Når glansbilledet krakelerer

Hvad sker der med den gennemciviliserede, bløde mand, som hverken slår sin kone eller sine børn og som så vidt muligt forsøger at agere moralsk korrekt i enhver situation, når hans verden pludselig begynder at bryde sammen? Det er det som den svenske instruktør Ruben Östlund udforsker i sin fjerde spillefilm, Force Majeure, der blev strengt forbigået ved sidste års Oscar-uddeling.

Ligesom David Finchers’ Gone Girl fra samme år er Force Majeure en sort satire over parforholdets magtbalance og indre dynamik samt kønnenes handlingsmønstre og forventninger i en moderne verden. Men hvor Fincher forklæder sin film som atmosfærefyldt thriller om parrets higen efter at fremstå 'perfekt' udadtil, er Östlunds Force Majeure i højere grad en dokumentarlignende film om kernefamilien, kønsroller og den moderne mands identitet i velfærdssamfundet, hvor alt er funktionelt og indrettet efter vores mindste behov, så ingen form for anstrengelse er behøvet.

Force Majeure handler om en svensk-norsk kernefamilie, der rejser til de franske alper for at nyde et par dage på ski. Solen skinner, de snebelagte bjerge er spektakulære og al synes egentlig tilforladeligt, men under en frokost på hotellets terrasse vender en lavine i nærheden op og ned på det hele. For da de enorme mængder sne efterhånden bliver større og større, og det ser ud til at ville buldre lige ind i dem, vælger faderen, Tomas, at stikke af med sin iPhone og handsker, mens Ebba må stå alene tilbage med deres to børn i håbet om overlevelse. Kort efter viser det sig dog, at alt var under kontrol og derfor ingen tilskadekomne, så Tomas kommer trissende tilbage til sin forladte kone og børn.

Familiens verden er blevet rystet i sin grundvold, og et spørgsmålstegn hænger nu over manden, der er blevet taget med bukserne nede som en vaskeægte kujon. Ebba vil have Tomas til at indrømme hans svigtende handling, men han benægter og kæmper i desperation for at genvinde sin rolle som familiens patriark. Deres ægteskab hænger i en tynd tråd, hvilket børnene straks mærker.

Således er det spørgsmål, som filmen stiller ikke, hvorvidt man er et godt eller skidt menneske, fordi man forlader sin kone og børn for at redde sig selv, men mere om det egentlig kan sættes sådan op, da man må antage, at overlevelsesinstinktet per automatik slår til, så man glemmer sine værdier og al hvad der har med god skik, anstændig opførsel og kultur at gøre. Ruben Östlund har ikke i sinde at give os nogen klar morale; kun nøje beskrivelser tilskueren må lede sin egen konklusion ud af.

For som en anden Stanley Kubrick tager Östlund et spejl op foran tilskueren. Viser en side af os, vi genkender, men som vi helst ikke vil konfronteres med. Noget fordækt, noget skjult vi alle sammen gemmer. Filmen undersøger så, hvad der sker, når dette kommer frem; hvad der sker, når sandheden om at man snyder i spil overfor sine børn og prioriterer sig selv og sin mobiltelefon over sin familie i en livstruende situation. Har vi i det hele taget kontrol over det? Hvor meget instinkt er der tilbage under den pæne overflade? Hvad er en rigtig mand i dag? Kan man hævde, at han har mistet sin rygrad i den ligestillede verden? Og skal familiens urgamle kønsroller i så fald genetableres?

Svarene på disse spørgsmål er ikke for næsen af os, sådan som man ser det i mange amerikanske film, men skal derimod findes i vores eget selvbillede. I forlængelse af det kan man ikke lade være med at spørge sig selv: Hvordan ville jeg selv have reageret i en lignende krisesituation. Det er ikke til at vide, men det er en interessant reflektering, og man må sige, Ruben Östlund slipper uhyre godt af sted med sin yderst tankevækkende, underspillede film.

For hvis der er en etikette, man kan sætte på Force Majeure så er det ”underspillet”. Med denne film beviser instruktøren, at man med ganske få virkemidler og godt skuespil, kan skabe den mest nervepirrende spænding, som synes at være forbeholdt thriller og gys. I så godt som alle scener og situationer er en akavet, ulmende stemning nemlig altdominerende, og man kan simpelthen ikke tage øjnene fra det. Det skyldes ikke mindst Östlunds evne til at koble ironien og absurditeten i menneskers adfærd med meget stor skønhed, så man som fluen på væggen nyder at se distancerende til, når den moderne mand pinagtigt taber ansigt i sociale sammenhænge.

Og nu vi snakker skønhed: Med sine stringente, stillestående tableauer ejer Force Majeure en nærmest skæbnesvanger, overbevisende skønhed. De barske sneklædte bjerge, der på en og samme tid er smuk natur og smuk civilisation, foreligger gang på gang at varsle ulykke. Dertil er der et endeløst arsenal af detaljer og nuancer, som eksempelvis familiens tilbagevendende elektriske tandbørstning, der virkelig bemærkes på lydsiden i takt med tonerne af Vivaldi, der ironisk akkompagnerer filmen med Summer Concerto.

Så du, kære læser, der er altså al mulig grund til at få set Force Majeure, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er en forrygende og særdeles velspillet tragikomisk film, der giver stof til eftertanke og tid til fordybelse.

Jävla Oscar-akademi!