Den dårligste Marvel-film i et årti

2.0
I dag er Marvel et verdensomspændende underholdningsbrand, båret af den ene succesfulde film efter den anden. Men det hele startede med Fantastic Four tilbage i 1961, hvor de fire helte var hovedpersonerne i den første tegneserie i Marvel-universet. Fantastic Four har lige siden været ét af Marvels centrale omdrejningspunkter, og der blev da også lavet et par film med dem for 8-10 år siden. De var kommercielt succesfulde, men i øvrigt ikke særlig imponerende. Lige siden har filmrettighederne ligesom Spider-Man og X-Men ligget hos Fox, og efter flere års forberedelse forsøger de sig nu med et reboot.

"Fantastic Four" anno 2015 tager i høj grad udgangspunkt i de genfortællinger, Marvel selv har lavet om gruppen i deres Ultimate-linje af tegneserier. De fire helte er hypertalentfulde unge studerende, som bygger en maskine, der kan teleportere til en anden dimension. Da pengemændene bag deres forskningscenter straks vil overdrage teknologien til myndighederne, beslutter de unge helte sig for alligevel selv at tage den første rejse til 'Planet Zero'. Men turen går galt, og heltene bliver udsat for en energiudladning, der giver dem bizarre superkræfter.

Fox har hyret manden bag den glimrende alternative superheltefilm "Chronicle", Josh Trank, ind som forfatter-instruktør på denne reboot. Det lød umiddelbart som en god idé, men allerede tidligt i produktionen begyndte der at gå rygter om konflikter mellem Trank, produktionsselskabet og filmholdet.

Det kan dog ikke for alvor ses i første halvdel, hvor der bliver lavet en ganske glimrende opbygning af filmens personer. Trank placerer dem i et genkendeligt amerikansk studiemiljø, og heltenes forskellige personligheder bliver fint etableret af det gode udvalg af unge stjerneskud, der er fundet til rollerne. Miles Teller er fin som hyperintelligente Reed Richards, det samme er Michael B. Jordan som festglade Johnny Storm, og allerbedst er Kate Mara som den ansvarsbevidste Sue Storm, der samtidig er helt jævnbyrdig med Richards omkring det videnskabelige. Kun Jamie Bell virker mærkeligt castet som trofaste Ben Grimm, der oplever den værste forvandling efter ulykken.

Det er også klart et plus, at filmen tager sig god tid til at opbygge heltenes forhold til Victor von Doom, der starter med at være deres ven og en del af forskerteamet, men notorisk udvikler sig til at blive Fantastic Four-seriens største superskurk. Og så er Reg E. Cathey stærk som faderen til de to Storm-søskende, der også leder forskningscentret.

Så langt, så godt med en udmærket etablering af de grundlæggende præmisser for Fantastic Four. Og efter en times spilletid tager de så til en anden dimension, hvorefter filmen kører helt i hegnet.

Og jeg mener virkelig helt i hegnet på nogle meget basale punkter. Der mangler fremdrift i handlingen, spænding, overblik, logisk udvikling og konsekvens af de ting, der sker. Der mangler også gruppedynamik og samspil mellem hovedpersonerne, efter de får deres superkræfter. Og Dr. Doom, der altså burde være en stor og episk superskurk, bliver pludselig iscenesat som en galning, der vil udslette menneskeheden, fordi ... Jaeh, tilsyneladende fordi han kan.

Tilmed er filmen så også visuelt kedelig. Fantastic Fours superkræfter kommer ganske vist pænt til live via o.k. computeranimationer, men det sker på et møgkedeligt bagtæppe, der virker som et sølle opkog af andre film, og hvor der som nævnt aldrig bliver opbygget ordentlig spænding. Og Hollywood, kan vi ikke godt blive enige om, at den der kliché med en energisøjle op til et hul i himlen ... den har vi set nok gange nu, ikke?

Det virker helt seriøst, som om filmen er blevet sjusket igennem til sidst. Og det er måske faktisk også sandheden, for Trank har helt usædvanligt fraskrevet sig ansvaret for filmen kort efter premieren og påstået, at han havde en bedre version klar for et år siden. Jeg gætter på, at det godt kan blive svært for ham at finde nye opgaver i filmindustrien ... og ikke kun fordi filmen er sådan et fejlskud. For sådan ét er den nemlig. Det kan faktisk siges meget kort: "Fantastic Four" er den dårligste Marvel-filmatisering siden den 10 år gamle "Fantastic Four".
Fantastic Four