Refn All the Way
4.0
Bronson handler om "Storbritanniens mest voldelige straffefange", Michael Peterson, bedre kendt som "Bronson" efter skuespilleren og hans liv, hvoraf det meste foregår i fængsler eller på lukkede, psykiatriske afdelinger.
Da Refn lavede denne film var han, efter sigende, ude at sige at han ikke prøvede at lave en faktuel "biopic" om Peterson, men mere ville udforske konstruktionen, der var Charles Bronson, og det er netop her, at filmen, efter min mening, finder sin berettigelse. Hele filmen selv er nemlig bygget op som netop en konstruktion og er umådelig teatralsk, komplet med Bronson med på en scene, talende til et hujende publikum iført klovnesminke. Det er Refn'sk stiløvelse, når det er allermest stilet. Filmen emmer af visuel legelyst; lige fra de vovede, blodrøde farvesammensætninger til slow-motion vold med klassisk musik i baggrunden, der vækker minder om en vis Kubrick.
Det er både filmens hæmsko og største trækplaster. Øjnene bliver i den grad stimuleret af de mange visuelle virkemidler, og selv når du har opgivet at finde interesse i historien, ser du filmen til ende; blot for at se, hvilke andre tiltag Refn vil ty til for at holde dine øjne klistret til skærmen. Det var meget de samme faktorer, der gjorde at jeg så Refns seneste "Only God Forgives" til ende. Der er ingen tvivl om at Refn er en visuel begavelse, og det er virkelig filmens største force.
Selvfølgelig ville dette være ret underordnet, hvis ikke det havde været for Tom Hardys fantastiske præstation. Der er ingen tvivl om, at han er indforstået med at dette blot er en fremstilling af en konstruktion; ikke et rigtigt menneske. Derfor går han ud over stregen og leverer en præstation, der er lige dele frygtindgydende, ubehagelig og, til tider, hamrende morsom. En utrolig modig præstation, der aldrig ville have været gået i en ordinær, biografisk film.
Desværre er der, som bl.a. i "Only God Forgives" ikke meget at komme efter rent tematisk udover en banal morale om at vold hverken er arv- eller miljøbetinget, men blot er. Når du først fjerner den glitrende overflade, er der ikke meget tilbage. Hvad der virkede så godt i instruktørens efterfølgende film "Drive" var at den visuelle stil fremhævede karakterenes konflikter og drev plottet videre. Her virker det som en virkelig stimulerende og effektfuld, men efterfølgende, lidt tom gimmick. Jeg må dog stadig give den store ros til Refn at han tør udfordre og skubbe filmmediet, og selvom historien var blevet mig ligegyldig omkring 20 minutter inde, var jeg limet til skærmen fra første til sidste billede drevet af min lyst til at se og føle det filmiske kick, som jeg trods alt fik.
4 stjerner!
Da Refn lavede denne film var han, efter sigende, ude at sige at han ikke prøvede at lave en faktuel "biopic" om Peterson, men mere ville udforske konstruktionen, der var Charles Bronson, og det er netop her, at filmen, efter min mening, finder sin berettigelse. Hele filmen selv er nemlig bygget op som netop en konstruktion og er umådelig teatralsk, komplet med Bronson med på en scene, talende til et hujende publikum iført klovnesminke. Det er Refn'sk stiløvelse, når det er allermest stilet. Filmen emmer af visuel legelyst; lige fra de vovede, blodrøde farvesammensætninger til slow-motion vold med klassisk musik i baggrunden, der vækker minder om en vis Kubrick.
Det er både filmens hæmsko og største trækplaster. Øjnene bliver i den grad stimuleret af de mange visuelle virkemidler, og selv når du har opgivet at finde interesse i historien, ser du filmen til ende; blot for at se, hvilke andre tiltag Refn vil ty til for at holde dine øjne klistret til skærmen. Det var meget de samme faktorer, der gjorde at jeg så Refns seneste "Only God Forgives" til ende. Der er ingen tvivl om at Refn er en visuel begavelse, og det er virkelig filmens største force.
Selvfølgelig ville dette være ret underordnet, hvis ikke det havde været for Tom Hardys fantastiske præstation. Der er ingen tvivl om, at han er indforstået med at dette blot er en fremstilling af en konstruktion; ikke et rigtigt menneske. Derfor går han ud over stregen og leverer en præstation, der er lige dele frygtindgydende, ubehagelig og, til tider, hamrende morsom. En utrolig modig præstation, der aldrig ville have været gået i en ordinær, biografisk film.
Desværre er der, som bl.a. i "Only God Forgives" ikke meget at komme efter rent tematisk udover en banal morale om at vold hverken er arv- eller miljøbetinget, men blot er. Når du først fjerner den glitrende overflade, er der ikke meget tilbage. Hvad der virkede så godt i instruktørens efterfølgende film "Drive" var at den visuelle stil fremhævede karakterenes konflikter og drev plottet videre. Her virker det som en virkelig stimulerende og effektfuld, men efterfølgende, lidt tom gimmick. Jeg må dog stadig give den store ros til Refn at han tør udfordre og skubbe filmmediet, og selvom historien var blevet mig ligegyldig omkring 20 minutter inde, var jeg limet til skærmen fra første til sidste billede drevet af min lyst til at se og føle det filmiske kick, som jeg trods alt fik.
4 stjerner!
20/08-2015
