Skuffelse så stor som Rundetårn
2.0
Tim Burton har lavet sin mindst personlige film med "Big Eyes". Jeg kan i hvert fald ikke mindes at have set ham lave en så kreativt fattig film. Det gør mig næsten bekymret, for selvom flere af hans værker i mine øjne falder til jorden, så er netop kreativiteten aldrig fraværende.
Med undtagelse af en enkel sekvens, hvor vores hovedpersons virkelighed pludselig smelter sammen med sine kunstværker, så er der ingen Burton’ske elementer i "Big Eyes". Ingen. Og jeg efterspørger ikke gotisk arkitektur eller en mørk tone. "Big Fish" er eksempelvis et glimrende eksempel på, at Burton ikke behøves mørket for at skabe filmmagi. Men magien udebliver helt her. Dette er ikke en Tim Burton-film.
Og det ikke fordi, setup’et fejler noget med en kuriøs historie hentet fra virkeligheden. Der er masser af potentiale i temaet om kunstnerens distance til kunsten. I stedet har Burton lavet en fuldstændig straight forward fortælling, der i sin dramaturgi og replikker til forveksling ligner en TV-film.
Et andet problem med filmen er Christoph Waltz, som i den ene hovedrolle overspiller grusomt. Jeg fandt ham ganske enkelt pisseirriterende, og selvom det muligvis har været hensigten, så skal han samtidig også forestille at være en person, hvis charme baner vejen for ham. Han er mere en idiot end han er en charmør. Helt galt går det til sidst, hvor han højst utroværdigt klovner sig igennem retssagen. En retssag der i øvrigt afgøres af noget så indlysende, at man undervejs bare sidder og spekulerer på, hvornår det sker. Det er altså en virkelig sløj spændingskurve.
I sidste ende er dette en film om en maler hvis kunstneriske stempel er så tydeligt, at man omgående kender værkerne, lavet af en instruktør hvis kunstneriske stempel er så tydeligt, man omgående kender værkerne. Bare ikke denne gang, ironisk nok.
Med undtagelse af en enkel sekvens, hvor vores hovedpersons virkelighed pludselig smelter sammen med sine kunstværker, så er der ingen Burton’ske elementer i "Big Eyes". Ingen. Og jeg efterspørger ikke gotisk arkitektur eller en mørk tone. "Big Fish" er eksempelvis et glimrende eksempel på, at Burton ikke behøves mørket for at skabe filmmagi. Men magien udebliver helt her. Dette er ikke en Tim Burton-film.
Og det ikke fordi, setup’et fejler noget med en kuriøs historie hentet fra virkeligheden. Der er masser af potentiale i temaet om kunstnerens distance til kunsten. I stedet har Burton lavet en fuldstændig straight forward fortælling, der i sin dramaturgi og replikker til forveksling ligner en TV-film.
Et andet problem med filmen er Christoph Waltz, som i den ene hovedrolle overspiller grusomt. Jeg fandt ham ganske enkelt pisseirriterende, og selvom det muligvis har været hensigten, så skal han samtidig også forestille at være en person, hvis charme baner vejen for ham. Han er mere en idiot end han er en charmør. Helt galt går det til sidst, hvor han højst utroværdigt klovner sig igennem retssagen. En retssag der i øvrigt afgøres af noget så indlysende, at man undervejs bare sidder og spekulerer på, hvornår det sker. Det er altså en virkelig sløj spændingskurve.
I sidste ende er dette en film om en maler hvis kunstneriske stempel er så tydeligt, at man omgående kender værkerne, lavet af en instruktør hvis kunstneriske stempel er så tydeligt, man omgående kender værkerne. Bare ikke denne gang, ironisk nok.
07/08-2015
