The Life of The Ignorant Mind
5.0
Når man sætter sig til rette for at se en Coen-film er det næsten givent at man går derfra med en oplevelse af ikke bare at have set "endnu en film", men at man faktisk føler at have set noget unikt.
Barton Fink er skrevet mens Coen-brødrende led af skriveblokering på den ligeledes fremragende "Miller's Crossing" og ikke overraskende omhandler filmen en forfatter, der, på baggrund af et succesfuld teaterstykke, headhuntes til Hollywood for at skrive en film om wrestling. På sit ret snuskede hotel stifter han bekendtskab med Charlie (Goodman), der måske kan hjælpe ham ud af skriveblokeringen.
Det bedste ved Coen-brødrenes film er hvor omhyggeligt og tre-dimensionelt opbygger deres karakterer. Barton Fink er en mand, der konstant går efter at lave teater og film om "The Common Man" samtidig med at han er så ignorant at han på ingen måde kan sympatisere med dem; han omtaler endda sig selv som en "Creator"; han er hævet over masserne. Selv da Charlie, som måske rummer The Common Man, forsøger at trænge igennem til Fink affejer forfatteren ham blot. "You don't listen!" udbryder Charlie endda i filmens klimaks.
Men først og fremmest så jeg filmen som en syret, sort komedie om Hollywood og dens dekadens og falskhed, personificeret af Fink, Finks arbejdsgiver, den højtråbende studio-executive, der har evigt travlt med at prise Fink og selvfølgelig den fordrukne og voldelige Mayhew, De er allesammen brikker i det spil, der udgør det tomme Hollywood-liv, der på afstand virker glamourøst, men samtidig er et helvede, bogstaveligt talt, at komme helskindet igennem.
Disse temaer (og mange andre) bliver minutiøst refereret af Coen og Roger Deakins' tvetydige fotografering, og det er længe siden at min hjerne i den grad har arbejdet aktivt mens jeg så en film. Til sidst bliver det hele endda en smule for meget, men måske var mit filmsind så overstimuleret at jeg simpelthen ikke kunne tage mere. Jeg glæder mig ihvertfald til et gensyn, så jeg igen kan nyde den nøje planlægning af hvert enkelt frame.
Skuespillet er også helt igennem fantastisk. John Turturro er som skabt til rollen som den indelukkede Fink og Goodman er, på sin hel egen, bamsede facon, både sympatisk, sjov og skræmmende som den påtrængende Charlie. Derudover er der også plads til Michael Lerner, som stjæler hver scene han er i, som den overgearede studio-executive.
Temaerne er mange, hver en replik er fremragende skrevet og skuespillet sikrer den ypperste troværdighed. Jeg kan ikke vente til gensynet!
5/6 (subject to change)
Barton Fink er skrevet mens Coen-brødrende led af skriveblokering på den ligeledes fremragende "Miller's Crossing" og ikke overraskende omhandler filmen en forfatter, der, på baggrund af et succesfuld teaterstykke, headhuntes til Hollywood for at skrive en film om wrestling. På sit ret snuskede hotel stifter han bekendtskab med Charlie (Goodman), der måske kan hjælpe ham ud af skriveblokeringen.
Det bedste ved Coen-brødrenes film er hvor omhyggeligt og tre-dimensionelt opbygger deres karakterer. Barton Fink er en mand, der konstant går efter at lave teater og film om "The Common Man" samtidig med at han er så ignorant at han på ingen måde kan sympatisere med dem; han omtaler endda sig selv som en "Creator"; han er hævet over masserne. Selv da Charlie, som måske rummer The Common Man, forsøger at trænge igennem til Fink affejer forfatteren ham blot. "You don't listen!" udbryder Charlie endda i filmens klimaks.
Men først og fremmest så jeg filmen som en syret, sort komedie om Hollywood og dens dekadens og falskhed, personificeret af Fink, Finks arbejdsgiver, den højtråbende studio-executive, der har evigt travlt med at prise Fink og selvfølgelig den fordrukne og voldelige Mayhew, De er allesammen brikker i det spil, der udgør det tomme Hollywood-liv, der på afstand virker glamourøst, men samtidig er et helvede, bogstaveligt talt, at komme helskindet igennem.
Disse temaer (og mange andre) bliver minutiøst refereret af Coen og Roger Deakins' tvetydige fotografering, og det er længe siden at min hjerne i den grad har arbejdet aktivt mens jeg så en film. Til sidst bliver det hele endda en smule for meget, men måske var mit filmsind så overstimuleret at jeg simpelthen ikke kunne tage mere. Jeg glæder mig ihvertfald til et gensyn, så jeg igen kan nyde den nøje planlægning af hvert enkelt frame.
Skuespillet er også helt igennem fantastisk. John Turturro er som skabt til rollen som den indelukkede Fink og Goodman er, på sin hel egen, bamsede facon, både sympatisk, sjov og skræmmende som den påtrængende Charlie. Derudover er der også plads til Michael Lerner, som stjæler hver scene han er i, som den overgearede studio-executive.
Temaerne er mange, hver en replik er fremragende skrevet og skuespillet sikrer den ypperste troværdighed. Jeg kan ikke vente til gensynet!
5/6 (subject to change)
27/08-2015
