imod den døde zone af heroin og apati, filmens anden halvdel kommer.

Når ’Montage of Heck’ når dertil, begynder Kurt Cobain for alvor at flyde og drifte. Han sidder og stirrer tomt ud i luften, når Nirvanas to andre bandmedlemmer besvarer interviewspørgsmål, og han virker næsten lige så verdensfjern, som Gus Van Sant beskrev ham i sin langsomme og unikke slet-ikke-biografiske-biografifilm, ’Last Days’. I stedet for osende motorcykler og whiskeysjusser bliver hele begrebet om Rock’N’Roll her forbundet med noget hypnotisk, nærmest hekserisk, der lægger en sort hinde henover sine involverede. Så sort, at end ikke kærligheden for en datter kunne holde fingeren fra aftrækkeren.

”Jeg vil tjene tre millioner dollars, og bagefter vil jeg være junkie,” citeres Kurt Cobain for at skulle have sagt af sin hustru, Courtney Love. Det er sådan et citat, man husker efter at have set ’Montage of Heck’, fordi det indfanger musikerens på én gang stræberiske og opgivende, abstrakte og banale syn på livet.