Eksistentielt dilemma med for meget tomgang
3.0
En berømt filosofiprofessor bliver ansat på et nyt universitet, men kæmper med depression og generel opgivenhed overfor tilværelsens meningsløshed. Det forhindrer dog ikke én af hans studerende i at falde i fuldstændig beundring for ham, og da de en dag overhører en tilfældig samtale, får professoren en idé: Han vil begå mord for at hjælpe et for ham ukendt menneske, og tanken om sådan en eksistentiel handling vender fuldstændig hans humør til det positive.
Det er klassiske Woody Allen-temaer, Woody Allen behandler i "Irrational Man". Meningen med livet og den fortænkte, filosofiske tilgang til tilværelsen og éns egne handlinger. Filmens centrale dilemma er selvfølgelig også klassisk i et langt større perspektiv end blot Allens filmproduktion: Må man begå mord, hvis der er en god nok grund, og hvor god og ren skal den i så fald være? Her giver det også grundlag for en bagvedliggende dialog omkring filosofiens uanvendelighed i praksis - for filmens hovedperson retfærdiggør jo sine handlinger med en rent filosofisk argumentation, mens han måske reelt er moden til indlæggelse.
Den første halvdel af filmen fungerer da også godt, mens de tematiske forudsætninger bygges op, og Allen dygtigt bruger sit ironiske perspektiv på menneskers indbyggede absurditet. Plus at han kan det der med at skabe roller, der er deprimerede over verden.
Desværre mister "Irrational Man" så både tempo og pondus, efter den springer over til i højere grad at være en krimi. Det er efter min mening et gennemgående træk i Allens karriere: Han dur simpelt hen ikke til at arbejde med krimielementer, fordi han ikke tager genren alvorligt, men altid lægger et spøgefuldt lag på toppen. Som ikke fungerer for mig, og som igen i denne film får handlingen til at virke lidt ligegyldig, fordi der mangler punch, og tingene bliver mere end overforklaret.
Til gengæld er Joaquin Phoenix hele vejen interessant som filosof på vildveje. Det er ikke én af hans største roller, men han har netop talentet til at svinge mellem mentale op- og nedture, som rollen kræver det. Sørgeligt nok lader Allen så ikke talentet komme til sin ret hos Emma Stone som den beundrende studerende - hun har fået en naiv, overfladisk rolle, som slet ikke giver hende mulighed for at vise sit store talent. Faktisk er den type kvinderolle ved at være lidt af en kliché i Allens film, og det virker bare sjusket.
Alt i alt kommer "Irrational Man" derfor ikke rigtig op at ringe nogen steder. Dens historie er ellers interessant nok, og den har bestemt sine øjeblikke, som klart hæver den over sidste års ret kiksede "Magic in the Moonlight". Men det er på ingen måde en Allen-servering, der kræser om sit publikum - tværtimod er det bare en blandet tallerken fra den lige lovlig velkendte Allen-buffet.
Og så kan man i øvrigt spekulere over, hvad man skal lægge i det faktum, at "Irrational Man" er det første manuskript, Allen har skrevet, efter at Dylan Farrow genfremsatte sine pædofilianklager mod ham. For mig var det i hvert fald påfaldende, at det manuskript skildrer et forhold mellem en ældre lærer og en ung elev, hvor det ubetinget er eleven, som kaster sig over læreren. Og hvor læreren til gengæld bliver høj over tanken om at begå den perfekte forbrydelse uden at blive opdaget.
Det er klassiske Woody Allen-temaer, Woody Allen behandler i "Irrational Man". Meningen med livet og den fortænkte, filosofiske tilgang til tilværelsen og éns egne handlinger. Filmens centrale dilemma er selvfølgelig også klassisk i et langt større perspektiv end blot Allens filmproduktion: Må man begå mord, hvis der er en god nok grund, og hvor god og ren skal den i så fald være? Her giver det også grundlag for en bagvedliggende dialog omkring filosofiens uanvendelighed i praksis - for filmens hovedperson retfærdiggør jo sine handlinger med en rent filosofisk argumentation, mens han måske reelt er moden til indlæggelse.
Den første halvdel af filmen fungerer da også godt, mens de tematiske forudsætninger bygges op, og Allen dygtigt bruger sit ironiske perspektiv på menneskers indbyggede absurditet. Plus at han kan det der med at skabe roller, der er deprimerede over verden.
Desværre mister "Irrational Man" så både tempo og pondus, efter den springer over til i højere grad at være en krimi. Det er efter min mening et gennemgående træk i Allens karriere: Han dur simpelt hen ikke til at arbejde med krimielementer, fordi han ikke tager genren alvorligt, men altid lægger et spøgefuldt lag på toppen. Som ikke fungerer for mig, og som igen i denne film får handlingen til at virke lidt ligegyldig, fordi der mangler punch, og tingene bliver mere end overforklaret.
Til gengæld er Joaquin Phoenix hele vejen interessant som filosof på vildveje. Det er ikke én af hans største roller, men han har netop talentet til at svinge mellem mentale op- og nedture, som rollen kræver det. Sørgeligt nok lader Allen så ikke talentet komme til sin ret hos Emma Stone som den beundrende studerende - hun har fået en naiv, overfladisk rolle, som slet ikke giver hende mulighed for at vise sit store talent. Faktisk er den type kvinderolle ved at være lidt af en kliché i Allens film, og det virker bare sjusket.
Alt i alt kommer "Irrational Man" derfor ikke rigtig op at ringe nogen steder. Dens historie er ellers interessant nok, og den har bestemt sine øjeblikke, som klart hæver den over sidste års ret kiksede "Magic in the Moonlight". Men det er på ingen måde en Allen-servering, der kræser om sit publikum - tværtimod er det bare en blandet tallerken fra den lige lovlig velkendte Allen-buffet.
Og så kan man i øvrigt spekulere over, hvad man skal lægge i det faktum, at "Irrational Man" er det første manuskript, Allen har skrevet, efter at Dylan Farrow genfremsatte sine pædofilianklager mod ham. For mig var det i hvert fald påfaldende, at det manuskript skildrer et forhold mellem en ældre lærer og en ung elev, hvor det ubetinget er eleven, som kaster sig over læreren. Og hvor læreren til gengæld bliver høj over tanken om at begå den perfekte forbrydelse uden at blive opdaget.
02/09-2015
