O.k. ungdomsfilm mangler lidt kant

Når det kommer til ungdomsbøger, er John Green én af nutidens hotteste forfattere. Han blev første gang filmatiseret med sidste års vellykkede "The Fault in Our Stars", så det er ikke nogen overraskelse, at der er flere Green-bøger på vej til filmlærredet - "Paper Towns" er kun den første.

Hovedpersonen er en lidt nørdet og usikker fyr, der næsten er færdig med high school. Han er ulykkeligt forelsket i sin jævnaldrende genbo, og en aften kravler hun ind ad hans vindue og beder ham om hjælp til hævne sig på en håndfuld venner, der har forrådt hende. Derefter forsvinder hun. Men hovedpersonen er sikker på, at hun har efterladt spor, der fortæller, hvor hun kan findes, og han sætter en eftersøgning i gang sammen med sine venner.

"Paper Towns" kombinerer romantisk drama og coming-of-age-historie, baseret på elementer, der er særdeles velkendte fra amerikansk kultur. For det første er der afslutningen på high school, der markerer en hård overgang til voksenlivet, fordi så mange amerikanere rejser langt væk for at fortsætte deres uddannelse. Og for det andet er der den klassiske historie om den forsigtige fyr, der er forelsket i den vilde og spændende pige, som får ham til at komme ud af sin egen komfortzone.

Jeg har ikke læst noget af Green, men det virker, som om hans succes er baseret på evnen til at skrive genkendelige karakterer og kombinere dem med klicheer som de ovennævnte, samtidig med at han lige giver klicheerne et twist, så tingene ikke altid ender, som man regner med. Det er i hvert fald et fællestræk mellem denne historie og "The Fault in Our Stars", at de handler om en smuk drøm, der så viser sig ikke helt at holde, når virkeligheden rammer. Der er en skæg balance der, for samtidig med, at hans historier klart støtter at have håb og drømme, virker Green også lidt som den bagkloge onkel John, der siger "jaja, nu skal I ikke tro, at træerne vokser ind i himlen".

Jeg ved så ikke, om det siger noget om ungdommen nu til dags, at der åbenbart er brug for historier, om at man ikke skal tro, at alle éns drømme bliver til virkelighed?

Men "Paper Towns" er på mange måder velfungerende historiefortælling - opbygningen med hovedpersonen, der tager på rejse for at 'redde' pigen og lærer en masse undervejs, er klassisk, men effektiv. Samtidig er den dog også så klassisk, at det næsten virker for mekanisk, når historien rammer alle de forventede cues - fx når der lige skal markeres en moderne progressiv holdning til kønsroller og racespørgsmål. Mens den på den anden side hænger meget fast i de amerikanske normer omkring high school, prom night, sex og så videre. Og instruktør Jake Schreier er heller ikke specielt heldig med sine forsøg på at smide komiske mellemspil ind - flere af dem er kiksede på den forkerte måde.

På skuespillersiden er filmen blevet hypet, fordi den indeholder den første store hovedrolle til den britiske model og it-girl Cara Delevingne. Hun gør det ganske fint som den mystiske og eventyrlystne drømmepige, uden at hun dog udviser det store naturlige skuespiltalent, som de største navne i hendes generation har (fx Shailene Woodley, der bar det meste af "The Fault in Our Stars" på sine skuldre). I den egentlige hovedrolle er Nat Wolff også o.k., men uden at kunne overbevise helt, om at hans rolle skulle have så store problemer med den sociale selvtillid, som det forudsættes. Der er derudover glimrende biroller til især Halston Sage og Austin Abrams, men generelt er de unge medvirkende på et o.k. niveau - ikke fremragende.

Og sådan er det også med "Paper Towns" som helhed - den er sådan o.k. uden at skille sig ud på nogen måde. Det er en sympatisk historie med o.k. charmerende karakterer, men den har bare ikke rigtig nogen kant, og instruktør Schreier formår slet ikke at løfte filmen over det pænt acceptable, men også temmelig forglemmelige niveau.