Uappetitlig men velsmagende
4.0
"eXistenZ" er et glimrende eksempel på hvor langtidsholdbare film, David Cronenberg laver. På trods af den tager udgangspunkt i virtual reality-computerspil, som for længst har mistet den wow-faktor den havde i 90’erne, så er den stadig dragende her i dag, fordi alt det tekniske hokus pokus (som hurtigt ældes på film) er erstattet af ren biologi. Spillernes eget nervesystem skaber den nye virkelighed, og det er altså virkelig smart fundet på.
Samtidig er spilverdenen ikke noget spektakulært men nærmere en virkelig klam udgave af virkeligheden. Cronenbergs fantasi skuffer måske på overfladen, men i en film der gerne vil tackle så stort et tema som hvad der definerer vores virkelighed, så synes jeg, det er en ret snedig pointe at lade virkelighedsflugten foregå i et ubehageligt og uskønt miljø. Vi er så villige til at flygte fra realiteterne, at vi ignorerer grusomheden i den kunstige verden.
For der ydes virkelig en brav indsats for at få os til at sidde utilpas i sædet. Cronenberg har om muligt lavet sin mest ulækre film her, og det siger ikke så lidt, når det er kongen af body horror, der er tale om. Scenen hvor Jude Laws karakter spiser sig igennem en platte af muterede amfibier, er stadig noget af det klammeste, jeg har set på film. Cronenberg er i sandhed en ulækker mester.
Selve plottet (i plottet) kunne være forløst bedre, og selvom jeg er vild med filmens udramatiske tone, så kan det blive lige lovlig stillestående sine steder. Men det sidste twist fungerer stadig, og jeg synes, det er helt fint, vi ikke får svar på alt, fordi det nu engang er sjovest i en film, hvor vi aldrig ved, hvad der er virkeligt. I forhold til plot-strukturen er det i øvrigt sjovt at se, hvor klare tråde Christopher Nolans ”Inception” trækker tilbage hertil.
Samtidig er spilverdenen ikke noget spektakulært men nærmere en virkelig klam udgave af virkeligheden. Cronenbergs fantasi skuffer måske på overfladen, men i en film der gerne vil tackle så stort et tema som hvad der definerer vores virkelighed, så synes jeg, det er en ret snedig pointe at lade virkelighedsflugten foregå i et ubehageligt og uskønt miljø. Vi er så villige til at flygte fra realiteterne, at vi ignorerer grusomheden i den kunstige verden.
For der ydes virkelig en brav indsats for at få os til at sidde utilpas i sædet. Cronenberg har om muligt lavet sin mest ulækre film her, og det siger ikke så lidt, når det er kongen af body horror, der er tale om. Scenen hvor Jude Laws karakter spiser sig igennem en platte af muterede amfibier, er stadig noget af det klammeste, jeg har set på film. Cronenberg er i sandhed en ulækker mester.
Selve plottet (i plottet) kunne være forløst bedre, og selvom jeg er vild med filmens udramatiske tone, så kan det blive lige lovlig stillestående sine steder. Men det sidste twist fungerer stadig, og jeg synes, det er helt fint, vi ikke får svar på alt, fordi det nu engang er sjovest i en film, hvor vi aldrig ved, hvad der er virkeligt. I forhold til plot-strukturen er det i øvrigt sjovt at se, hvor klare tråde Christopher Nolans ”Inception” trækker tilbage hertil.
10/08-2015
