Skudhuller i hukommelsen
3.0
Jeg frygtede lidt, at "Desperado" ikke ville holde vand i dag. Det er trods alt længe siden, at jeg sammen med et par stykker fra B-klassen steg i Skolebio-graderne, da vi sneg os ind til en visning af "Desperado" for de ældste klasser og blev blæst omkuld. Det var filmen, der lærte mig, hvad et skudhul var. Og hvor store de kunne være.
Og nej, hverken mund eller polypper er åbne længere, må jeg sande. Filmen er dramaturgisk sjusket og flere steder kører den decideret i tomgang. Men i forhold til sidste gang han lavede en film om en skydegal spillemand havde Robert Rodriguez nu tusind gange flere penge (bogstavelig talt) mellem hænderne, og han besluttede sig for at have det sjovt med sine millioner. Det elsker jeg ham for, fordi man tydeligt mærker denne frihed blæse igennem hele filmen. Det er nemmere at bære over med Rodriguez' umodne overmod, når han samtidig demonstrerer, at han rent faktisk HAR et visuelt talent og en dejlig skamløs tilgang til mediet. Disse evner blev i øvrigt finpudset på rekordtid, da han blot et år senere lavede "From Dusk Till Dawn" (en personlig favorit).
"Desperado" har nogle kameraskud, som enhver middelmådig actionfilm sukker efter. Den er så sexet at se på, at man næsten glemmer, den ikke har noget narrativ. Mens Antonio Banderas og Salma Hayek konkurrerer om kønnenes opmærksomhed blandt publikum, så tilfredsstiller Rodriguez sig selv. Han er filmisk liderlig. Men på en teenage-agtig måde hvor alting skal overgramses. Det kan måske forekomme en anelse latterligt set gennem nutidens briller, men man skal samtidig huske på den brydningstid, filmen varslede i Hollywood. Det var nyt. Der opstod en bølge som film som "The Rock" og "Face/Off" red lystigt videre på. Hvorfor ikke lave et blockbuster-actionbrag, der har det skidesjovt og ser tæskelækker ud imens? Det var det spørgsmål, der blev stillet. Og ja, bølgen skyllede også meget lort i land, men jeg tager alligevel cowboyhatten af for den selvstændighed og ikke mindst det kreative mod, som Rodriguez diskede op med i sit første møde med masserne.
Og nej, hverken mund eller polypper er åbne længere, må jeg sande. Filmen er dramaturgisk sjusket og flere steder kører den decideret i tomgang. Men i forhold til sidste gang han lavede en film om en skydegal spillemand havde Robert Rodriguez nu tusind gange flere penge (bogstavelig talt) mellem hænderne, og han besluttede sig for at have det sjovt med sine millioner. Det elsker jeg ham for, fordi man tydeligt mærker denne frihed blæse igennem hele filmen. Det er nemmere at bære over med Rodriguez' umodne overmod, når han samtidig demonstrerer, at han rent faktisk HAR et visuelt talent og en dejlig skamløs tilgang til mediet. Disse evner blev i øvrigt finpudset på rekordtid, da han blot et år senere lavede "From Dusk Till Dawn" (en personlig favorit).
"Desperado" har nogle kameraskud, som enhver middelmådig actionfilm sukker efter. Den er så sexet at se på, at man næsten glemmer, den ikke har noget narrativ. Mens Antonio Banderas og Salma Hayek konkurrerer om kønnenes opmærksomhed blandt publikum, så tilfredsstiller Rodriguez sig selv. Han er filmisk liderlig. Men på en teenage-agtig måde hvor alting skal overgramses. Det kan måske forekomme en anelse latterligt set gennem nutidens briller, men man skal samtidig huske på den brydningstid, filmen varslede i Hollywood. Det var nyt. Der opstod en bølge som film som "The Rock" og "Face/Off" red lystigt videre på. Hvorfor ikke lave et blockbuster-actionbrag, der har det skidesjovt og ser tæskelækker ud imens? Det var det spørgsmål, der blev stillet. Og ja, bølgen skyllede også meget lort i land, men jeg tager alligevel cowboyhatten af for den selvstændighed og ikke mindst det kreative mod, som Rodriguez diskede op med i sit første møde med masserne.
04/09-2015
