Hey Jude

Jude Law er godt i gang med at skabe sig en fortræffelig karriere. Når man som ham bliver skudt ud af popularitetskanonen med så stor kraft, så ender mange med at lande et tilfældigt sted, hvor redningsnettet er pakket væk i mellemtiden. Law, derimod, arbejder tilsyneladende stenhårdt på at gøre anden akt mere seværdig end den første. Jeg har altid godt kunne lide ham, men han bliver bare bedre og bedre, synes jeg. Hans low life-præstation som Dom Hemingway (i filmen af samme navn) forrige år tog virkelig røven på mig - han var forrygende.

I "Black Sea" har han valgt endnu en spændende rolle, denne gang som fyret ubådskaptajn der tager på et sidste eventyr i håbet om at finde nazi-guld på havets bund. Også her er han nederst på den sociale rangstige, og det klæder altså en mand, der har haft så meget pomade i håret i årenes løb. Men rollen er først og fremmest god fordi, den ikke sælges som en helt. Han udvikler sig måske nok til at være det, men kæden når både at ruste og hoppe af inden.

I bedste John Huston-stil er dette en fortælling om menneskeligt begær og grådighed maskeret som gammeldags adventure. Helt deroppe kan den ikke være med, men det er faktisk et ret tætpakket stykke underholdning. Som ubådsfilm stjæler den med arme og ben, men Kevin Macdonald styrer skuden sikkert i havn og har teknisk en del at byde på. Det meste af spilletiden sætter han sin lid til højdramatik, som fungerer noget nær upåklageligt.

Klart anbefalelsesværdig. Med roller som selvironisk super-spion i komedien "Spy" og det narrative omdrejningspunkt i "The Grand Budapest Hotel" er Jude Law inde i en stime, jeg meget gerne ser fortsætte.