Flot Håndværk ...
3.0
Bokseren Billy Hope (Gyllenhaal) har lige forsvaret sin mellemvægtstitel for sjette gang, mden da en tragedie rammer hans familie, sender det ham i en mental deroute, hvor han uundgåeligt både må genvinde sin datters kærlighed, hans egen selvrespekt og selvfølgelig generobre sin titel.
Filmen kører altså efter en velkendt formular for boksefilm, hvor vores hovedkarakter må overkomme både interne og eksterne problemer for at opnå sin personlige og professionelle frelse. Med Antoine Fuqua i instruktørstolen bliver det meste af filmens energi brugt på at gøre kampscenerne så brutale og blodige som muligt, og sandt at sige er de ret intense. Resten af filmens emotionelle kerne, nemlig forholdet mellem Hope og hans datter, bliver så behandlet knap så følelsesmæssigt. Generelt er det meget sigende for hele filmens visuelle stil; Filmen er, overordentligt set, flot sat op, men følelserne bliver glemt.
Det er måske forståeligt, da Kurt Sutters manuskript vader rundt i boksefilmens værste klichéer og arketyper, uden at bringe noget nyt og friskt ind. Hopes modstander er en én-dimensionel bad-boy latino, der selvfølgelig ikke holder sig tilbage med at udnytte Hopes familietragedie mod vores lidende protagonist under det sidste opgør. Derudover er der nogle plot-tråde, der bliver spredt ud, men bliver afsluttet og smidt væk lige så hurtigt som de er kommet, og disse synes kun at eksistere for at forøge filmens, i forvejen, alt for lange spilletid og tager også fokus væk fra filmens hovedhistorie.Måske er det derfor, at publikum aldrig får en chance for at investere sympati og empati for vores hovedperson, og derfor må tage til takke med heavy-handed melodramatik.
Hvis ikke det lige havde været for Jake Gyllenhaals kraftfulde præstation. Det er tydeligt at se at Gyllenhaal har været tæt knyttet til denne karakter, og han formår dog at fremkalde et portræt af et plaget menneske og hans scener med datteren er det eneste, der fungerer efter hensigten. Der er klart en Oscar-nominering i luften. Resten af castet drukner som selvfølge lidt i denne præstation. Forest Whittaker er sympatisk nok som den gamle, vise (læs, Jesus) boksetræner, der skal finde Hope (get it?). Rachel McAddams bliver groft misbrugt i en alt for tynd rolle som Hopes kone og så er 50 Cent lige så doven i sit skuespil som i sin musik.
Southpaw er altså en flot iscenesat boksefilm, som lever på sine intense kampscener og hovedrollepræstation. Alt andet i Kurt Sutters manuskript er et middelmådigt opkog af samtlige dramatiske klicheer indenfor genren og det lader Antoine Fuqua til at have det fint nok med, da filmens look er lige så flot forudsigeligt som replikkerne.
3 store stjerner! Spar biobilletten og gem den til en Blu-Ray/On-Demand aften!
Filmen kører altså efter en velkendt formular for boksefilm, hvor vores hovedkarakter må overkomme både interne og eksterne problemer for at opnå sin personlige og professionelle frelse. Med Antoine Fuqua i instruktørstolen bliver det meste af filmens energi brugt på at gøre kampscenerne så brutale og blodige som muligt, og sandt at sige er de ret intense. Resten af filmens emotionelle kerne, nemlig forholdet mellem Hope og hans datter, bliver så behandlet knap så følelsesmæssigt. Generelt er det meget sigende for hele filmens visuelle stil; Filmen er, overordentligt set, flot sat op, men følelserne bliver glemt.
Det er måske forståeligt, da Kurt Sutters manuskript vader rundt i boksefilmens værste klichéer og arketyper, uden at bringe noget nyt og friskt ind. Hopes modstander er en én-dimensionel bad-boy latino, der selvfølgelig ikke holder sig tilbage med at udnytte Hopes familietragedie mod vores lidende protagonist under det sidste opgør. Derudover er der nogle plot-tråde, der bliver spredt ud, men bliver afsluttet og smidt væk lige så hurtigt som de er kommet, og disse synes kun at eksistere for at forøge filmens, i forvejen, alt for lange spilletid og tager også fokus væk fra filmens hovedhistorie.Måske er det derfor, at publikum aldrig får en chance for at investere sympati og empati for vores hovedperson, og derfor må tage til takke med heavy-handed melodramatik.
Hvis ikke det lige havde været for Jake Gyllenhaals kraftfulde præstation. Det er tydeligt at se at Gyllenhaal har været tæt knyttet til denne karakter, og han formår dog at fremkalde et portræt af et plaget menneske og hans scener med datteren er det eneste, der fungerer efter hensigten. Der er klart en Oscar-nominering i luften. Resten af castet drukner som selvfølge lidt i denne præstation. Forest Whittaker er sympatisk nok som den gamle, vise (læs, Jesus) boksetræner, der skal finde Hope (get it?). Rachel McAddams bliver groft misbrugt i en alt for tynd rolle som Hopes kone og så er 50 Cent lige så doven i sit skuespil som i sin musik.
Southpaw er altså en flot iscenesat boksefilm, som lever på sine intense kampscener og hovedrollepræstation. Alt andet i Kurt Sutters manuskript er et middelmådigt opkog af samtlige dramatiske klicheer indenfor genren og det lader Antoine Fuqua til at have det fint nok med, da filmens look er lige så flot forudsigeligt som replikkerne.
3 store stjerner! Spar biobilletten og gem den til en Blu-Ray/On-Demand aften!
26/08-2015
